Indlæg af udviklingsministeren om valg af nyt programsamarbejdsland i Afrika på konference i U-landsrådet mandag i København.
Af Ulla Tørnæs (V)
Vi står over for store udfordringer i Afrika. Det behøver jeg næppe overbevise nogen om i denne forsamling. Det vil først og fremmest kræve en ualmindelig stor indsats fra afrikanerne selv. Men der er ikke tvivl om, at Afrika også har behov for mere og bedre bistand.
Regeringen satte ekstra fokus på Afrika allerede for et år siden med den nye Afrika-politik. En af målsætningerne heri er, at to tredjedele af vores bilaterale bistand skal gå til Afrika.
I regeringsgrundlaget lagde vi bund under u-landsbistanden med 0,8 procent (af BNI) målsætningen. Det vil formentlig betyde stigende bevillinger til udviklingsbistanden allerede fra 2007, afhængig af udviklingen i BNI.
Endnu et programsamarbejdsland i Afrika Syd for Sahara er altså en af de måder, vi har tænkt os at udmønte beslutningen om at anvende en stigende andel af stigende u-landsbevillinger til langsigtet fattigdomsbekæmpelse i Afrika.
Der er tale om et engagement, som vil understrege Danmarks position som et af de lande, der giver absolut mest bistand per indbygger til det afrikanske kontinent.
Regeringen svigter altså ikke hverken Afrika eller fattigdomsorienteringen som nogen har hævdet. Tværtimod. Vi sætter nu et af verdens absolut fattigste lande på listen over samarbejdspartnere til det lange seje træk, som nogen kalder det.
Hvorfor ikke blot give flere midler til de samarbejdslande vi har i forvejen, vil nogle af jer måske spørge?
Svaret er enkelt. Det giver god mening at vælge et nyt land, fordi verden forandrer sig.
Det er simpelt hen nødvendigt at vurdere listen over samarbejdslande en gang i mellem, hvis vi mener det alvorligt med fattigdomsorientering. Og hvis vi mener det alvorligt med at støtte de lande, der viser vilje til at gennemføre nødvendige reformer med hensyn til god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption.
I snart 20 år har der været bred politisk enighed om, at dansk udviklingsbistand skal koncentreres på en begrænset gruppe af udviklingslande.
De oprindeligt 20 lande er blevet til 15. Med udfasningen af Egypten nærmer vi os grænsen for det minimum af programsamarbejdslande vi gerne vil have.
At verden er præget af hastige forandringer gælder måske særligt for udviklingslandene. Her er den politiske situation ofte mindre stabil, end vi kunne ønske os. Og dermed er risikoen for omvæltninger til det værre noget, vi er nødt til at forholde os til. I andre lande er der så gode fremskridt, at vi på sigt ikke skal give bistand dér mere – heldigvis.
I en dynamisk verden er dansk udviklingsbistand også nødt til at være dynamisk. Med valget af et nyt programsamarbejdsland kan Danmark tilpasse sig udviklingen.
Hvordan nåede vi så frem til de kandidatlande, vi skal diskutere her i dag?
Det har for mig været helt afgørende, at vi med et nyt programsamarbejdsland styrker vores fattigdomsfokus. Derfor besluttede jeg, at et nyt samarbejdsland skal findes blandt lande med en bruttonationalindkomst under gennemsnittet for landene i Afrika syd for Sahara. Blandt de absolut fattigste lande på verdens absolut fattigste kontinent.
Vores analyser pegede på 3 lande – Etiopien, Mali og Niger. Det er for mig ikke overraskende, at vi endte med 3 lande i den nordligste del af Afrika syd for Sahara – i Sahel-regionen.
Det er den fattigste region i Afrika – af mange grunde. Etiopien er som I nok alle har hørt ikke længere kandidatland. Det vender jeg tilbage til om et øjeblik.
I vurderingen af kandidatlandene har jeg naturligvis taget udgangspunkt i Udenrigsudvalgets kriterier. Landets behov og egne udviklingsplaner, ligestilling, menneskerettigheder, demokratisk udvikling og miljø er blevet analyseret.
Derudover lægger jeg særlig vægt på landets vilje til god regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse. Regeringen i landet må vise en vilje til at administrere de offentlige finanser forsvarligt. Gennem bistand til reformer og kapacitetsopbygning kan vi bistå til dette – men landet må selv være drivkraften.
God regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse kommer først og fremmest de fattige til gavn. Derfor hænger dette kriterium nøje sammen med et stærkt fattigdomsfokus.
