Kommentar af Jesper Søe
Så slår Christian Friis Bach til igen. Denne gang er det især de danske græsrødder, der driver u-landsarbejde, som må holde for.
Se telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-03-13/friis-bach-sl-r-til-mod-ngoer-der-l-ber-forvirrede
Men de er ikke de første på udviklingsministerens hakkebræt. Lad os gå lidt tilbage.
De første var de folkelige organisationer og interesseorganisationer, der skulle fjernes fra indflydelse på Danidas bevillingsapparat.
Og sådan var det bestemt også gået, hvis ikke den tætige mand havde fået stillet stolen for døren af et politisk flertal, der indsatte en vetoret for de fire ikke-Danida medlemmer af den nye mægtige bevillingskomite, hvorigennem så stor en del af u-landsmilliarderne fremover skal flyde.
Ellers havde Danida og ministeren fået lov at bestemme.
Imellemtiden fik U-landsstyrelsen sparket. Ud med den efter 50 års virke og nej til enhver reformering af den. Friis Bach ville med vold og magt drive sin egen løsning igennem – på rekordtid og med mindst mulig generende debat.
Samarbejdspartnere smides ud – kaoslande ind i stedet
Dernæst var det de relativt – med streg under relativt – velfungerende u-lande, hvoraf mange har været partnere for Danida i adskillige år, som det gik ud over.
Mange af dem skal enten helt sættes på porten i Danida-klubben eller have færre penge fra Danmark. Vi taler om hundreder af millioner.
Uanset at de har fattige i hobetal (alene i Tanzania lever 2/3 under eller omkring fattigdomsgrænsen) og uanset at de giver en vis sikkerhed for ordentlig anvendelse af de skatteyder-betalte danske u-landsmidler.
Hvor skal de penge så hen?
Jo, i stedet vil den radikale minister kaste pengene efter verdens dårligst fungerende og mest konfliktramte kaos-stater, hvor chancerne for at danske bistandsmidler ender i korruption og “mismanagement” er så store, at ministeren i et interview selv har sagt, at “han forventer tæsk i Folketinget”.
Man ser det for sig: Den modige ridder, der ved, han gør det rigtige og er villig til at stille op til tæsk for det.
Nej, Friis Bach. Det er et alt for risikabelt sats med alt for mange millioner af dansk u-landshjælp. Vort håndslag til verdens fattige nationer er ikke en slags eksperimentarium.
Også fordi bistand som ambulancetjeneste alt for ofte ender i gråzonen til almindelig nødhjælp uden den ønskede langsigtede udviklingseffekt.
Og så har vi for resten slet ikke taget stilling til det store sats på at yde bistanden som budgetstøtte – altså direkte ind i u-landenes statskasser – som ministeren temmelig rigidt fastholder.
Bistand med krudt og kugler
Næste angrebspunkt for ministeren var grund-ideen om, at udviklingsbistand bør være rimelig upartisk og ikke skal kobles sammen med sikkerhedspolitik og krudt og kugler.
Tværtom. Den skal nu “samtænkes” i et reelt uoverskueligt sammensurium, hvor ikke blot selve bistanden følger soldaterne, men også sikkerhedspolitiske betragtninger dirigerer indsatsen hen i de kroge af verden, hvor det brænder mest på set med vestlige øjne.
Som nu Mali eller Afghanistan. Lur mig om ikke Mali bliver glemt igen, så snart jihadisterne anses for fordrevet. Landet skal nok få nogle millioner, men søgelyset vil blive dirigeret andetsteds hen – især nok mod Afghanistan.
Til verdens mest korrupte land, som ikke bare bliver stormodtager af dansk bistand, men simpelt hen vor største samarbejdspartner overhovedet.
Du godeste, hvad det kan føre til fremover.
Det kan de jo så tænke over i alle de glemte og uinteressante u-lande, hvor millioner af fattige fortsat bor, men som ikke har Friis Bachs bevågenhed.
“En dobbelt Tørnæs”
Dernæst kom turen til de store danske NGOer.
