”I de kommende år vil regeringen have endnu mere fokus på grøn omstilling, styrket indsats i nærområderne og en mere markant Afrikapolitik. Jeg glæder mig til det arbejde sammen med de nye medlemmer af Udviklingspolitisk Råd, der bl.a. kommer fra civilsamfundet, forskningsverdenen, fagbevægelsen og erhvervslivet, og som alle har relevant erfaring at byde ind med til udviklingsarbejdet,” siger Rasmus Prehn ifølge en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Udviklingspolitisk råd blev etableret i 2012 af daværende udviklingsminister, den radikale Christian Friis Bach.
Rådets opgave er at give den siddende minister både strategisk og faglig rådgivning. Det kan både være i forbindelse med landepolitikpapirer, landeprogrammer, bevillinger til programmer og projekter med et budget over 39 millioner kroner, strategier for Danmarks samarbejde med multilaterale organisationer og prioriteringer i evalueringsprogrammet.
Samtidig med oprettelsen af rådet blev der etableret en bevillingskomité, der skulle tage beslutninger om større bevillinger. I 2017 blev komitéen imidlertid lagt ind under det udviklingspolitiske råd, som dermed blev væsentligt styrket.
Sammensætning
Medlemmerne af rådet er nøje udvalgt for at repræsentere forskellige sektorer i Danmark – forskningsverdenen, erhvervslivet, fagbevægelsen, udviklingsorganisationerne og det generelle civilsamfund.
Da udviklingsminister Ulla Tørnæs fra Venstre nedsatte det nyligt afgåede råd tilbage i 2017, blev det uden en repræsentant for fagbevægelsen. I det nye råd er fagbevægelsen tilbage i skikkelse af Bente Sorgenfrey fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, der har været medlem af rådet i to tidligere perioder – fra 2013-2015 og 2016-17.
To af rådets 11 medlemmer (fem kvinder og seks mænd) er gengangere fra sidste periode (2017-2019); det drejer sig om Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
Det nye råd ser således ud:
Formand:
Professor Anne Mette Kjær, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Næstformand
Øvrige medlemmer
International chef Jarl Krausing, CONCITO
Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen, Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS
Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen, Folkekirkens Nødhjælp
Generalsekretær Rasmus Stuhr Jakobsen, CARE Danmark
International chef Marie Engberg Helmstedt, Dansk Ungdomsfællesråd
Næstformand Bente Sorgenfrey, Fagbevægelsens Hovedorganisation
Fagleder Marie Gad, Dansk Industri
Internationaliseringschef Jens Kvorning, SMVdanmark (SMV er en forkortelse for små og mellemstore virksomheder)
Afdelingsleder Kenneth Lindhardt Madsen, Landbrug & Fødevarer
Privat konsulent Morten Lisborg, Migration Management Advice