Regeringens forslag til finanslov for 2022 landede forleden, og her er der afsat knap 17,5 milliarder kroner til udviklingsbistanden. I reelle tal er det mere end i indeværende år, men ser man på bistandsprocenten – og det gør man jo – så falder bistanden samlet set ned under de magiske 0,7 procent af den samlede danske bruttonationalindkomst. Men med lidt budgettrylleri ender det dog lige præcis på 0,7 procent.
Læs mere: Regeringen budgetterer med mindre end 0,7 procent i udviklingsbistand
0,7 procent er den FN-anbefalede minimumsgrænse for de rige landes bistand til de fattige lande. En anbefaling, som blot en håndfuld lande lever op til.
En reform af dansk udviklingsbistand, kalder regeringen selv udspillet, der ledsages af Regeringens udviklingspolitiske prioriteter 2022 (pdf). Reformen består blandt andet i, at der fokuseres meget skarpere på klima, flygtninge, migration og skrøbelige stater.
Ros fra FNs generalsekretær
Det øgede fokus på klima viser sig blandt andet ved, at 60 procent af klimabistanden skal øremærkes klimatilpasning.
Denne markante udmelding roses fra mange sider. For eksempel fra FN’s generalsekretær Antonio Guterres, som på Twitter skriver: “Jeg glæder mig over Danmarks udmelding om, at det vil afsætte 60 procent af klimastøtten til klimatilpasnings-foranstaltninger i sit nationale budgetforslag. Dette er et stærkt eksempel på klimalederskab, som andre donorlande og multilaterale udviklingsbanker bør følge.”
Rosen blev gentaget af blandt andre CAREs klimarådgiver John Nordbo og Verdensnaturfondens Agnete Schønau på et møde i IDA Global Development tirsdag. Portionerne med ris var dog noget større end dem med ros.
Kritikken går blandt andet på, at midlerne til klima-arbejdet tages fra den eksisterende udviklingsbistand – en kritik som blev gentaget igen og igen fra flere deltagere på mødet.
John Nordbo bemærkede også, at der slet ikke nævnes noget om ”loss and damage”, som nævnes i Paris-aftalen. ”Loss and damage” handler kort fortalt om, at fattige lande skal kunne få en slags kompensation for klimarelaterede katastrofer, som det ikke er muligt at undgå ved klimatilpasning.
Når vi nu ikke kan bygge en mur
Regeringens øgede fokus på flygtninge, migration og skrøbelige stater tog Lars Engberg-Pedersen, udviklingsforsker på DIIS, fat på.
Han mener, at regeringen nedprioriterer det klassiske udviklingssamarbejde med de nye prioriteter. Og så bider han mærke i, at det øgede fokus på flygtninge og skrøbelige stater ser ud til at handle mere om mennesker og stater nær Danmark end om at afhjælpe nogle af de største kriser i verden.
For eksempel har Tanzania og Bangladesh masser af flygtninge og Myanmar kan nok godt betegnes som en skrøbelig stat, siger han. Alligevel drosler Danmark ned i de tre lande, for i stedet at fokusere på Sahelregionen. Han trak sine pointer skarp op med sætningen ”Udenrigsministeriet styrker sin repræsentation i et bælte på tværs af Afrika, når man nu ikke kan bygge en mur.”
I forbindelse med finanslovsforslaget og regeringens nye udviklingspolitiske prioriteter sagde udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (A), at regeringen nu sætter handling bag den nye udviklingspolitiske strategi, Fælles om verden (pdf), som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget før sommerferien.
Men Lars Engberg-Pedersen er ikke helt enig. Han mener, at regeringen med de nye prioriteter går langt videre end det, som strategien lægger op til. Han betegner regeringens udspil som en glidebane fra den langsigtede udviklingsbistand mod en politik, der handler om flygtninge og migration. “Udviklingssamarbejdet underlægges reelt udlændingepolitikken,” konkluderer han.
Hvad med demokrati og de fattige landes store kriser?
Fundamentet for Danmarks udviklingssamarbejde er demokratiske værdier og menneskerettigheder, står der på side seks i udviklingsstrategien Fælles om verden fra juni.
Men der er ingen konkrete mål for demokrati og menneskerettigheder i regeringens nye prioriteter, ligesom der er det for klima og migration, og det savner Rebekka Blomquist fra Globalt Fokus. Ligesom de øvrige oplægsholdere på mødet beklagede hun, at klimabistanden tages fra den langsigtede, fattigdomsorienterede udviklingsbistand.
Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke savnede også noget, da han læste gennem regeringens udviklingspolitiske prioriteter. Han savnede refleksioner over nogle af de kriser, som de fattige lande befinder sig i: uoverkommelige gældsbyrder, stigende fattigdom og alt for få midler til at nå FN’s verdensmål. Og så savnede han flere midler til at støtte skattesystemer i de fattigste lande. De 25 millioner kroner, der er afsat i finanslovsforslaget, betegner han som et historisk lavpunkt.
