I et debatindlæg af udviklingsminister Ulla Tørnæs bragt i Kristligt Dagblad fredag d. 1. maj og lagt på Udenrigsministeriets hjemmeside tirsdag gør Ulla Tørnæs opmærksom på finanskrisens effekt på miljøet.
DEBAT: FINANSKRISENS PRIS. BESKYT MILJØET I DEN TREDJE VERDEN
Udviklingsminister Ulla Tørnæs’ debatindlæg i Kristeligt Dagblad.
Der er absolut ingen grund til, at den økonomiske krise også bliver en klimakrise. Weekendens møder i Verdensbanken og IMF efterlader ingen tvivl om, at den globale økonomiske krise kommer til at ramme de fattigste udviklingslande hårdt.
Det seneste årtis fremskridt og fattigdomsbekæmpelse er måske ved at blive sat over styr på grund af krisen, som for mange lande kommer oven i et par hårde år med høje fødevare- og energipriser. Verdensbanken skønner, at 52 millioner mennesker i udviklingslandene allerede er blevet presset tilbage i fattigdom som et resultat af den økonomiske krise. Samtidig er erfaringen fra den asiatiske krise i 1990’erne, at det kan tage et helt årti at genvinde det tabte terræn på det sociale område.
I de fattigste lande, særlig i Afrika, er der ikke finansielt råderum til at iværksætte stimuli-pakker, og krisen er begyndt at berøre folks hverdag. Vesten skal derfor lave grønne stimuli-pakker, som er gode for både klima og økonomi. Det budskab fik jeg opbakning til under weekendens møder i Verdensbanken, og det skal vi nu levere på, også i de fattigste udviklingslande, hvor behovet for både økonomisk stimuli og klimatilpasning er massivt.
Den økonomiske krise må nemlig ikke blive en undskyldning for at løbe fra vores løfter om udviklingsbistand eller for ikke at levere finansiering i relation til forhandlingerne op mod klimatopmødet i København til december. Vi har ikke råd til at lade være – det bliver for dyrt på længere sigt.
Danmark ligger allerede i front, når det gælder udviklingsbistand. G20-erklæringen fra London genbekræfter løfterne fra 2005 om at fordoble bistanden frem til 2010. Det løfte skal opfyldes, og det betyder, at bistanden skal stige med 20 procent fra 2008 til 2010. Men hvad er 20 milliarder amerikanske dollar sammenlignet med de krisepakker, som vi laver i Vesten? Krisepakken i USA alene er på mere end 800 milliarder amerikanske dollar.
Der er absolut ingen grund til, at den økonomiske krise bliver en klimakrise. Klimaforandringerne påvirker adgang til drikkevand, fødevareproduktion, den globale sundhedstilstand og miljøet generelt. Hundreder af millioner af mennesker – særligt i verdens fattigste lande – risikerer at sulte, opleve mangel på rent drikkevand og oversvømmelser i takt med, at den globale gennemsnitstemperatur stiger.
Hvis ikke der handles, risikerer verden at miste mindst fem procent af den årlige globale vækst for altid – blot på grund af klimaforandringer. Og hvis ikke der handles, risikerer vi at miste mere end 20 procent af den globale økonomiske vækst, når vi både medregner effekten af den finansielle krise, klimaforandringer, fødepriser, og så videre. Det har vi simpelthen ikke råd til.
De rigeste lande i Vesten bærer sammen med de store og rigeste udviklingslande det største ansvar, mens de fattigste udviklingslande, der stort set ikke har bidraget til klimaændringerne, vil blive ramt hårdest.
Den finansielle krise bør ikke forhindre os i at handle her og nu. Der er ingen modsætning mellem økonomisk vækst og en ambitiøs klimaindsats. Investeringer i vedvarende energi, energieffektivitet og grøn teknologi reducerer CO2-udledningerne til gavn for klimaet, stabiliserer energiforsyningerne og bidrager til økonomisk vækst. Vi skal derfor slå to fluer med et smæk med de grønne stimuli pakker.
Kilde: www.um.dk
