Uddeler pris til sit 50 års jubilæum – har du en kandidat?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

U-landsforeningen Svalerne ønsker i anledning af sit 50 års jubilæum i 2013 at anerkende en person, organisation eller virksomhed, der over de sidste par år har bidraget til fremgang i verdens fattigste lande, skriver Svalerne i en pressemeddelelse mandag.

Derfor genoptager foreningen uddeling af Svaleprisen, der sidst blev uddelt for 23 år siden – i 1989 -, og efterlyser nu indstilling af værdige kandidater.

Svaleprisen består ud over anerkendelsen og hæderen af et Fair Trade kunstværk.

Send dit bud til bestyrelsen senest ved udgangen af 2012.

Prisen uddeles til en enkeltperson, organisation eller virksomhed, der har

• ydet en ekstraordinær indsats inden for u-landsarbejde og fattigdoms-bekæmpelse i verden
eller
• øget forståelsen blandt den danske befolkning for velfærdslandenes ansvar over for verdens fattigdom og dermed inspireret andre til at engagere sig i u-landsarbejdet.

Sidst uddelt til film om gadebørn

Svaleprisen har været uddelt to gange tidligere.

Første gang ved Svalernes 25 års jubilæum i 1988, da den gik til Kristeligt Dagblad for avisens daværende faste tillæg om “Danmark og Den 3. Verden”, som i de år, det udkom, også modtog Nairobi-prisen og Thorkil Kristensen-prisen.

Svaleprisen blev sidst uddelt i 1989, da den gik til den indiske filminstruktør Mira Nair for hendes gribende film ’Salaam Bombay!’ om gadebørns skæbne i den indiske millionby.

Hjælp-til-selvhjælp

Ét af Svalernes grundprincipper er, at fattigdom kun kan bekæmpes, hvis mennesker tager ansvar for deres eget liv; det er de fattige, der selv skal kæmpe sig ud af undertrykkelse og fattigdom.

I udvælgelsen af vinderen vil der derfor blive lagt vægt på, at kandidaten via sin indsats anerkender og demonstrerer, at de største forandringer skabes af lokalbefolkningen selv, dvs. med fokus på ’hjælp til selvhjælp’, hedder det.

Har du en kandidat?

Har du et bud på, hvem der har fortjent at vinde Svaleprisen i 2013?

Så skriv til U-landsforeningen Svalerne på e-mail [email protected] senest ultimo december 2012.

Vinderen udvælges af bestyrelsen i januar 2013 og får overrakt prisen den 22. februar 2013 under en jubilæumsreception, der markerer 50-års dagen for foreningens stiftelse.

Om Svalerne

U-landsforeningen Svalerne er en dansk NGO, som siden 1963 har støttet fattige, jordløse og kasteløse i Indien og Bangladesh. Organisationen er baseret på frivillig arbejdskraft.

Yderligere oplysninger hos:
Sanne Dahlbom, koordinator i U-landsforeningen Svalerne
tlf. 35 26 17 47 og web: www.svalerne.dk