Udenrigsministeriet: “Vi har lært af våbenhvilemissionen i Sri Lanka”

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Jesper Søe

12. september 2011

Der bliver næppe gentagelser af den norske fredsmission, vurderer Udenrigsministeriet i København.

62 medlemmer af Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab, i daglig tale IHBére, nåede at være udsendt som våbenhvileobservatører til Sri Lanka Monitoring Mission (SLMM) fra begyndelsen i 2002 og frem til 2006.

På det tidspunkt satte EU De tamilske tigre på terrorlisten og Tigrene erklærede, at de ikke længere kunne garantere sikkerheden for observatører fra EU-lande.

Opholdet på den store ø ved Indiens fod var for de fleste en helt særlig oplevelse.

– For nogle IHB’ere var SLMM den bedste mission, de nogensinde havde været på. For andre den mest frustrerende, siger bistandsråd Niels Erik Nielsen, der stod for den daglige ledelse af IHB, mens de danske observatører var i Sri Lanka.

Ministerråd Hanne Elmelund Gam er enig. Hun tog over, da Niels Erik Nielsen blev forflyttet som led i Udenrigsministeriets rotationsordning.

Ifølge Hanne Gam var frustrationen især en følge af SLMM’s mandat, der blev udformet i al hast på basis af våbenhvileaftalen i 2002. SLMM’s chef udmøntede selv mandatet i tre funktioner: overvågning, kontakt og rapportering.

– Flere af de danske IHB’ere fandt mandatet for uklart, siger Hanne Gam og uddyber: – Det fortalte de Toni Michelsen, som Udenrigsministeriet sendte ud til Colombo for at åbne en dansk bistandsmission i 2003. De var simpelt hen i tvivl om, hvad deres opgave som observatører indebar.

DYB FRUSTRATION

Kritikken gik især på, at observatørerne kun var observatører

– På vore debriefinger med hjemvendte IHB’ere forsøgte vi at samle nogle af erfaringerne op, siger Hanne Gam.

– Her viste det sig, at især de udsendte politifolk oplevede kæmpestore problemer. De tog imod klager over brud på våbenhvileaftalen og krænkelser af menneskerettigheder, men kunne ikke efterforske, om der var hold i klagerne, og dermed heller ikke hjælpe de forurettede.

– Nogle gange følte de ikke engang, at deres rapporter blev taget alvorligt, men bare lagt hen. Det syntes de, var enormt frustrerende, forklarer hun.

Mange civile klagede f.eks. over kidnapninger, hvor De tamilske tigre bortførte skolebørn og tvangsindrullerede dem som børnesoldater. SLMM rapporterede troligt, men var afskåret fra at gribe yderligere ind.

Og erfaringerne fra SLMM er måske en af grundene til, at aktuelle EU-missioner ifølge Hanne Gam ofte har et bredere mandat.

– Alt afhænger naturligvis af den aktuelle situation, men vi taler i dag typisk om “Monitoring, Mentoring og Advising”, altså både overvågning og vejledning, så vi har fået nogle flere elementer med, siger Hanne Gam.

SIDSTE DANS MED NORGE

Niels Erik Nielsen og Hanne Gam vurderer, at Danmark vil overveje at gå med, hvis vi igen bliver bedt om at bistå med civile våbenhvileobservatører. Men det bliver næppe i samme regi som SLMM.

– I tiden omkring årtusindskiftet skete det flere gange, at et enkelt land, specielt Norge, påtog sig at løse konfliktsituationer i verden – som den i Sri Lanka – på egen hånd, siger Niels Erik Nielsen.

– Men siden har EU fået en fælles udenrigspolitik, og det er ikke særlig sandsynligt, at en lignende aktion vil komme i gang med dansk deltagelse, uden at det har været drøftet i EU-kredsen.

Enkeltlands-aktioner er for Danmarks vedkommende afløst af fælles EU-aktioner som politimissionen i Afghanistan og den store Kosovo-mission og af endnu bredere FN-missioner.

LOKALE SKAL MED

Udviklingen har også overhalet SLMM på anden led: – Der er sket en holdningsændring i de senere år, siger Niels Erik Nielsen og peger på Darfur:

– Nu om dage lægger vi umådelig meget vægt på, at landene i den region, hvor en konflikt udspiller sig, er medansvarlige for at løse den. Så jeg vil blive meget overrasket, hvis vi siger ja til at gå yderligere ind med civil bistand i Sudan eller Libyen, uden at Den Afrikanske Union er aktivt med.

– Det kan f.eks. foregå på den måde, at vi bidrager med penge, mens Den Afrikanske Union stiller personel til rådighed.

– EU og FN har forberedt netop denne udvikling. Der bliver lavet fælles træning med Den Afrikanske Union, som er en oplagt medspiller og medpart i opbygningen af kommende missioner, tilføjer Hanne Gam.

Oprindeligt bragt i IHB-Nyt, nr. 3., september 2011. Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren efter indhentet tilladelse hos IHB-Nyts redaktion.

Se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/12-09-11/missionen-lykkedes-men-freden-dode
——————-
Jørgen Harboe er journalist og forfatter. Han var aktiv IHB-er (medlem af Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab) fra starten i 1994 til 2006.

Harboe var bl.a. menneskeretsobservatør i Rwanda i Centralafrika og valgobservatør i Bosnien, Palæstina, Niger og Bangladesh. Udstationeret i Kilinocchi i 2003 som SLMM-kontakt til De tamilske tigre.