244 millioner børn og unge modtager ikke formel undervisning. Det er næsten en tredobling siden 2016, viser tal fra UNESCO, FN’s organ for uddannelse, kultur og videnskab. Stigningen er nøje forbundet med det voksende antal konflikter, Covid-19 samt konsekvenserne af klimaforandringerne.
Uddannelseskrisen er katastrofal, fordi børns muligheder for at tilegne sig viden og opnå en bedre fremtid, bliver forringet. Særlig katastrofal er udviklingen for piger, da de risikerer at blive giftet bort i en alt for ung alder eller at blive udsat for kønsbaseret vold eller ende i livslang fattigdom.
Piger bliver mødt af talrige barrierer
I forvejen findes der en lang række barrierer, som forhindrer piger i at få en ordentlig uddannelse. En del skyldes traditioner, hvor det mange steder er almindeligt, at piger enten ikke går i skole eller kun gør det i en kort årrække, fordi de skal tjene penge til familien eller varetage pligter i hjemmet. En anden er, at pigers adgang til skolen og bøger kan være begrænsede.
Disse udfordringer forsøger vi at tackle i Red Barnets store uddannelsesprojekt Empowering Girls through Education, der er udviklet sammen med Hempel Fonden. Siden 2018 har projektet støttet mere end 12.000 piger i Bangladesh på fjerde og femte klassetrin med henblik på at hjælpe dem til at blive i skole og dermed forhindre dem i at havne i tidlige ægteskaber. En betydelig andel af piger i Bangladesh forlader nemlig skolebænken lige inden udskolingen, hvilket svækker deres muligheder senere i livet.
Nye og innovative læringsmetoder er vejen frem
Projektet har introduceret nye og innovative undervisningsmetoder i skolerne. Ved at skræddersy e-læringsmoduler til pigerne og introducere fjernundervisning som supplement til den traditionelle undervisning har det været muligt at fastholde flere piger i skole.
Pigerne har udviklet sig fagligt og socialt gennem de digitale læringsplatforme. Udover deres forbedrede kompetencer i læsning, matematik og engelsk har de også opnået digitale færdigheder, der har øget deres selvtillid og tro på egne evner. De digitale platforme har givet pigerne, der ofte lever langt fra hinanden, mulighed for at engagere sig i digitale fællesskaber, hvor de har udviklet nye venskaber. Dette har skabt et stærkt sammenhold og forbedret pigernes kommunikationsfærdigheder og samarbejdsevner.
En anden vigtig komponent i projektet har været at engagere forældre og lokalsamfund i pigernes skolegang. For eksempel er forældre også blevet introduceret til de digitale undervisningsforløb på tablets, og de er blevet informeret om mulighederne ved at udvikle digitale kompetencer. Samtidig er dette blevet et udgangspunkt for at skabe dialog og oplyse forældre og lokalsamfund om de gavnlige effekter af, at pigerne fortsætter deres uddannelse.
At introducere digital læring i fattige lokalområder i Bangladesh har ikke været uden problemer. Svingende internetforbindelser, adgang til tablets og traditioner for pigers uddannelse, har været store udfordringer undervejs i projektet, som har været med til at ændre en kultur – ikke bare omkring pigers adgang til skole, men også brugen af digital undervisning.
Ægteskaber kommer senere
Set i det perspektiv har resultaterne været særdeles positive. Således har cirka 95 procent af de piger, som har været en del af projektet, fortsat deres uddannelse. Samtidig har projektet effektivt reduceret andelen af forældre, som planlægger tidlige ægteskaber for deres døtre. Faktisk er vi nede på 0 procent, hvorimod det gælder 9,75 procent for en sammenlignelig kontrolgruppe. Og på landsplan er det hele 22 procent af pigerne i Bangladesh, som bliver gift, før de fylder 15 år, viser en rapport fra Unicef.
Derfor har projektet været en succes. De gode erfaringer og vigtige læringer er løbende blevet dokumenteret (se evalueringsrapport her) og inspirerer til nye uddannelsesprojekter i Bangladesh, så endnu flere piger kan forblive i skole, hvilket reducerer risikoen for, at de bliver giftet bort i en alt for ung alder. For uddannelse er helt afgørende for, at pigerne kan leve gode liv på deres egne betingelser.
Empowering Girls through Education
Projektet Empowering Girls through Education (EGE) er udviklet af Red Barnet i samarbejde med – og finansieret af Hempel Fonden.
Det løber fra 2018 til 2023 og støtter mere end 12.000 piger på fjerde og femte klassetrin i 120 offentlige skoler i det nordlige Bangladesh.
Projektets hovedfokus er at reducere skolefrafald, forhindre tidlige ægteskaber og fremme pigers uddannelse gennem interaktiv e-læring, digitale fællesskaber, hjemmebesøg og oplysningskampagner rettet mod forældre og lokalsamfund om vigtigheden af pigers uddannelse.
Programmet støtter op om flere af FN’s verdensmål for 2030, heriblandt flere af delmålene i mål nr. 4, der bl.a. omhandler, at alle piger og drenge gennemfører gratis, inkluderende grundskoleundervisning og ungdomsuddannelse af høj kvalitet.
Helle Gudmandsen er international uddannelseschef i Red Barnet og Anders Holm er direktør i Hempel Fonden.