Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
Ovenstående spørgsmål var dog helt berettiget ment retorisk. Ministeren medgiver, at sådanne spørgsmål ikke rigtigt giver mening, fordi målene jo i høj grad alle er vigtige. De er også ganske sammenhængende og rejser først og fremmest en del spørgsmål omkring dansk udviklingsbistand fremadrettet.
Det giver således god mening som udgangspunkt at spørge, hvordan vi fra dansk side kan og vil bidrage til målenes opfyldelse. Det kræver en plan for vores udviklingsbistand såvel som en tilsvarende plan for Danmarks egne indsatser i forhold til målene. Og de to sæt af indsatser bør samtænkes, fordi den teknisk-administrative kapacitet, som indsatserne kræver, i høj grad også er fagligt sammenhængende.
Der forestår imidlertid fortsat et stykke arbejde før implementeringen for alvor kan gå i gang. Der skal for hvert enkelt land udarbejdes et sæt indikatorer for hvert enkelt af hovedmålene såvel som for alle delmål. Det er et arbejde, som allerede er i gang i FN regi.
Samtænkning
På basis af disse indikatorer kan der udarbejdes en samlet status for den nu eksisterende situation i hvert enkelt land. Denne ”statusopgørelse” angiver det samlede udviklingsmæssige udgangspunkt for hvert land. Den vil naturligvis være forskellig fra land til land og være afhængig af landenes hidtidige udviklingsforløb. Denne ”statusopgørelse” bør derfor give et godt udgangspunkt for i de enkelte lande at udarbejde handlingsplaner.
Som landet Danmark skal vi gennemføre vores egne indsatser og dertil igennem bilaterale og multilaterale bistandssamarbejder bistå udviklingslande med at opfylde deres respektive forpligtigelser. De to sæt handlingsplaner bør, som nævnt samtænkes og implementeres igennem en overordnet tværministeriel organisation, der involverer Udenrigsministeriet såvel som de relevante fagministerier.
For indsatserne under ulandsbistanden må der i samarbejde med de valgte udviklingslande tilsvarende udarbejdes samarbejdsplaner for hvert enkelt programland med udgangspunkt i landenes egne ”statusrapporter”. I valget af samarbejdslande skal vi naturligvis fastholde samarbejdet i de lande, hvor vi allerede har et udviklingsmæssigt samarbejde, men nye lande kunne også komme på tale.
I de lande, vi allerede har et godt samarbejde med, bør vi igennem de nye landeprogrammer gradvist orientere indsatserne imod de mest presserende områder for landet selv. Men også mod landets muligheder for at bidrage til løsning af de fælles globale udfordringer som eksempelvis klimaproblemerne. I valget af eventuelle nye samarbejdslande bør de politiske muligheder for og viljen til samarbejder om de nye Verdensmål tilsvarende veje tungt.
Større behov for oplysning
Med vedtagelsen af 193 lande af disse mål er der således sat en ny ramme for ulandsbistanden fremover. Det må dansk bilateral såvel som multilateral bistand indrettes efter. Bistanden er ikke længere ”godgørenhed”, men i høj grad finansiering af indsatser, der er begrundet i globale fælles udfordringer, hvorved bekæmpelsen altså også er i vores egen interesse.
Et centralt spørgsmål er, om der er forståelse for dette i den danske befolkning og dermed om der er den fornødne folkelige opbakning til at afsætte midler til finansieringen. Undersøgelser viser fald i støtten til den traditionelle ulandsbistand blandt danske skatteydere. De viser endvidere, at mange oplever, at de ikke har tilstrækkeligt kendskab til forholdene i de lande, som vi støtter igennem ulandsbistanden (jfr Knud Vilbys blogindlæg)
Da vi i sin tid indførte ulandsbistanden blev der lagt stor vægt på oplysningsvirksomhed overfor den danske befolkning omkring forholdene i ulandene. Oplysningsbevillingerne er imidlertid blevet stærkt beskåret over årene siden da. Det er derfor i dag et helt centralt spørgsmål, hvad ministeren har tænkt sig at gøre i den nye sammenhæng. Hvis det er svært for den almindelige skatteyder at forstå forholdene i Syd og begrundelserne for den traditionelle bistand, bliver behovet for oplysning i forbindelse med Verdensmålene endnu større.
