Ulla Tørnæs: “Glem Kina” – men ikke kvinderne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Debatindlæg af udviklingsministeren i Politiken torsdag

Af Ulla Tørnæs (V)

”Glem Kina, Indien og internettet – økonomisk vækst er drevet
af kvinder”. En passende indgangsbøn om kvindernes betydning den 8 marts!

Citatet er fra det engelske tidsskrift The Economist, der sidste år skrev, at stigningen i kvinders beskæftigelse i den rige verden de seneste 2 årtier har bidraget mere til global vækst end teknologi, Kina og Indien tilsammen.

Uanset om påstanden kan dokumenteres eller ej, er det en vigtig pointe, at kvinder globalt udgør en stor uudnyttet ressource i den formelle økonomi. Den ressource skal bringes i spil, ikke mindst hvis der skal ske en bæredygtig udvikling i Den 3. Verden. Det er kvindernes ret og vil gavne deres familier, samfund og den globale fred og stabilitet.

En undersøgelse foretaget af World Economic Forum viser en tydelig sammenhæng mellem ligestilling i et samfund og dets økonomiske vækst.

Især kan uddannelse af piger give økonomien en saltvandsindsprøjtning. Uddannede piger er mere produktive, og deres børn bliver sundere og bedre uddannede. Kvinder investerer i familien, i familiens velfærd og dermed i samfundet.

Tal fra Verdensbanken fortæller den samme historie. Hvis kvinder i Afrika syd for Sahara havde haft samme mulighed for uddannelse og job som mænd, ville den økonomiske vækst rundt regnet være fordoblet fra 1960-92.

Kvinderne kan blive den mest markante drivkraft til at reducere fattigdom, skabe økonomisk vækst og opnå 2015 Målene. Men det kræver øget ligestilling.

Ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder er et mål i sig selv, men også et afgørende middel til at nå vores øvrige udviklingsmål, hvoraf det vigtigste er at mindske fattigdommen.

På den nylige internationale konference i Berlin om kvinders økonomiske muligheder, blev det dokumenteret, at hvis man skal opnå bæredygtig økonomisk vækst og ansvarlig regeringsførelse – og det er jo, hvad vi ønsker at bidrage til i vores bistandssamarbejde – så er et af de vigtigste midler at fremme kvinders økonomiske og politiske indflydelse. 2 sider af samme sag.

Jeg har sat fokus på kvinder som en drivkraft i udviklingen, og med en række nye initiativer skærpes dette fokus. Det gælder bl.a. det nye erhvervssektor-program i Mali, og det gælder projekter i et krigshærget land som Liberia.

Vi ved f.eks., at adgang til kredit på mikroplan kan være det første skridt til øget produktion og dermed til forbedret levestandard. Men vi ved også, at der skal følge flere skridt efter på det formelle, kommercielle lånemarked, hvis der skal sættes virkelig skub i udviklingen.

Ligeledes skal vi sikre pigers og kvinders uddannelse og rettigheder. Uden rettigheder til f.eks. jord begrænses kvinders muligheder for at bidrage til øget vækst inden for landbrugssektoren, der i de fleste afrikanske lande er rygraden i økonomien og dermed nøglen til øget velfærd.

Udviklingslandene bærer selv det primære ansvar for deres udvikling. De skal have viljen til at forbedre kvindernes muligheder Men det må aldrig blive en undskyldning for, at vi som donorer er passive.

Vi skal, som The Economist skriver, selvfølgelig ikke ”glemme” Kina, men vi må bestemt heller ikke glemme at sikre kvinders lige rettigheder og muligheder, slutter Ulla Tørnæs.

Indlægget stod i dagbladet Politiken torsdag den 8. marts 2007

Kilde: www.um.dk