Udstilling om Marie Holst – pathanstammens første læge

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding har indtil 22. december 2007 en udstilling om den danske læge Marie Holst, der indtil 1917 var udsendt af DMS (Det Danske Missions Selskab) og den første læge for pathanstammens kvinder i det nordligste Pakistan, skriver det nuværende Danmission på sit website.

Lægen og missionæren Marie Holst er et af de stærke kald i dansk missionshistorie. Som ung diakonisse oplevede hun Guds kald til at stille sig til rådighed som kvindemissionær. Derfor rettede hun henvendelse til Det Danske Missionsselskab om at blive uddannet som læge og derefter udsendt.

DMS vovede ikke denne investering og afslog hendes tilbud. Derfor rejste hun til London, hvor hun både blev uddannet læge og fik den medicinske doktorgrad, inden hun blev udsendt af det britiske missionsselskab: Church of England Zenana Mission Society – først til Bangalore i Syd-Indien, senere fra 1898 til Peshawar på grænsen til Afghanistan.

Her kom hun i kontakt med pathan-stammens kvinder, der hidtil ikke havde haft adgang til lægehjælp og hun viede sit liv til en gerning blandt disse kvinder.

Under et ophold i Danmark i 1903 fik hun en ordning med DMS, der fra nu af betalte hendes løn, så længe hun levede. Hun afbrød forbindelsen til det britiske missionsselskab, fordi de ikke turde tage ansvar for hendes færden i grænseegnene ind mod Afghanistan, og rejste ud som selvstændig missionær.

Det blev begyndelsen til Teltmissionen (senere Dansk Pathan Mission – der 1975 blev fusioneret med DMS). Navnet Teltmissionen relaterer til, at hun havde sit hospital i et telt, som hun så flyttede rundt mellem landsbyerne i de uvejsomme bjergegne – senere suppleret med et hospital i byen Mardan, ikke langt fra Peshawar.

Marie Holst kom til at arbejde i denne egn indtil sin død i februr 1917, hvor hun omkom i en trafikulykke. Hendes hospital står stadig ved indkørslen til Mardan og drives nu som et regeringshospital.

Men stadig lever erindingen om den danske missionær hos lokalbefolkningen, der fremhæver hendes store pionerindsats for ikke mindst kvinderne i denne egn af Pakistan.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding har åbnet en udstilling om denne spændende kvinde, som giver et fint indblik i dette stykke af Danmissions tidlige historie.

Man kan besøge museets hjemmeside – www.sygeplejemuseum.dk – og læse mere om udstillingen og åbningstider. Interesserede kan også læse mere i Harald Nielsens bog: Tålmodighed Forpligter – 9 kapitler af Danmissions Islamhistorie (Unitas Forlag), hvor historien om Marie Holst fortælles.

Kilde: www.danmission.dk