Kommentar af Christian Juhl, udviklingsordfører for Enhedslisten
Regeringen nedprioriterer fattigdomsbekæmpelsen og bruger i stigende grad den danske bistand til at fremme sikkerheds- og erhvervspolitiske interesser, lyder det fra oppositionen til venstre i folketingssalen.
Her i opløbet til diskussionerne om denne regerings sidste oplæg til fordelingen af bistandsmidlerne giver det god mening at gøre status over, hvad der er sket på udviklingsområdet de seneste par år.
Overordnet set vil jeg sige, at de mange positive forventninger som mange af os havde til den nye regering heller ikke på udviklingsområdet er blevet indfriet.
Arbejdet med at få bistanden op på 1 procent, som jo endda blev nedfældet i regeringsgrundlaget, kan vi godt skyde en hvid pil efter.
Det bebudede opgør med militariseringen af bistanden kom aldrig. Og tendensen med, at bistandsmidlerne i stigende grad ses som smørelse i statens samarbejde med erhvervslivet om at finde nye markeder og investeringsmuligheder i det Globale Syd har kun accelereret under den nuværende regering.
Alt dette er i særdeleshed tydeligt i regeringens seneste udspil, så lad os lige kigge lidt på det.
Den ene procent
I 2014 gav Danmark 0,83 procent af BNI i bistand. Det samme niveau bliver holdt i 2015.
Pga. stigningen i BNI, vil der alligevel blive tilført i alt 620 mio kr. til udviklingsbistanden, hvilket svarer til en nominel stigning på 3,8 procent ift. 2014.
Men så på trods af, at regeringen har det som erklæret mål, at bistanden skal op på 1 procent igen, har den under SR(SF) regeringen ikke været over 0,85 procent.
Den danske bistand under Fogh var i gennemsnit på 0,85 procent og under Løkke var den i gennemsnit på 0,88 procent.
Herudover er der jo så fordelingen af bistanden. Som læsere af U-landsnyt formentlig ved, bliver bistanden fordelt på to rammer: den fattigdomsorienterede og den globale.
Som navnet antyder skal den fattigdomsorienterede bekæmpe fattigdom og ulighed. Den globale ramme skal være med til at løse globale miljøproblemer, sikre global fred og stabilitet og løse globale sundhedsproblemer, hvilket jo lyder meget godt, men i praksis betyder det en masse penge til internationale organisationer som Verdensbanken og dets lige, der i deres praksis ligger meget langt fra principperne bag dansk udviklingspolitik.
Siden opgørelserne begyndte i 2012, har den globale ramme stået for ca. 17,7 procent af Danmarks bistand og andelen har været faldende. Men for første gang er andelen af bistand til den globale ramme i dette udspil steget. Den er nu på 20,5 procent, hvilket jo er en de facto nedprioritering af den fattigdomsorienterede bistand.
Regeringen har altså konsekvent ligget under eller på samme niveau som den tidligere blåsorte regering, og den fattigdomsorienterede andel af bistanden er desuden i deres seneste udspil blevet mindre.
Militarisering
Der er gode grunde til at yde bistand til lande i post-konfliktsituationer, men den nuværende regering har fortsat den tidligere regerings farlige sammenblanding af sikkerheds- og udviklingsinteresser.
For mig at se, er sikkerhedspolitiske målsætninger i stigende grad styrende for valg af partnerlande samtidig med, at selve anvendelsen af udviklingsbistanden i stigende grad går til at fremme sikkerhedspolitiske mål i de pågældende lande.
Dette ses bl.a. gennem den position som lande som Pakistan og Afghanistan har haft i de seneste finanslove, såvel som selve indsatsen i Afghanistan, hvor bistandsmidlerne gennem den såkaldte Freds- og Stabiliseringsfond, ifølge anmærkningerne til finansloven skal ”ses i sammenhæng med det samlede danske engagement i Afghanistan” – herunder, må man formode, de sikkerhedspolitiske interesser i vores forsvarsalliance.
