Ugens tre jernbaner

nairobi_-_mombasa_overnight_train_delayed_april_2009
Billedet er taget fra midten af toget – Kilimanjaro kan anes under skyerne til venstre.
Foto: Andrew Thomas, Wiki-Commons.
Gerd Kieffer-Døssing

29. september 2016

Globalnyt præsenterer: Ugens tre

“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.

Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.

Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.

Læs flere Ugens tre

The Lunatic Express
Kenya, 930 kilometer

Navnet The Lunatic Express stammer fra Charles Millers bog af samme navn fra 1971. Bogen handler om konstruktionen af Uganda Railway, der er jernbanens oprindelige navn, der blev begyndt i 1886.

Jernbanen forbinder byen Kisumu, der ligger på den østlige kyst af Victoriasøen, med havnebyen Mombasa. Midt imellem stopper toget i hovedstaden Nairobi. Derfor er navnet ’Uganda Railway’ lidt misvisende, og efter flere navneskift hedder selskabet bag da også Kenya Railways Corporation i dag.

Strækningen har gennem årene været skiftevis åben og lukket og er generelt ustabil. Der meldes også om store forsinkelser på ruten – nogle gange op til 16 timer. Og det, vel at mærke, på en tur, der burde tage 13. Måske er det derfor, toget ofte er ret tomt.

Men navnet The Lunatic Express stammer ikke fra vilkårene i dag, men knytter sig til historien bag jernbanens konstruktion, hvor tusinde arbejdsmænd omkom. De døde af sygdomme, blev dræbt af fjendtlige stammer – eller blev taget af løverne, i det naturreservat toget kører igennem.

Den transsibiriske jernbane
Rusland, 9289 kilometer

Udsigt fra vinduet over det russiske landskab.


Foto: Boccaccio1, FlickR.

Måske verdens mest kendte jernbane?! Og i hvert fald den længste. Knap 9300 kilometer, måler den og den strækker sig på tværs af Rusland, fra Moskva i vest til Vladivostok i øst, og krydser gennem syv tidszoner.

Konstruktionen blev påbegyndt i slutningen af det 19. århundrede efter bestilling af den kommende zar Nicholas II og tog et kvart århundrede. Både russiske soldater og straffearbejdere deltog i arbejdet.

Mange europæere har taget ruten i forbindelse med en rygsækrejse til Asien – eller rettere; de napper den trans-mongolske rute (der er blevet bygget til), der krydser ned over Mongoliets hovedstad Ulaan-Baatar og videre til Beijing i Kina. Man kan også fortsætter på en anden rute til Nordkoreas hovedstad Pyongyang.

Langt de fleste rejsende er dog russere på rejse gennem det enorme land. Man antager i øvrigt, at 30 procent af Ruslands eksport rejser med jernbanen.

Qinghai-Tibet Railway
Kina og Tibet, 1965 kilometer

Her er toget fanget små 100 kilometer fra Lhasa.


Foto: Jan Reurink, Wiki-commons.

Qinghai-Tibet jernbanen forbinder Xining, hovedstaden i Qinghai-provinsen, i det centrale Kina med Tibets hovedstad Lhasa.

Første del (fra Xining til Golmud) blev bygget allerede i 1984, og den sidste strækning til Lhasa blev åbnet i 2006. Det har også været den sværeste at bygge.

Over 80 procent af skinnerne løber nemlig i over 4000 meters højde. Undervejs passerer jernbanen gennem Tanggula passet, der ligger 5.072 meter over havets overflade. Det gør Qinghai-Tibet jernbanen til verden højeste. En fjerdedel af ruten løber desuden over permafrost, og både det hårde klima og den høje elevation har været en udfordring for ingeniørerne bag jernbanen.

Også selve toget er tilpasset de barske klimaforhold. Fordi jernbanen kører i så store højder, er togene specialbygget til at klare lufttrykket. Alle vogne er desuden forsynet med iltmasker i tilfælde af uheld. Toget kører normalt 120 kilometer i timen, men må nedsænke hastigheden med 20 kilometer, når vognene skal over områder med permafrost.

Nå ja, og så krydser toget også lige 675 broer på sin vej til Tibet.