Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har ingen planer om at gå som minister på trods af, at hendes mand, Jørgen L. Tørnæs, mandag blev afhørt og sigtet af politiet i Holstebro for at have beskæftiget illegal arbejdskraft fra Letland på parrets store gård, Krogsdal, ved den nordvestjyske by.
– Jeg er helt sikker på, at når de oplysninger, jeg lægger frem, kommer ud til offentligheden, så vil det klart fremgå, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mig, min politiske embedsførelse og så min mands virksomhed, siger Ulla Tørnæs ifølge flere blades onlinetjenester mandag
Hun afviser samtidig, at sagen på nogen måde belaster hende som minister, og at hun har noget ansvar for eventuelle ulovligheder i ægtefællens svineproduktion.
– Det forholder sig sådan, at jeg ikke er medejer af min mands virksomhed, jeg har intet med driften at gøre, og jeg har derfor heller ikke kendskab til de løn- og ansættelsesforhold, der gør sig gældende i min mands virksomhed, siger Ulla Tørnæs.
I DRs TV-avis mandag aften erkendte hun, at hendes mand havde begået noget ulovligt, og sagde, at han bør straffes.
– Min mand har begået en fejl, og den skal han selvfølgelig straffes for ligesom enhver anden, der overtræder loven. Jeg beklager meget, at min mand er kommet til at begå den fejl, og det gør han også selv. Sket er sket, det skal der selvfølgelig rettes op på, og han skal også have sin straf, siger Ulla Tørnæs.
Trods løfter om det modsatte har udviklingsministerens mand tilsyneladende endnu ikke afskediget sin illegale driftschef, lettiske Janis Kalnietis. Jørgen L. Tørnæs forsikrede ellers offentligheden om, at dette ville ske forleden.
I en pressemeddelelse lørdag skrev Jørgen Tørnæs, at hans virksomhed Skindbjerg ApS selv samme dag havde “afbrudt samarbejdet med yderligere 2 medarbejdere på de gårde, selskabet driver”, da man ikke ville “udsætte hverken dem eller en af selskabets ejere, Jørgen L. Tørnæs, for yderligere hetz i medierne”.
Men da nyhedsbrevet 3F mandag kontaktede Janis Kalnietis, kunne letten overraskende fortælle, at han ikke er blevet fyret:
– Jeg har slet ikke været i kontakt med Jørgen Tørnæs i weekenden. Han har ikke fyret mig. Jeg ved ingenting. Jeg var ikke klar over, at jeg er fyret, før du nu fortæller mig det, siger Janis Kalnietis.
Forelagt driftschefens udtalelser siger en vred Jørgen Tørnæs: -Ingen kommentarer. Du må sende dine spørgsmål på skrift.