Jeg vil også se på, om landet fører en politik, der understøtter en bæredygtig økonomisk udvikling.
Vi skal med udviklingspolitikken sætte de fattigste lande i stand til at håndtere globaliseringens udfordringer. Økonomisk vækst er vejen ud af fattigdom – det er bredt anerkendt.
Derfor vil det også indgå i mine overvejelser, om kandidatlandene fører en økonomisk politik, der fremmer erhvervslivets muligheder for at skabe vækst og beskæftigelse. Og vel at mærke en politik, der samtidig understøtter et bæredygtigt miljø. Også denne udfordring er særligt udtalt i Sahel.
Min beslutning om at udelade ETIOPIEN er netop et udtryk for, at regeringen mener det, når vi siger, at vi lægger afgørende vægt på god regeringsførelse og demokrati i vores programsamarbejdslande.
Det har ikke været let, men den etiopiske regerings nedskydning af demonstranter og fængsling af oppositionsledere og almindeligere borgere er simpelt hen uacceptabel.
Sammen med EU og USA har vi forsøgt at overtale den etiopiske regering til forsoning og til at løslade de politiske fanger. Også den Afrikanske Union har appelleret til den etiopiske regering om at gå i dialog med oppositionen frem for at fængsle lederne.
Men indtil videre har det ikke båret frugt – langt fra.
Jeg ved godt, at de lande vi samarbejder med, alle har alvorlige problemer, og at der fra tid til anden også sker politiske tilbageslag. Og det kræver en vis robusthed at etablere og fastholde et programsamarbejde.
Jeg er også fuldt ud klar over, at Etiopien har taget mange skridt i demokratisk retning igennem de senere år. Det er også det indtryk, man får, når man læser vores perspektiv-analyse for Etiopien. At Etiopien trods urolighederne i juni var med i mine overvejelser som et muligt nyt programsamarbejdsland er netop udtryk for min anerkendelse af denne positive udvikling.
Men med de tilbageslag i den demokratiske proces, som vi er vidne til netop nu, kan jeg på ingen måde forsvare at starte et nyt bistandssamarbejde med landet.
Er det en forhastet beslutning, fordi der nu igen er ved at være ro i Etiopien ? Nej, oppositionslederne sidder fortsat fængslet og kan forvente en anklage for højforræderi, som det kan tage år for domstolene at tage stilling til.
Men endnu mere væsentligt: Etiopiens regering har med sine handlinger og udtalelser klart demonstreret mangel på respekt for demokratiske spilleregler.
Valget står altså mellem Mali og Niger – som jeg ser det, er det 2 lande, der begge har hårdt brug for hjælp og byder på rigtig gode samarbejdsmuligheder. Samtidig søger begge lande aktivt at påvirke udviklingen i en urolig region i positiv retning. Og der er god brug for overbeviste demokratier og konstruktive spillere i regionen.
Jeg synes desuden, at en styrkelse af vores indsats i Vestafrika giver rigtig god mening i konsekvens af det veludbyggede programsamarbejde, vi i forvejen har med Benin, Burkina Faso og Ghana.
Vestafrika er normalt ikke en region, der fylder meget i den danske debat. Og det er ærgerligt, for der er mange gode grunde til et styrket engagement i Vestafrika.
Ikke mindre end en tredjedel af befolkningen i Afrika syd for Sahara bor i Vestafrika. Fattigdommen er udbredt og det anslås, at 250 mio. vestafrikanere lever for mindre end 10 kr. om dagen.
Sahel-bæltet er et af de økologisk mest skrøbelige områder syd for Sahara. En tredjedel af regions areal er dækket af ørken. Befolkningstilvæksten er høj og kampen om de frugtbare jorde og knappe vandressourcer intensiveres i takt med at befolkningspresset øges.
Det bliver derfor vanskeligere og vanskeligere at få adgang til dyrkbar jord. Det medvirker til øget migration mod byerne og til de stærkt begrænsede kystområder.
Denne vanskelige situation er en væsentlig årsag til de blodige konflikter, der har præget lande som Liberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten i de senere år. Illegal handel med naturressourcer som diamanter og tømmer bidrager til at finansiere konflikterne.
Samtidig indebærer den høje arbejdsløshed, at det er alt for let at rekruttere soldater til konflikterne. Der bor 25-30 mio. yngre mænd i Vestafrika uden arbejde og med meget begrænsede perspektiver for fremtiden.
Denne triste situation illustrerer, hvordan vi med vores hjælp til fattigdomsreduktion også kan være med til at forebygge konflikter.
