Flere af de danske korrespondenter i Cancun var lørdag i deres reportager hjem uenige om, hvad der p.t. blokerer for et succesrigt resultat af WTOs ministerrunde i den mexicanske badeby, som skal skabe større global frihandel og dermed bl.a. flere værdier til udviklingslandene.
Berlingske Tidendes Esben Kjær skrev under overskriften “U-lande truer WTO-aftale”, at “70 u-lande har meddelt, at de ikke vil acceptere, at regler for udenlandske investeringer bliver noget, WTO skal kunne blande sig i”.
– Da dette emne er en af EUs højeste prioriteter i forhandlingerne, udgør u-landenes hårde linje en potentiel trussel mod en succesfuld afslutning af Cancun-topmødet, hedder det.
Ifølge Esben Kjær er Japan og EU stort set ene om ønsket om at gøre fælles investeringsregler til et WTO-anliggende. – I dag kan lande frit diktere betingelserne for udenlandske firmaers investeringer, f.eks. om overskuddet skal blive i landet, om der skal anvendes en vis mængde lokal arbejdskraft, eller om man skal kræve et vist lokalt ejerskab, skriver han og lægger til:
– Emnet lyder kedeligt, men det er enormt vigtigt. Investeringer er i stigende grad en måde for udenlandske selskaber at etablere sig i et land fremfor blot at afsætte varer dertil, hedder det.
Morgenavisen Jyllands-Postens udsendte, Keld Louie Pedersen, mener derimod, at “stærk uenighed om afskaffelse af landbrugsstøtten har sendt WTO-forhandlingerne ind i en kritisk fase. Alle regner dog fortsat med enighed søndag eller mandag”.
Han fortsætter: “Den voldsomme uenighed om afvikling af statsstøtten til landbruget i USA og EU på den ene side og en række udviklingslande med Brasilien i spidsen på den anden har skabt et anspændt forhandlingsklima”.
Det er især en gruppe u-lande, under navnet 21-grupppen, der har konfronteret amerikanerne og europæerne med en række konkrete krav til at afvikle den omfattende subsidierng af deres landmænd og indføre fri adgang for u-landenes landbrugsprodukter på industrilandenes markeder, vil avisen vide.
Dagbladet Informations udsendte, Dorrit Saietz, konkluderer, at “hårdt presset viser EU og USA nu vilje til forhandlinmger om u-landenes krav, men efterlyser modydelser, hvis der skal nås resultater”.
Dorrit Saietz, der er mangeårig u-landsreporter, anfører, at “for 2 dage siden var u-landenes krav “urealistiske” og ekstreme”. Nu er tonen en helt anden fra EUs ledende forhandlere.. “Vi er ikke arrogante. Nogle af forslagene fortjener seriøs overvejelse, mens andre kræver nærmere forklaring fra u-landenes side, vi vil vise fleksibilitet, og det håber vi også, de vil gøre”, siger EU-landbrugskommissiær Franz Fischler, ifølge Information.
“De” er den såkaldte 21-landegruppe med Brasilien i spidsen, og her har EU nu for at imødekomme u-landens krav tilbudt, at 21-landegruppen kan fremlægge en liste over landbrugsvarer, som er særligt vigtige for dem, og hvor EU er villig til at afskaffe al eksportstøtte under forudsætning af, at USA gør noget tilsvarende, skriver Dorrit Saietz, som konkluderer at landbrugsstøtten er alfa og omega i forhandlingerne.
Samtidig med, at ministermødet går ind i sin afgørende fase, forbereder mexicanske fagforeninger og bønder, støttet af aktivister fra hele verden, en demonstration lørdag, der ventes at samle flere end 50.000 deltagere i Cancun.
Læs også “Per Stig forsigtig optimist før Cancun”, 07.09.03, under rubrikken Nyt fra 3V i menuen ude til venstre