Efter at have deltaget i FNs topmøde i New York besøger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) Nicaragua, Danidas eneste programsamarbejdsland i Mellemamerika, fra lørdag den 17. til onsdag den 21. september, meddeler udenrigsministeriet i en rundsendelse fredag.
Formålet med besøget er bl.a. at drøfte udviklingssamarbejdet og den politiske situation med regeringen, repræsentanter for den politiske opposition og relevante myndigheder.
Nicaragua gennemgår i øjeblikket en politisk krise mellem den siddende mindretalsregering og oppositionen i parlamentet. Ministeren vil benytte besøget til at fremføre de danske synspunkter for udviklingssamarbejdet for alle parter.
Som programsamarbejdsland er Nicaragua et af de lande Danmark har indgået et langsigtet udviklingssamarbejde med. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) besøgte landet sidste år. Udviklingsministeren vil besøge Atlanterhavsregionen og Las Segovias-provinsen, hvor en stor del af de dansk-støttede udviklingsaktiviteter er koncentreret.
I den sumpede og svært fremkommelige Atlanterhavsregion er transport et stort problem. Ulla Tørnæs skal se et af de havnemoleprojekter, som Danmark har været med til at støtte bygningen af for at lette transport til havs og ad floderne. I Atlanterhavsregionen skal ministeren også besøge en skole, hvor børnene både undervises på spansk og på deres lokale sprog.
I Las Segovias-provinsen, i den nordlige del af landet, vil udviklingsministeren besøge landbrugsprogrammet, som bl.a. omfatter kreditgivning og støtte til kaffekooperativer i området.
Nicaragua er et af de fattigste lande i Latinamerika. Omkring 46% af landets befolkning på 5,2 mio. lever i fattigdom. Landet har udarbejdet en udviklingsplan for bekæmpelse af fattigdom. Der er iværksat reformprocesser, der skal fremme den økonomisk vækst, god regeringsførelse og institutionel udvikling.
Den danske udviklingsbistand til Nicaragua skal være med til at reducere fattigdommen. Bistanden udgør 180 mio. kr. årligt. Ud over at finansiere projekter på transport-, landbrugs-, miljø- og uddannelsesområdet støtter Danmark aktiviteter, der skal styrke demokratiet, sikre menneskerettighederne og reformere den offentlige sektor i Nicaragua.
Rammen for udviklingssamarbejdet mellem Danmark og Nicaragua er strategien ”Nicaragua – Danmark Partnerskab” (2004-2009).