Mange flere af dem end hidtil vil ganske vist få langsigtede gode samarbejdsaftaler med Danida (såkaldte rammeaftaler), men Friis Bach kræver en høj pris. De skal fremover selv skaffe 1/5 af midlerne til deres projekter og andre aktiviteter i Den 3. Verden.
Et hop i procenten for den såkaldte egenfinansiering fra 10 til 20 – med andre ord en fordobling.
Vi er nogle stykker, der erindrer larmen og opstandelsen, da dav. udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) hævede selvfinansieringen til de 10 procent. Undergangstonerne lød fra et samlet NGO-miljø – og underligt nok var Friis Bach en af dem, der kritiserede hende.
Han er sandelig kommet på andre tanker. Nu skal han jo heller ikke selv ud at samle ind, det lader han de ramte NGOer om. Og indsamlingskapløbet? Ja, det vil accellerere endnu mere.
Anslaget mod græsrødderne
Her til – foreløbig – sidst kommer så græsrødderne, som nu skal certificeres og kontrolleres i alle ender og kanter – se telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-03-13/friis-bach-sl-r-til-mod-ngoer-der-l-ber-forvirrede
Vi taler her om den egentlige folkelige u-landsindsats, hvor en underskov af små og mindre foreninger, grupper m.v. frivilligt og med en hærskare af ildsjæle i spidsen driver et u-landsarbejde frem, som er guld værd.
Nu skal de administrere, skrive skemaer, opfylde allehånde krav – mange af de efterhånden henved 300 aktører det drejer sig om herhjemme.
Altimens manden på Asiatisk Plads med ansvaret for u-landshjælpen hyller sine krav ind i, at nødhjælp drejer sig om liv og død.
Det er da rigtig nok, men måske skulle han udskrive en anden medicin.
Sådan som f.eks Afrika-forskeren Stig Jensen er inde på:
Han peger på, at organisationerne er inde i en god udvikling, hvor de er blevet bedre til forebyggelse og til samarbejde mellem NGO’er og stater.
“Derfor er det lige så vigtigt at holde en dialog med organisationerne, hvor man hele tiden samler op på aktiviteter og erfaringer, så der bliver meget mere åbenhed blandt donorer og organisationer,” siger han og fortsætter:
“Måske er det ikke så meget et spørgsmål om krav, men om bedre koordinering. Udfordringerne er ofte, at organisationerne konkurrerer på, hvem der gør det bedst og er mest synlige. Det er ikke nødvendigvis den bedste udnyttelse af ressourcerne.”
Nok at kræve for meget
Ja, men det vil jo kræve at Friis Bach holder sig i skindet og slipper tøjlerne lidt.
At han ikke besværliggør arbejdet for græsrødderne og undlader et nedtone – nogle vil sige nedvurdere – betydningen af deres arbejde og valøren af deres indsats.
Ikke sletter deres særlige kompetencer fra landkortet eller overser (er ligeglad med) deres evner for nytænkning og lyst til at gå (lidt) andre veje.
At han ikke stirrer sig blind på størrelse og “kapacitet” og alene på den baggrund dømmer de små og mindre u-lands-NGOer ude, når folk har akut behov for hjælp – sådan som det unægteligt ser ud til.
Fordi han vurderer dem som for små og – åbenbart – for dårlige til nødhjælpsarbejde. Man fristes til at sige: Hvad bilder den mand sig ind?
Men kan man overhovedet kræve, at netop han slipper tøjlerne lidt – hvis man altså ikke lige har et politisk flertal i ryggen.
Når man nu er så ufolkelig, centralistisk og kontrollerende, som netop Christian Friis Bach er.
Det kan godt være, at han er landets mest usynlige minister for den store offentlighed. Det er han bestemt ikke i det danske u-landsmiljø. Man fristes næsten til at sige desværre. Og sådan burde det bestemt ikke være.
Jesper Søe er journalist og har skrevet om u-landsforhold i over 40 år.
Se også u-landsveteranen Klaus Winkels tankevækkende vurdering af, hvor dansk udviklingsbistand bevæger sig hen i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/12-01-13/f-r-vi-nok-bistandsmilliarderne-nej-det-g-r-vi-ikk
