UM om de nye krav til NGOers egenfinansiering

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udenrigsministeriet – det vil her sige udviklingsministerens ministersekretariat – har mandag eftermiddag udsendt følgende meddelelse/version af finanslovens virkninger for u-landsorganisationerne:

—-
Regeringen og DF er blevet enige om en ny model for NGOernes egenfinansiering.

Fremover skal de 6 NGOer, der har en rammeaftale med Danida (de 6 store u-landsorganisationer, som formidler 2/3 af den samlede danske NGO-bistand) stille med 10 pct. i egenfinansiering udover hvad staten yder (dog 5 pct. i 2006, idet forslaget først er fuldt indfaset i 2007).

Organisationerne kan således få statstilskud på samme niveau som hidtil, såfremt de supplerer statsmidlerne med egne midler. Det svarer til reglerne i andre lande – f.eks. Norge og Sverige.

– De danske NGOer er generelt mere afhængige af statslige midler i deres arbejde end NGOer i andre lande. Derfor skal vi sætte skub i en proces mod større uafhængighed for NGOerne. De skal forpligtes til at rejse flere midler selv som supplement til statskronerne, udtaler udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og fortsætter:

– Det er selvfølgelig udtryk for en principiel og politisk holdning. Men i praksis vil NGO-indsatsen styrkes, hvis organisationerne gør mere for at supplere statsmidlerne med egne midler. Og det vil øge den folkelige forankring af organisationerne, som vi alle støtter.

– NGOerne har flere gange i forbindelsen med debatten om oplysningsmidlerne givet udtryk for, at dét at rejse flere midler ikke nødvendigvis er hovedproblemet – men derimod, at det er svært for organisationerne at indsamle midler til oplysning, fordi bidragydere hellere vil støtte konkrete udviklingsprojekter i de fattige lande end de vil støtte oplysning i Danmark.

– Derfor er det bedre med en model, som stiller et generelt krav til rammeorganisationerne om 10 pct. egenfinansiering frem for, at egenfinansieringskravet rettes mod NGOernes specifikke oplysningsaktiviteter, siger Ulla Tørnæs.

Indsamlingsloven ændres specielt for disse organisationer, så de alle fremover får mulighed for landsdækkende husstandsindsamlinger.

Med den nye aftale kan NGOer, der udfører projekter i u-landene med støtte fra Danidas NGO-bevilling, fortsat få støtte til oplysning på op til 2 pct. af deres bevillinger.

Andre NGOer vil fortsat kunne søge Danidas Oplysningsbevilling om støtte til konkrete aktiviteter. Oplysningsbevillingen reduceres dog stadig med 12 mio. kr., som i stedet skal bruges til flere konkrete udviklingsprojekter i u-landene.

Ulla Tørnæs:

– Det er fortsat regeringens opfattelse, at flest mulige offentlige midler skal gå direkte til konkrete projekter i de fattige lande og at NGOerne fremover skal tage mere kritisk stilling til værdien af hvert oplysningsprojekt set i forhold til værdien af konkrete projekter i udviklingslandene. Men vi har valgt fortsat at bevare en mulighed for, at NGOerne kan få penge til oplysning.

Den samlede NGO-ramme reduceres ikke. I den udstrækning nogle NGOer viser sig ikke at kunne leve op til kravet om 10 pct. egenfinansiering (og dermed mister noget af statstilskuddet) forbliver pengene indenfor NGO-rammen.

Yderligere oplysning hos souschef Jens Kåre Rasmussen – 33921417 eller presserådgiver Dorthe Lysdal – 33920074/25381231