Det bringer mig til et andet område, som er væsentligt – nemlig mulighederne for at støtte moderate kræfter i Afrika. Både Malis og Nigers regeringer gør en aktiv indsats for at udbrede demokrati og bekæmpe fundamentalistiske kræfter. Det er stor udfordring, som Danmark kan og vil hjælpe med.
Perspektivanalysen af MALI bekræfter, at landet er inde i en meget positiv udvikling og at landet har en væsentlig geopolitisk betydning i den uroprægede region. Den politiske situation er stabil og der er en udpræget grad af vilje til at gennemføre reformer.
Det ses især på Malis decentraliserings-reform, der er slået igennem på alle niveauer af samfundet. Men det kommer også til udtryk i fokuseringen på institutionsudvikling, god regeringsførelse, større adgang til sociale ydelser og udvikling af infrastruktur.
Med Malis vedvarende politiske vilje og forøget donorstøtte er der udsigt til, at Mali kan nå flere af 2015-målene.
Udfordringerne for fattigdomsbekæmpelse er store, særligt i forhold til at forvalte de meget knappe naturressourcer bedre og skabe større økonomisk vækst. Begrænsningerne ligger bl.a. i lav kapacitet, for få midler til at gennemføre gennemgribende reformer og et vist niveau af korruption inden for statsapparatet.
Perspektivanalysen af NIGER bekræfter, at Niger er usædvanligt fattigt og lider under svag kapacitet til at gennemføre reformer. Den demokratiske udvikling gennem de sidste 5 år har været positiv og Niger bidrager til at forsøge at skabe en mere fredelig udvikling i regionen.
De største udfordringer ligger i håndteringen af fattigdomsbekæmpelsen, herunder særligt presset på naturressourcerne og den støt stigende befolkningstilvækst. Regeringen har gjort små fremskridt på mange områder, men bremses generelt af manglende kapacitet og midler til at gennemføre regulære reformer.
De offentlige finanser er under hårdt pres på grund af et beskedent skattegrundlag og omfanget af den uformelle økonomi. Korruption synes udbredt. Niger er meget afhængig af donorstøtte, og mere end halvdelen af statsbudgettet finansieres af donormidler.
Et programsamarbejde er en beslutning med store konsekvenser for såvel Danmark som for partnerlandet. Oftest indgår vi i et 15-20 år langt samarbejde – om et langt og sejt træk mod fattigdom – hvor udgifterne over hele perioden kan beløbe sig til 3-4 milliarder kr.
I en beslutning af denne karakter har jeg fundet det meget vigtigt at høre mange synspunkter. I Danmark er der stærk tradition for en engageret debat om udviklingsbistand.
Valget af det nye programsamarbejdsland skal ikke være en undtagelse. Bl.a. har mange i den sidste tid givet deres mening til kende ved en åben debat på Udenrigsministeriets hjemmeside. Vi har prøvet at sammenfatte synspunkterne i et kort papir, som skulle være tilgængeligt for alle her i lokalet.
Af debatten er det klart, at mange af jer har indgående kendskab til kandidatlandene.
Jeg har lagt mærke til, at flere debatindlæg foretrækker, at vi vælger Niger. Et af argumenterne er, at det giver os mulighed for at understøtte den markante samfundsmæssige udvikling, som Niger har gennemgået de seneste 10 år.
Samtidig gør flere dog opmærksom på, at kapaciteten i landet er svag. Det kan gøre det vanskeligt at gennemføre et traditionelt programsamarbejde. Andre fremhæver, at kapaciteten i Mali formentlig er større. Det ligger fint i tråd med perspektivanalyserne.
Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at takke for den professionelle og konstruktive tone, som indlæggene har haft. Jeg håber, at debatten fortsætter i andre fora – også efter i dag – gerne helt frem til den endelige beslutning.
Udenrigsudvalget spiller en central rolle i valget af nye programsamarbejdslande. Ikke blot fordi de 7 kriterier er opstillet af udvalget, men også fordi Udenrigsudvalget bliver inddraget i processen.
Udvalget har lejlighed til at kommentere skriftligt på baggrund af perspektivanalyserne. Derudover holder jeg også et møde med udvalget, hvor vi drøfter kandidatlandene.
Den endelige beslutning tages af mig og regeringen. Beslutningen tages på baggrund af analyserne, debatterne med offentligheden og Udenrigsudvalget og indtrykkene fra mit besøg i landene.
Midt i januar vil jeg offentliggøre den endelige beslutning. Derefter starter arbejdet med at få udviklet en strategi for vores partnerskab med landet.
Kilde: www.um.dk
