UFF uddanner hver femte lærer i Mozambique

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Örjan Vilén og John Bruun
artikel bragt i Information 3.12.

De sidste 14 år har organisationen ADPP med rødder i Tvind opbygget en godkendt parallel læreruddannelse i Mozambique, som fra 10 seminarier hvert år sender omkring 1.000 nye lærere ud i skolesystemet.

Danida er storsponsor af statens egen læreruddannelse.

Engang var UFF (U-landshjælp fra Folk til Folk) i Danmark kendt for sine gule tøjindsamlings-containere, trendy genbrugsbutikker, store loppemarkeder og sit udspring i Tvind.

I dag er det kun containerne, som i mellemtiden er blevet grønne, man ser i det danske gadebillede, og UFF Danmark er blot en ud af 37 nationale udviklingsorganisationer, der er tilknyttet Tvind-organisationen Humana.

I Mozambique hedder organisationen ADPP, som er den portugisiske forkortelse af “U-landshjælp fra Folk til Folk”.

I 1993 startede ADPP sin første statsanerkendte læreruddannelse i hovedstaden Maputo under ledelse af danskeren Else Lichtenberg. Siden er der kommet yderligere 9 seminarier spredt over hele landet.

– Med hensyn til ledelse på skoleniveau er det de fyre (ADPP), som gør en forskel, siger Carlos Lauchande, som vi møder på hans slidte kontor i et varmt og støvet Maputo.

I mange år har han været ansat som specialist i grundskole-uddannelse hos undervisningsministeriets forskningsenhed INDE.

– Når det kommer til ledelse og evne til at organisere på lokalt plan og engagement, så er de meget dygtige sammenlignet med dem, der bliver uddannet på de statslige seminarier, siger Lauchande.

Ifølge Lauchande er en af de største udfordringer for læreruddannelsen at finde uddannede lærere, som vil arbejde ude i landsbyerne med den mangel på komfort og alle de problemer, der findes på landet, hvor langt størstedelen af befolkningen i det vidtstrakte land i Sydøstafrika bor.

– Lederskabet i skolen er det vigtigste. Du skal kunne skabe et miljø, hvor forældre, som selv er analfabeter og ikke kan portugisisk, tror på projektet. De (ADPP) har skabt en uddannelse, der er meget tættere på lokalsamfundets behov. På statens seminarier kan du også finde kloge hoveder, men de får ikke de samme værdier med sig, anfører Lauchande.

Danidas støtte

Zaida Cabral er uddannelsesrådgiver for Danida og tidligere nationaldirektør for primær-uddannelse (grundskolen).

Hun mener, at hovedproblemet for det mozambiquanske skolesystem er lærernes kvalitet. Der er stor mangel på uddannede lærere, samtidig er der for få skoler, fordi en sydafrikansk-støttet oprørsbevægelse under den 15 år lange grumme borgerkrig bevidst ødelagde skoler og sundhedsklinikker.

I nogle provinser blev over 75 procent af skolerne ødelagt, derfor er der voldsomt behov for Danidas støtte til genopbygning. Landet har brug for 6.000 nye klasseværelser pr. år for at opnå uddannelse for alle i 2015, hvilket er et af FNs såkaldte 2015-mål.

Danida støtter uddannelsessektoren i Mozambique med 560 mio. kr. over 5 år (2002-2007) og har længe været den største bidragyder til denne sektor.

Støtten går primært til det statslige skolesystem i 3 af den tidl. portugisiske kolonis fattigste provinser. Programmet har imidlertid været indstillet siden december 2005 på grund af en korruptionssag i Zambezia-provinsen.

Brug for udviklingsorienterede lærere

Dulce, Adélia og Nélio er studerende på et statsligt lærerseminarium, vi besøger, 35 km uden for hovedstaden Maputo. Nélio fortæller, at han har planer om at læse videre lige så snart, han får mulighed for det:

– Men det er svært at komme ind på universitetet, og min familie har ikke mulighed for at betale, hvad det koster lige nu, siger han. Derfor er Nélio parat til at arbejde nogle år som lærer, indtil chancen byder sig.

Adélia siger, at hun er bange for at skulle blive sendt ud til en skole langt ude på landet, når hun er færdig som lærer. Dulce og Nélio nikker samstemmende. – Det er der, lærermangelen er størst, så det er en stor risiko, siger Dulce, ”men vi vil alle sammen helst blive inde byen, hvor der er flest muligheder”.

