De danske udviklingsorganisationer håber til det sidste, at regeringen trækker sit forslag om at droppe statstøtten til de folkelige organisationers u-landsoplysning tilbage.
For flere af dem kan det nemlig få benhårde konsekvenser, skriver Danidas månedsavis, Udvikling, i sin seneste udgave, der nu er på gaden.
Der er på nuværende tidspunkt flertal for forslaget i Folketinget. Ikke desto mindre søger de organisationer, som Udvikling har talt med, også i år om Danida-støtte til u-landsoplysning for 2006.
Mest alvorlig bliver konsekvensen for KULU, Kvindernes U-landsudvalg, hvis rygrad netop er oplysning. Bliver forslaget om stop for statspenge til u-landsoplysning vedtaget, må KULUs aktiviteter helt ned på vågeblus.
Mellemfolkeligt Samvirke håber stadig, at forslaget bliver trukket tilbage, men bliver det ikke bliver tilfældet, kan op til 15 medarbejdere miste deres job og en lang række aktiviteter og udgivelser falder bort, vurderer generalsekretær Lars Udsholt.
Hos Folkekirkens Nødhjælp går bekymringen primært på forslagets effekt blandt de små NGOer:
– Vi er heldige, da vi har egne midler at lave u-landsoplysning for. Vores bekymring er mere på det danske u-landsmiljøs vegne; altså hele underskoven af mindre NGOer. Biavlerne, spejder- og idrætsorganisationerne, siger informationschef i Nødhjælpen, Thomas Ravn-Pedersen, til Udvikling.
Han peger dog på, at eksempelvis Nødhjælpens undervisningsmateriale til konfirmander og rejser til u-lande, hvor unge danskere bor og arbejder med organisationens lokale folk, begge er aktiviteter, der kan blive ramt.
Hos Frivilligt Drenge- og Pigeforbund (FDF) forudser man, at det bliver mere besværligt at lave u-landsoplysning.
Endelig vurderer Ibis, at 80 pct. af u-landsorganisationens informationsarbejde vil stå uden finansiering, hvis forslaget gennemføres. Ibis kan blive nødt til at droppe kampagner som Humor mod Aids og Make Poverty History, anfører Udvikling.
Læs mere i Udvikling. www.um.dk