Overordnet set er dette fokus på skrøbelige stater udtryk for halehæng til USA’s og EU’s sikkerhedspolitiske dagsorden – frem for at være reelt udviklingsorienteret.
Ministeren for erhvervsfremstød?
Internationalt har tendensen inden for udviklingspolitik i de seneste år været, at politikken er gået fra at være et progressivt instrument til at bekæmpe fattigdom i det Globale Syd til i stedet at pleje erhvervsinteresser fra Nord.
Dette gælder i høj grad også i Danmark, hvor de seneste regeringer – og særligt den nuværende – ser bistandsmidlerne og udviklingspolitikken i sin helhed som smørelse i statens samarbejde med erhvervslivet om at finde nye markeder og investeringsmuligheder i det Globale Syd (hvilket er især tydeligt i strategien for ’eksportfremme og økonomisk diplomati’ se s. 26).
Dykker man ned i dette års finanslov, kan man således se, hvordan der på ambassadeniveau som del af vækstpakken fra i sommer er afsat nye midler til ”Vækstrådgivere” og ”strategisk sektorsamarbejde” på hhv. 33 og 39 mio. pr. år i tre år – alt imens, at ambassadernes kapacitet til at administrere de reelle udviklingsprogrammer bliver mere og mere pressede.
Danidas erhvervsindsatser stiger ydermere med 182 mio. under smartlydende poster som: Danida business partnerships, og Danida Business Delegations – en ny post der særskilt skal finansiere delegationsrejser og fælles erhvervsfremstød for danske virksomheder til udviklingslande.
Jeg finder det simpelthen skræmmende (men måske ikke overraskende), at en socialdemokratisk ledet regering på så ublu vis også på udviklingsområdet sætter erhvervslivets interesser op på en piedestal.
Hvor er oprøret?
Opsummerende kan man altså sige, at regeringen måske på visse områder har bremset den udvikling, som blev sat i gang af de borgerlige (eksempelvis ved at holde sig fra direkte nedskæringer), men bestemt ikke har taget et grundlæggende brud med de skibe, der blev sat i søen af den borgerlige regering.
For Enhedslisten er udviklingspolitikken ét redskab blandt mange i kampen mod det nuværende politisk-økonomiske system, der på ingen måde har været i stand til at fordele verdens goder på retfærdig vis, men tværtimod har forværret uligheden på globalt plan.
I de kommende finanslovsforhandlinger kæmper Enhedslisten derfor for en udviklingspolitik, der først og fremmest gavner befolkningens ønsker og ikke dansk erhvervslivs.
En udviklingspolitik, der fremmer et kritisk civilsamfund – i Nord og Syd – som skal agere vagthund og ikke skødehund over for magthavere.
En udviklingspolitik, der ikke ligger under for USA’s og EU’s krigseventyr. Og sidst men ikke mindst, kæmper vi for en øget gennemsigtighed og kapacitet i ambassaderne og udenrigsministeriet til rent faktisk at administrere udviklingsmidlerne, så tendensen med at reducere Eigtveds Pakhus og ambassaderne nær og fjern til eksportkontorer stoppes.
Til slut vil jeg gerne give en lille venlig, men kritisk bemærkning til de danske NGO’er – for Enhedslisten kan selvsagt ikke rykke meget ved forhandlingsbordet alene (ganske vist har vi heldigvis SF på samme side af bordet denne gang). Hvor er oprøret fra jeres side henne?
Stiller I jer tilfredse med, at I år efter år bliver fastholdt på det samme niveau – en de facto nedskæring? Og hvis jeg i øvrigt har ret i min opsummering af tendenserne med øget fokus på militarisering og pleje af erhvervsinteresser, som jo næppe bliver vendt under en potentielt kommende borgerlig regering, går der ikke mange år, før der slet ikke er nogen penge til jeres solidaritetsarbejde i den danske finanslov.
Er det ikke på tide at komme af med fløjlshandskerne?
