Af Niels Elbæk
Den danske forlagsbranche er i disse år på vej mod en stadig større magtkoncentration.
I 1980erne og 90erne var branchen domineret af Gyldendal, Munksgård, Egmont, Gad og Bonnier koncernerne, men med en stribe mellemstore forlag og et utal af mindre “con amore” forlag, hvor indtjeningen spillede en mindre rolle end kulturpolitiske hensyn.
Det var en periode, hvor flere af især de mellemstore forlag brugte på gyngerne, hvad de tjente på karrusellerne. Forlæggerne var både gode købmænd og vægtede litterær kvalitet.
F.eks. har det store salg af Peter Høegs bøger fra forlaget Rosinante utvivlsomt ført til satsningen på lang række oversættelser af skønlitterære forfattere fra den tredje verden, især Indien. Fra forlaget Klim kom der murstentykke oversættelser af latinamerikanske forfattere, selv om forlaget havde hovedindtjeningen fra svenske krimier.
Vi har efter årtusindeskiftet ikke nået tilstande som i mejeribranchen, hvor Arla sidder på 95 procent af markedet, men der er sket store omvæltninger.
Munksgård gruppen er i dag helt borte. Gyldendal har opkøbt en stribe mellemstore og små forlag. Aschehoug er vokset, fusioneret med Egmont og har slået sig på danske biografier. Gad satser på deres butikker og forlaget er under “ophugning”. Noget kunne tyde på at branchen om kort tid vil være præget af 3 store koncerner: Gyldendal, Egmont og Bonnier.
Samtidig er hele branchen i krise med røde regnskabstal for stort set alle med undtagelse af Gyldendal, der klarede skærene sidste år med indtjeningen fra Harry Potter og Ringenes Herre.
Vejen ud af forlagenes krise er tilsyneladende ikke at satse på
globaliseringen og den spændende forfattertradition i Asien, Afrika og Latinamerika. Ifølge Børsen d. 3. december er redningen “Det er dansk – det er dejligt”. Smag på Danmark, danske egnsretter, dansk billedkunst, danske vejrudsigter, Danmarks Flora, danske biografier, danskere på rejse, danske politikeres erindringer fra sidste år osv.
Tendensen er så klar, at Dansk Folkeparti må fryde sig. Uden et eneste beslutningsforslag er deres kulturpolitik tilsyneladende på vej til at blive gennemført af forlagene.
Sorteper er den oversatte kvalitetslitteratur og udenlandske forfattere skal fremover ikke forvente åbne døre i Dannevang. Ved åbningen af årets Images of Asia festival var den eneste person kulturminister Brian Mikkelsen nævnte da også danskeren H. C. Andersen.
Tendensen var også tydelig på årets bogmesse i Forum, hvor mængden af internationale forfattere var til at overskue. Åsne Seierstad – fra Norge – kom på messen med en ny bog om Afghanistan, men hvor blev alle de indiske, afrikanske, kinesiske og latinamerikanske forfattere af?
Politikens litteraturanmelder, professor Hans Hertel gav med rette messearrrangørerne en opsang med ordene: “Bogforum er ved at ligne klaphattenes vagtparade og hjemstavnsforeningens høstfest. Provinsialismen truer.”
Det er forståeligt, at de kommercielle forlag må tænke på bundlinien i deres udgivelsespolitik, men det er forstemmende at det skal være på bekostningen af mangfoldigheden i litteraturen. I Gyldendals annonce i Dagbladet Information d. 6.-7. december står der “Boghandleren har årets julegaver – Fra København til ingenmandsland”.
Alle forfatterne er danskere. Er de udenlandske sendt til “Ingenmandsland”?
Niels Elbæk er cand. comm. med Internationale Udviklingsstudier og leder af Mellemfolkeligt Samvirkes Oplysningsafdeling. En stor samling af tredje verdens skønlitteratur på dansk og engelsk kan købes i Mellemfolkeligt Samvirkes butik, Verdensbutikken, Borgergade 14, 1300 København K eller lånes på MS Biblioteket Borgergade 10, Kbn K