På ADPPs seminarier arbejder man bevidst med lærerens potentiale som udviklingsiværksætter i lokalsamfundet.

Else Lichtenberg forklarer: – Under uddannelsen tilegner de studerende sig værktøjer, de kan bruge som iværksættere ude på landet. Dette gør, at de ikke er bange for at tage ud og arbejde sammen med lokalbefolkningen.

Zélia og Moura er uddannet fra ADPPs lærerseminarium i Machava ved Maputo. De har begge arbejdet i mange år på skoler, der ligger langt ude på landet. Der har de haft gang i forskellige aktiviteter efter skoletid. Moura har drevet en sportsklub for piger samt et informationscenter. “Så blev folk optaget af nyheder i stedet for alkohol”.

Zélia har i 3 år drevet en kvindeforening, hvor hun dyrker grøntsager sammen med lokale kvinder.

– Kvinderne henvendte sig til mig for at spørge om job, da de så, at jeg havde kommerciel succes med min egen have. Så fik jeg idéen til at starte en kvindeforening, hvor vi hjælper hinanden med grøntsagsproduktion. Før jeg gik på ADPP troede jeg ikke, at det var muligt at lave projekter som disse. På ADPP har jeg lært at turde stå frem foran folk, og hvordan man sætter ting i gang og styrer dem, fortæller hun.

Zaida Cabral mener, at en af skolens vigtigste opgaver er at ændre folks mentalitet, så de selv kan forbedre deres levevilkår og mindske undertrykkelse af kvinder og marginaliserede grupper.

Den rolle mener hun netop, at lærerne uddannet på ADPPs seminarier kan leve op til. – ADPPs lærere er bedre forberedt til virkeligheden ude på landet. De er gode til at involvere lokalsamfundet og lave små projekter for kvinder og piger, der giver flere færdigheder og øget selvværd, lyder det.

På klasseundervisningsdelen er lærerne uddannet af ADPP dog ikke bedre end statens. – Der kan de faktisk lære lidt af statens lærerseminarier, mener hun.

Synspunktet deles af Joana Munembe fra undervisningsministeriets departement for læreruddannelser. Hun sætter spørgsmålstegn ved, om ADPPs læreruddannelse forbereder lærerne nok til klasserumsundervisningen.

– Jeg synes, at det virker som om selvstudierne fylder for meget til skade for den lærerstyrede undervisning. Det betyder, at eleverne ikke får så stor mulighed for at overvære gode undervisere i praksis og gør, at de bliver metodisk svage, siger hun.

Frontløbere for udvikling

I følge Cabral går ADPP i spidsen for udviklingen: – De var de første til at introducere hiv- og kønsundervisning i skolen og de første til at skabe lokalsamfundsundervisning, gør hun gældende.

Hun mener, at staten selv har haft problemer med ordentlig ledelse og at kolonialismen og den efterfølgende borgerkrig har gjort at ”vi er blevet konservative og traditionelle”.

– ADPPs seminarier er meget bedre organiserede end statens. Jeg besøgte deres seminarium i Manica og blev taget imod af studerende, som præsenterede, hvordan de selv producerede pædagogiske materialer, viste skolen frem og gennemførte et meget velorganiseret program uden indblanding fra den danske ledelse, og jeg tænkte: Sker det her virkelig i Mozambique, beretter hun.

Else Lichtenberg var forstander for ADPPs første seminarium i Maputo. I dag er hun rådgiver for ADPP.

Hun mener, at en afgørende forskel på ADPPs seminarier og statens er, at ADPP ser læreruddannelsen som en lederuddannelse. De studerende uddannes til at stille sig i spidsen for at løse problemer og skabe udvikling.

– Som en del af uddannelsen bliver de studerende sat til at lave undersøgelser. De skal identificere et problem som, ”hvorfor kommer mange børn ikke i skole i mit disktrikt?” Prøve at finde årsagerne, derefter forsøge at løse problemet og efterfølgende teoretisere over løsningen, siger hun.

Hun mener, at fordelen er, at de studerende rent faktisk kan bruge det, de har lært. De har fået nogle redskaber i modsætning til lærere, som har et højere akademisk niveau og kender flere teorier, men som ikke er i stand til at bruge dem, eller ikke ser sig selv som dem, der rent faktisk skal løse problemerne.

