Poul Nielson
Medlem af Socialdemokratiet
Landsformand for Frit Forum 1966-67
Medlem af Folketingen fra 1971
Cand.scient.pol., Århus Universitet, 1972.
Energiminister fra 1979 til 1982
Direktør for LD Energi A/S 1988-94.
Minister for Udviklingssamarbejde fra 1994 til 1999
EU kommissær for Udvikling og Humanitærhjælp fra 1999-2004
Poul Nielson har som eneudredningsmand lavet “Arbejdsliv i Norden” i opdrag af Nordisk Ministerråd
Det særligt værdifulde ved udviklingsbistand er, at det er langsigtet, bygger på et egentligt samarbejde mellem parterne, som placerer et ejerskab og ansvar i udviklingslandet, og som ud over selve bekæmpelsen af fattigdom også omfatter sensitive indsatsområder som f.eks. skattereform, opbygning af rigsrevisionens kapacitet, støtte til ligestilling og reproduktiv sundhed og seksuelle rettigheder, miljøreformer og støtte til modernisering af valgsystemer.
Nemmere at samle penge ind til sultne børn
I det følgende præsenteres nogle af de faktorer, der udgør en trussel mod det egentlige udviklingssamarbejde:
Offentlighedens billede af, hvad det er, vi foretager os i udviklingslandene er blevet mere og mere domineret af jagten på private donationer, hvor mediekendisser står i vejen for en retvisende kommunikation af de faktiske proportioner for, hvem der gør hvad.
Samtidig har der været en konsolidering, som i dag indebærer, at de fleste i dag er nationale filialer af store globale organisationer. Nye aktører er også kommet til i form af f.eks. Gates Foundation, der nok arbejder meget kvalificeret, men som også lægger stor vægt på deres egen synlighed, og på den måde gør det yderligere svært at opretholde kendskabet til og forståelsen for det klassiske statslige bistandssamarbejde.
Fake news om korruption og manglende resultater
Fra MDG til SDG
Alle priser med rette, at det i FN-regi lykkedes at få vedtaget den globale dagsorden om bæredygtig udvikling. Det er også indiskutabelt, at det forhold, at disse mål også er gældende for verdens rige lande, alt i alt nok skaber større forståelse for de fælles problemer, verden står over for.
Samtænkning har været fejltænkning
Men denne samtænkning har været fejltænkning.
Sammenblandingen har yderligere mudret forskellen mellem krigsførelse, humanitær bistand og udviklingsbistand og bidraget til en svækkelse af forståelsen og respekten for de forskellige roller, forpligtelser og vilkår, der må gælde for de tre aktiviteter.
I det store perspektiv har dette bidraget til en styrkelse af ekstremisme og konfrontation mellem Nord og Syd og til en svækkelse af klassisk udviklingssamarbejde som en tillidsskabende faktor mellem Nord og Syd. Humanitær bistand er blevet yderligere politiseret og misbrugt som en brik i aktivistiske interventioner.
Vækst og jobs er eneste holdbare alternativ
I forvejen var det på grund af karakteren af mange af konflikterne blevet sværere og sværere at opretholde respekten for de grundlæggende principper om humanitær bistands neutralitet. Og med indplaceringen af humanitær bistand som en komponent i den politik, der skal imødegå migrationspresset fra Syd til Nord, bliver det endnu vanskeligere at genskabe respekten for disse principper. Det gode ved nærområderne er som bekendt, at de ligger så langt væk.
Det er rigtigt, at mere velstand i de afrikanske lande også muliggør det for flere at prøve lykken uden for Afrika. Men det ændrer ikke ved, at det eneste holdbare alternativ til det, vi oplever i disse år, er økonomisk vækst og massiv jobskabelse i Afrika.
Langsigtet udviklingsbistand er det mest meningsfulde bidrag, vi kan tilbyde. På den baggrund er det forstemmende at kunne konstatere en ubehagelig parallel mellem regeringens og Socialdemokratiets måde at forholde sig til de egentlige prioriteringer på: Ghettoplanen skal finansieres gennem et eksproprieringslignende indgreb i de sociale boligselskabers egne midler, og den store indsats i nærområderne skal finansieres ved en reduktion i den egentlige udviklingsbistand.
