Uffe Torm blir 70

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

En af u-landsmiljøets absolutte veteraner, Uffe Torm, Kokkedal i Nordsjælland, fylder 70 tirsdag d. 30. december 2014. 

Fødselaren har næsten prøvet det hele: Tidsskriftredaktør, debattør, forfatter, projektsekretær, projektkoordinator, afdelingsleder m.v. – og gjort turen rundt i et mylder af organisationer og sammenhænge.

Uffe Torms interesse for udviklingsproblemerne i Den 3. Verden blev grundlagt under et ophold på Krogerup Højskole i foråret 1966, hvor han mødte Hal Kochs tanker om demokrati og medansvar for både den nationale og internationale udvikling.

Han har således fulgt dansk udviklingspolitik næsten siden den spæde start i begyndelsen af 1960erne.

Ungdomsdelegat til FN

I 1970 blev han udpeget af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), hvori han repræsenterede KFUM-spejderne i bestyrelsen, som den første danske ungdomsdelegat til en FN-generalforsamling, hvor især det internationale udviklingsarbejde optog ham.

Dette blev afgørende for hans videre virke.

Efter hjemkomsten fra New York etablerede han sig i 1971 som free lance journalist med dansk udviklingsbistand og internationalt udviklingssamarbejde som sit speciale.

Uffe Torm var desuden med til at starte DUF’s u-landsarbejde i begyndelsen af 1970erne og var i perioden 1976-81 medlem af U-landsstyrelsen og Danidas Oplysningsudvalg som repræsentant for DUF.

Efter en periode som free lance-journalist med tilknytning til Kristeligt Dagblad og Information blev han i 1973 ansat som redaktør af Mellemfolkeligt Samvirkes nu hedengangne u-landstidsskrift ”Kontakt”.

Undervejs nåede han oså at være medstifter af danske globale journalisters forening “Nairobi-klubben” i 1976.

Også forbi “Udvikling”

I 1981 overtog han redaktionen af Danidas tidsskrift ”Udvikling” og løste forskellige konsulentopgaver for Danida. Indimellem nåede han også at redigere FN-forbundets blad.

I 1984 kom Uffe Torm til Folkekirkens Nødhjælp som informations- og projektmedarbejder med fokus på det østlige og sydlige Afrika og var med til at starte organisationens første hiv/aids-bekæmpelsesprojekter. Efter syv år i Nødhjælpen sagde han ja til en udfordring fra Red Barnet Danmark om at være med til at opbygge en ny international afdeling.

De kaotiske forhold i Red Barnet dengang var medvirkende til, at han søgte videre og i 1993 blev han ansat som projektkoordinator i Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling i Geneve i Schweiz.

14 år på DMR-U

Herfra blev han i 1998 hentet hjem til stillingen som sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).

DMR-U, der blev stiftet i 1986, administrerer offentlige bistandsbevillinger til nødhjælps- og udviklingsprojekter, især indenfor sundhed, uddannelse og udvikling af lokalsamfundet.

Projekterne gennemføres af DMR-U’s medlemsorganisationer i samarbejde med lokale kirkelige partnere i en lang række lande i Afrika og Asien.

Under Uffe Torms ledelse voksede tallet på medlemsorganisationer (næsten alle kirkeligt rettede) fra 18 til 31, medarbejderstaben blev mere end fordoblet og omsætningen femdoblet til ca. 40 mio. kr. årligt.

Han forlod DMR-U med udgangen af 2011 efter 14 år i lederstolen og sammenlagt 41 års u-landsvirke.

I årenes løb har Uffe Torm beklædt tillidsposter i bl.a. KFUM-spejderne, Dansk Ungdoms Fællesråd, Krogerup Højskole, FN-forbundet og Danida og været medlem af menighedsrådet i Ordrup Sogn og den danske kirke i Geneve.

Han har i forbindelse med sit internationale arbejde besøgt omkring 90 lande verden over og skrevet publikationer om dansk udviklingsbistand og internationale udviklingssamarbejde m.v. for Mellemfolkeligt Samvirke, FN-forbundet og Danida samt et stort antal artikler om u-landsforhold i danske og udenlandske aviser og tidsskrifter.

Religion og udvikling

I de senere år har Uffe Torm især været optaget af religioners både positive og negative rolle i udviklingsarbejdet.

Således har han efter pensioneringen fra årsskiftet 2011-12 fået mere tid til at beskæftige sig med emnet religion og udvikling og har i 2012 og i år skrevet større artikler om “Den religiøse dimension i udviklingsprocessen” og “Religions- og trosfrihed i dansk udenrigspolitik og udviklingsbistand” i tidsskriftet Ny Mission.

Til U-landsnyt.dk siger Uffe Torm, at “jeg fortsat blander mig i u-landsdebatten, hvilket jeg især gør på U-landsnyt.dk, holder foredrag, hvilket jeg også gør lejlighedsvis, samt deltager i organisationsarbejde”.

“Det sidste sker som medlem af Spedalskhedsmissionens bestyrelse og Israelsmissionens landsstyre – de to missionsselskaber, jeg er vokset op med (tilbage til rødderne!). Derimod udtræder jeg til april af Folkekirkens Nødhjælps Råd efter 16 års medlemskab”.

“Og så påtager jeg mig konsulentarbejde i et vist omfang”

Udadtil kan præstesønnen fra Sydsjælland med den tørre humor godt virke lidt flegmatisk, men det skal man ikke lade sig narre af.

Hans indsigt i udviklingsproblemer er usædvanlig og hans engagement for Den 3. Verden uomtvisteligt.

Privat er han gift på 42. år med Hedvig. Parret har en voksen datter, Nina, som har en masters i international udvikling fra Bath University, UK og har arbejdet for FN og ILO i Geneve. Hun har tillige væet ansat på Økonomisk Institut under Københavns Universitet.

Hun løser stadig konsulentopgaver for ILO og underviser internationale studenter på DIS.

Uffe og Hedvig Torm har et barnebarn på tre, som efterhånden fylder en del i parrets liv.