Bæredygtighed

Arne Mortensen, landedirektør i Mozambique for u-landsorganisationen IBIS, peger også på lærerens betydning. – Den eksisterende skolelov er progressiv nok, men den bliver bare ikke ført ud i livet. Der mangler progressive lærere og skoleledere, bemærker han.

Han mener dog ikke, at ADPPs parallelle struktur er bæredygtig på langt sigt: – ADPP laver et overordentligt godt stykke arbejde, men kører deres parallelle løb, i IBIS tager vi udgangspunkt i de eksisterende strukturer.

Arne Mortensen er bange for, at der bliver skabt et hul i forsyningen af lærere, hvis ADPP trækker sig ud.

Det er uddannelsesforsker Lauchande ikke enig i, idet ADPPs læreruddannelse er blevet til i samarbejde med ministeriet, og driften af seminarierne kan fortsætte, hvis ADPP skulle trække sig ud.

– ADPPs læreruddannelse udgør et slags alternativ til statens, men som et supplement, ikke som en konkurrent, siger han, og fortsætter ”når du har med ADPP at gøre, så føler du ikke, at du har at gøre med folk fra Danmark, men med folk som har et mål, som kommer her for at støtte dig, og arbejde sammen med dig og som respekterer dig”.

Udfordringen

– På meget få år er antallet af elever i grundskolen eksploderet fra en million til 3,5 millioner, fortæller Niels Richter, souschef på den danske ambassade i Maputo og ansvarlig for Danidas uddannelsesprogram.

Der er således nu 74 elever for hver lærer.

Richter mener, at kvaliteten i uddannelsen kun kan sikres ved at bygge flere seminarier og udvikle en bedre læreruddannelse.

– Det er et spørgsmål om at udvikle en læreruddannelse, der retter sig mod den kontekst, man er i. Hvis ikke undervisningen er relevant, vil bondefamilien lade børnene blive hjemme på marken, understreger han.

ADPP er helt på linje med Danida i det spørgsmål. – Vi vil gerne uddanne lærere, der kan udvise lederskab i lokalsamfundet og forståelse for at kæde undervisningen sammen med lokalsamfundets behov, siger Dina Bak.

– Vi har ikke været fokuseret nok på ledelses-spørgsmålet på mellemniveau – dem der skal få tingene til at ske, siger Niels Richter og peger på landets specielle situation, hvor blot 7 procent af mozambiquanerne kunne læse ved selvstændigheden i 1975.

Han fremhæver, at ADPP formår at rumme flere dimensioner af det enkelte menneske. – De kommer med en nordeuropæisk opfattelse af, hvad undervisning er med eleven i centrum, siger han.

Arne Mortensen er også inde på spørgsmålet omkring ledelse og peger på det enorme problem, som hiv/aids-epidemien afstedkommer: – Det er farligt med 2 millioner forældreløse børn, hvis de ikke bliver menneskeliggjort, siger han.

Han så gerne, at IBIS arbejdede tættere sammen med ADPP: – ADPP er progressive. Deres lærere er klart dygtigere. Det er der overhovedet ikke tvivl om. Vi måtte ikke arbejde sammen med dem så meget, som vi gerne ville for ledelsen i København på grund af Tvind-sagen, anfører han.

Chefrådgiver for Danida i Mozambique, Jørgen Friis er også af den opfattelse, at kvaliteten og antallet af lærere er det største problem: – ADPP har så godt et ry her, at der burde være et samarbejde med Danida indenfor læreruddannelse og tekniske uddannelser.

– Jeg ved godt, at ADPP bliver kritiseret i udlandet, men her mangler vi gode lærere, replicerer Carlos Lauchande.

—-
John Gottenborg Bruun er uddannet ved seminariet i Tvind og arbejdede som sekretær på Tvind et par år til 1997. Han er siden blevet cand.scient.soc. i International Udvikling og Journalistik, uddannet ved Roskilde Universitets Center (RUC).

John Bruun arbejder nu som freelance journalist – især med dokumentarfilm – og har sidst produceret 4 film til fagforbundet 3F i Mozambique. Næste projekt er en dokumentar om det første valg i Bhutan, som vises på DR i 2008.

Örjan Vilén er uddannet cand.scient.soc. i International Udvikling og pædagogik fra RUC.

Artiklen er bragt i dagbladet Information mandag den 3. december 2007 og stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatterne.