I en kommentar bragt i dagbladet Politiken den 7. april 2009 og lagt på Udenrigsministeriets hjemmeside tirsdag kritiserer udviklingsministeren G20-landene og giver udtryk for, at de fattigste nationer ikke fik nok ud af sidste uges topmøde i London.
Af Ulla Tørnæs (V)
Torsdag aften afsluttede G20 sit møde, og deres beslutninger afspejler den alvorlige økonomiske situation, som den vestlige verden står i. Det var et historisk møde af den simple grund, at både rige og fattige lande ikke på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig har haft så udtalt behov for fælles handling.
G20 viste beslutningsdygtighed på vigtige områder, men de fattigste udviklingslande fik ikke nok ud af mødet. Det, de har brug for, er flere og mere fleksible ressourcer fra G20 og det øvrige internationale samfund.
Det fik de ikke umiddelbart i denne omgang, hvor fokus var på at stimulere verdensøkonomien, og her betyder de fattigste lande kun lidt.
At G20 tager afstand fra protektionisme, at der skal være øget gennemsigtighed, og at vi skal afskaffe skattely får også stor betydning for udviklingslandene, men ikke her og nu. Tilsvarende er det helt centralt, at IMFs ressourcer øges, men de fattigste udviklingslande har kun i meget begrænset omfang adgang til IMF’s almindelige låneressourcer.
Salg af IMF-guld med henblik på støtte til de fattigste lande er helt rigtigt, og de ca. 6 mia. dollar fordelt over 2-3 år falder også på et tørt sted. IMF vurderer, at de fattigste lande får behov for mellem 25 og 140 mia. dollar i betalingsbalancestøtte i år.
Udviklingen i den globale økonomiske krise er svær at forudsige – prognoserne er usikre. Men alt tyder på, at de fattigste udviklingslande vil blive ramt hårdt. Det fremgår blandt andet af nylige rapporter fra netop IMF.
Dette er ikke godt nok afspejlet i G20-drøftelserne, og den bold vil jeg samle op på de kommende måneders møder i Verdensbanken, EU og FN. Situationen er alvorlig for de fattigste udviklingslande.
Det seneste årtis vækstfremskridt og fattigdomsbekæmpelse er måske ved at blive sat over styr på grund af den globale økonomiske krise, som for mange lande kommer oven i et par hårde år med høje fødevare- og energipriser.
I de fattigste lande, særlig i Afrika, er der ikke finansielt rum til at iværksætte ‘ stimuli-pakker’, og afhængigheden af udviklingsbistanden vil derfor stige som et resultat af krisen.
Derfor burde G20 have haft en “stimuli-pakke” til de fattigste u-lande med i de initiativer, man blev enige om.
Verdensbanken vurderer, at hvis G20-landene gav bare 0,7 procent af deres krisepakker – ikke af deres BNI, som de ellers har lovet – til udviklingslandene, ville det betyde 15 mia. dollar mere i udviklingsbistand, eller en stigning på ca. 15 procent.
Den økonomiske krise må ikke blive en undskyldning for at løbe fra vore løfter om udviklingsbistand og for ikke at levere på finansieringssiden i relation til klimaforhandlingerne under COP15.
Vi har ikke råd til at lade være – det bliver for dyrt på længere sigt. G20-erklæringen genbekræfter løfterne fra 2005 om at fordoble bistanden frem til 2010.
Det løfte skal opfyldes, og det betyder, at bistanden skal stige med 20 pct. fra 2008 til 2010.
Danmark er blandt de 5 lande i verden, der yder mest i bistand – i 2008 ydede vi 0,82 procent af vores BNI svarende til ca. 14,5 mia. kr. i udviklingsbistand.
Det høje niveau fastholder vi også i krisetider. Andre lande må nu yde deres tilsvarende bidrag, også G20-lande som f.eks. Kina; se dog også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18036&mode=Nyhed
Men det handler ikke kun om volumen, det handler også om hurtige og effektive indsatser, og her må vi alle se på, om der er behov for justeringer i lyset af krisen.
Vi skal se på kortsigtet kriserespons, men også tænke mere langsigtet økonomisk genopretning ind. Her vil den garantifacilitet for investeringer i erhvervslivet, som regeringens Afrikakommission foreslår, være central.
Formålet er at støtte den finansielle sektor i at nå ud til de små og mellemstore virksomheder i Afrika, hvor der er stort vækstpotentiale.
Det slutter heldigvis ikke med G20-mødet i London. Jeg har derfor kontaktet en række af mine ligesindede kolleger for at drøfte, hvordan vi mere markant sætter de fattigste udviklingslande på den internationale krisedagsorden.
Vi skal lægge maksimalt pres på i forhold til at få de rige lande til at give 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand.
Verdensbanken og EU bør som de største udviklingsaktører føre an i at levere bistand fleksibelt og hurtigt, men vi skal også være villige til at kigge på vore bilaterale programmer, hvis behovet i det enkelte land tilsiger det. Og så skal vi holde G20 op på de flotte ord og sikre, at der reelt set leveres flere ressourcer til de fattigste lande.
I de fattigste lande, særlig i Afrika, er der ikke finansielt rum til at iværksætte ‘ stimuli-pakker’. Den økonomiske krise må ikke blive en undskyldning for at løbe fra vores løfter om udviklingsbistand, slutter Ulla Tørnæs
Kilde: www.um.dk
Ikke alle er enige med Tørnæs i vurderingen af G20-mødet; se telegrammet
http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18010&mode=Nyhed
