”Civilsamfundet står rigtig stærkt i den nye udviklingspolitiske strategi ‘Fælles om Verden’, og det forpligter.”
Det fastslog Anne Mette Kjær, professor i statskundskab, forsker i udviklingssamarbejde og formand for Udviklingspolitisk Råd, da hun lagde bolden op til en debat mellem fire udviklingspolitiske ordførere og cirka 90 repræsentanter for de danske civilsamfundsorganisationer ved et møde onsdag arrangeret af Civilsamfund i Udvikling (CISU).
Og den indflydelse skal de folkelige organisationer gøre brug af:
”I skal råbe op og holde os politikere i ørene. Vi skal have udviklingssamarbejdet demokratiseret,” lød det fra Christian Juhl fra Enhedslisten. ”Og I har fået en foræring, fordi vi i forbindelse med den nye strategi fik vedtaget, at ministeren skal komme med en årlig redegørelse for, hvordan det går med at efterleve strategien. En måned efter at den redegørelse er kommet, skal vi have en debat i Folketinget om redegørelsen, og den måned skal I bruge som et vindue til at få fortalt os, om vi er på rette spor.”
Det lange lys
CISU havde valgt at sætte det lange lys på i debatten og sætte fokus på, hvor den nye strategi skal bringe det danske udviklingssamarbejde hen de kommende år. Og det vil politikerne meget gerne diskutere. Hele syv udviklingsordførere havde sagt ja til at stille op. Tre af dem blev dog forhindret i sidste øjeblik af forhandlinger i Folketinget og sygdom.
Det lange lys gjorde, at der var ting, der ikke blev vendt. Regeringens seneste finanslovsforslag blev nævnt – og kritiseret – men der var ingen snak om de forestående forhandlinger om næste års finanslov. Og det aktuelle niveau for den danske bistand på 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) blev – selvfølgelig – debatteret, men kom ikke til at dominere.
Indflydelse forpligter
”Den nye udviklingspolitiske strategi er gennemsyret af en samfundsopfattelse, der ser et aktivt og levende civilsamfund som et fundament og en forudsætning for et levende demokrati – både i Danmark og globalt,” sagde Anne Mette Kjær, da hun indledte mødet.
”Civilsamfundet nævnes i mange forskellige sammenhænge, og det er udtryk for, at politikerne er parate til at bringe civilsamfundsorganisationerne i spil i mange forskellige sammenhænge. Og det er positivt, men det forpligter også (…) Når civilsamfundet får tildelt så central en position, skal I gøre jer klart, hvordan I bedst udfylder den rolle, og hvad det er for elementer af det danske udviklingssamarbejde, I ønsker at holde fast i,” understregede Anne Mette Kjær og kom selv med et par bud:
”I har et stort ansvar for at styrke viden og konstruktiv debat i Danmark om udviklingssamarbejdet. Og I skal også minde os alle om, at den danske bistand skal gives efter behov, altså til de fattigste og mest udsatte. At det giver mening fortsat at være i nogle af verdens mest klimaudsatte lande som Myanmar og Bangladesh og lande i det sydlige Afrika, så den øgede klimabistand ikke “bare” er noget, vi også giver i de lande, vi helst vil være i lige nu,” lød en af flere opfordringer fra Anne Mette Kjær.
Slut med Danmark først-retorikken
Christian Juhl gav som den første ordfører sit svar på, hvor han håber, at det danske udviklingssamarbejde står om fem år:
”Så er vi forhåbentlig ovre Danmark først-snakken og tilbage ved et langt mere nuanceret udviklingssamarbejde, hvor vi for eksempel igen er til stede i Latinamerika. Og det er jer i civilsamfundet, der skal være med til at bringe os derhen. I skal råbe op, både i forbindelse med den årlige redegørelse og hvis I oplever eksempler på, at Danmark ikke lever op til de store idealer i strategien. Kom direkte til os i ordførerkredsen, så vi kan gå videre med det.”
Spil hinanden bedre
Isabella Arendt fra Kristendemokraterne ønskede ikke blot et stop for Danmark først-snakken, men også for den 0-fejlskultur, hun mener har præget debatten om udviklingssamarbejde:
”Vi skal snakke åbent og ærligt om gode og dårlige erfaringer og bruge dem i stedet for at undgå at tale om fejl, fordi vi er bange for at tale udviklingssamarbejdet ned. Det gælder også i samarbejdet med erhvervslivet, som skal på banen både i forhold til udvikling og klima for at give de nødvendige muskler og fart i indsatserne. Civilsamfundsorganisationerne kan og skal spille en helt central rolle med at hjælpe virksomhederne ind på dette svære områder, men holder sig ofte tilbage af frygt for at begå fejl. Men sammen kan vi spille hinanden bedre.”
”Ministeren lytter gerne”
”Udviklingsministeren vil faktisk gerne lytte, og det demonstrerede han, da strategien blev til,” forsikrede Daniel Toft Jakobsen fra Socialdemokratiet.
”Vores mål er, at det brede samarbejde kan fortsætte, og vi er også parate til en mere åben og fordomsfri diskussion af, hvor kompliceret en proces udvikling rent faktisk er, og at vi ikke kan forvente, at alt går efter de planer, vi har lagt.”
”Forankring i Syd er afgørende”
”Vi skal turde snakke om fejl,” lød det også fra Karen Ellemann fra Venstre.
”Opbakningen til udviklingsbistanden er bred, både i befolkningen og i Folketinget. Det, jeg mere kan frygte, er, at den polarisering, vi ser flere og flere steder i verden, også rammer os.”
Karen Ellemann fastslog også, at demokrati og menneskerettigheder er dét fundament, den nye strategi står på, selv om der har været talt mere om klima, migration og skrøbelige stater. Og hun slog også et slag for vigtigheden af lokale partnere i Syd:
”Det er hos dem, danske indsatser skal forankres, hvis de skal være bæredygtige.”
Om de 0,7 procent og CISUs manglende penge
Selv om det lange lys var på under det meste af mødet, bragte ordstyrer Kim Jensen fra CISU alligevel hen mod slutningen af mødet niveauet for den danske bistand på bane:
”I CISU har vi over det seneste halvandet år måttet sige nej til støtteværdige projekter for 70 millioner kroner. Det underminerer motivationen hos de organisationer og partnere, der får at vide, at ja, I er værd at støtte, men vi har ikke pengene. Hvad skal vi gøre?” spurgte han politikerne.
”Gør det, som vi gør hver eneste dag: Prioritér blandt de mange gode ønsker og behov, I bliver stillet overfor,” lød det fra Karen Ellemann. Og samme toner lød fra Daniel Toft Jakobsen:
”Jeg har skrevet mange indlæg om, at den danske bistand skal op på en procent af BNI igen, men det er ikke dér, vi er lige nu.”
Isabella Arendts svar var mere tvetydigt:
”Jeg tilhører den borgerlige fløj, hvor udviklingsbistanden fylder for lidt. Men pas på med at gøre udviklingsbistanden til en “rød” sag. I skal blive ved med at forsøge at få de blå og erhvervslivet i tale for den gode sag.”
”Det er ikke penge, der mangler. Det har corona-krisen bevist. Vi havde råd til alverdens ting for at komme igennem den, og det er lykkedes Danmark, måske bedre end noget andet land i verden. Det er politisk vilje, der mangler. Pengene har vi, og de er i øvrigt givet godt ud på øget udviklingsbistand, både for Danmark og for danske virksomheder. Det er der masser af eksempler på,” lød det fra Enhedslistens Christian Juhl.
Artiklen er oprindeligt publiceret på CISUs hjemmeside og bringes efter aftale.
