I et bemærkelsesværdigt PR-tiltag indrykkede Ugandas regering onsdag en annonce i den danske udgave af gratisavisen MetroXpress, hvor landets udenrigsminister Sam Kutesa beskylder den ugandesiske opposition for at “manipulere udenlandske medier og den internationale opinion om omstændighederne ved anholdelsen af dens leder, Dr. Kizza Besigye”.
Derefter følger en opremsning af Besigyes påståede lovovertrædelser og en lang redegørelse for de udviklingsresultater, Uganda har opnået. Den halvside-store annonce bærer overskriften “Why Rebellion is not justified in Uganda”.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs har forleden sagt, at hun overvejer Damarks fremtidige samarbejde med Uganda i lyset af de seneste begivenheder, hvor landets oppositionsleder kort efter sin ankomst til hjemlandet fra eksil blev arresteret og formentlig ikke slippes ud af fængslet foreløbig.
Den amerikanske menneskeretsgruppe “Human Rights Watch” har i den anledning sagt, at præsident Yoweri Musevenis regering har ødelagt mere af sit gode menneskerets-image på 8 dage end i årevis.
Museveni har netop fået igennem, at han kan genopstille til næste års præsidentvalg, selv om den hidtidige forfatning forhindrede ham heri. Det sker ved en forfatningsændring, som præsidenten ønsker – til gengæld for at tillade frie demokratiske valg.
Uganda er en af de største modtagere af dansk udviklingsbistand.