Udviklingspolitisk Råd bremser klimabistand til Uganda

gettyimages-1270250893
Danmark har dårlige erfaring med at samarbejde med Landbrugsministeriet i Uganda. Her er det en kakaofarmer i Bunjako i den centrale del af Uganda.
Foto: Camille Delbos/Art In All of Us/Corbis via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

18. december 2020

Formålet var der ikke noget i vejen med, tværtimod. At bruge 40 millioner kroner af Klimapuljen til at bidrage til klimatilpasningen af fødevareproduktionen i Uganda flugter rigtig godt med målene for både dansk udviklingssamarbejde og Klimapuljen. Alligevel sagde Udviklingspolitisk Råd for nyligt nej til en indstilling fra Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Uganda.

Det hører til sjældenhederne, at rådet på den måde bremser en forberedt indstilling, men rådet vurderede risikoen for politisk misbrug af midlerne som så betydelig, at det ikke var forsvarligt at bevilge pengene. Sporene skræmmer nemlig.

Stemmekøb for bistandsmidler
Den nye, danske klimastøtte skulle, via en multidonorfond administreret af Verdensbanken, være gået til et projekt styret af Ugandas landbrugsministerium, der er en gammel bekendt af dansk udviklingssamarbejde. På godt og ondt.

Igennem årtier støttede Danmark landbrugssektoren i Uganda, og en stor del af støtten gik til at opbygge et landsdækkende net af landbrugsrådgivere. I flere år var Verdensbanken med inde over som samarbejdspartner. Men det blev aldrig den store succes. Ikke mindst fordi det viste sig, at flere og flere af de penge, der var øremærket til landbrugsrådgivning, blev misbrugt til politiske formål, eller sagt mere direkte: Til at købe stemmer og politisk opbakning til den siddende regering.

Det kulminerede i 2013, da den ugandiske regering gennem sit eget program, Operation Wealth Creation, overtog fordelingen af de midler, Landbrugsministeriet rådede over til rådgivning, og satte det partipolitiske misbrug af pengene i system. Med tiden var det ligefrem soldater, der stod for uddelingen af milde gaver og ofte helt åbenlyse stemmekøb. Det fik Danmark til helt at indstille sin støtte til Ugandas landbrugsministerium.

Tiden moden til et nyt forsøg?
Men landbrug og fødevarer er en vigtig sektor i Uganda, som Danmark gerne vil støtte. Og klimastøtten skulle have været adgangsbilletten til at genoptage samarbejdet. Den danske ambassade argumenterede på rådsmødet for, at tiden er moden til det, og at netop denne bevilling giver mulighed for – i samarbejde med andre vægtige og toneangivende donorer og udviklingspartnere som Verdensbanken – at påvirke Ugandas regering i en positiv retning. Ambassaden understregede også, at bevillingen først vil blive udbetalt efter det kommende valg i Uganda den 14. januar.

Den argumentation købte det samlede Udviklingspolitiske Råd ikke, selvom medlemmerne bakkede op om hensigten. I lyset af de dårlige erfaringer fra tidligere mente rådet, at projektdokumentet var for uklart og ikke gav tilstrækkelig sikkerhed for, at danske udviklingsmidler bruges efter hensigten. Rådet pegede blandt andet på, at Danmarks eneste ’snor i bevillingen’ er deltagelse i halvårlige møder i projektstyringsgruppen.

Direktør bad om klar besked
Meningsudvekslingen på mødet fik den udviklingspolitiske direktør i Udenrigsministeriet til at bede rådet om at sende et klart signal om ikke at anbefale projektet til godkendelse, hvis rådet mente, at det ikke havde potentiale til at påvirke systemerne i Uganda, og at timingen for støtte til Ugandas regering var forkert.

Det klare signal og anbefalingen af en afvisning kom. Det er nu op til den danske ambassade i Uganda at vurdere, om dansk støtte til projektet kan blive aktuelt på et senere tidspunkt, hvor der er indhøstet flere erfaringer med projektet.

Uganda på vippen i dansk bistand
Bevillingen til Uganda var på Udviklingspolitisk Råds møde i slutningen af oktober, og informationerne i denne artikel fremgår af det referat fra mødet, der for nylig er lagt på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Globalnyt har efterfølgende talt med formanden for rådet, professor Anne Mette Kjær fra Aarhus Universitet, og spurgt hende, om rådets indstilling også er begrundet med regeringens overgreb på oppositionen op til valget i januar, og om rådet generelt er betænkeligt ved fortsat dansk støtte til Uganda.

Læs også: Taktisk brug af vold giver Museveni valgsejr efter valgsejr 

”Nej. Vi har alene taget stilling til dette konkrete projekt,” lyder det fra Anne Mette Kjær.

Rettigelse: I en tidligere version af artiklen, var datoen for valget i Uganda fejlagtigt angivet til 9. januar.