Regeringsrokaden betyder udskiftning af alle 3 ministre i Udenrigsministeriet, noterer ministeriet i en pressemelding onsdag.
Lene Espersen afløser Per Stig Møller som udenrigsminister, Søren Pind overtager posten som udviklingsminister fra Ulla Tørnæs, og endelig afløser Karen Ellemann Bertel Haarder på posten som minister for nordisk samarbejde.
NY UDENRIGSMINISTER
Det er Europas længst siddende udenrigsminister, Per Stig Møller, der efter 8 år på posten afløses af den konservative partiformand Lene Espersen, som indtil regeringsrokaden var økonomi- og erhvervs-minister, og desuden (fortsat) er vice-statsminister.
I sin afskedstale sagde Per Stig Møller, at posten som udenrigsmini-ster havde været den mest spæn-dende i hans politiske karriere.
Han fremhævede bl.a. EU-udvidelsen i 2002, det danske medlemskab af FNs Sikkerhedsråd 2005-2006, indsat-sen i Irak og Afgha-nistan, Ilulissat-erklæringen med de 5 kyststater i det Arktiske Hav, indsatsen for at øge eksporten via Eksportrådet og indførelsen af ny struktur i Udenrigsministeriet.
Til sin afløser Lene Espersen sagde den afgående udenrigsminister, som nu er ny kulturminister:
– Vi har haft tegninge-sagen (Muhammed-tegningerne, red.) og brændte ambassader, men det kan ikke nytte noget, at du kommer til kultur-ministeren med den slags problemer. Tegningerne må du tage dig af!
Lene Espersen takkede på egne, regeringens og Danmarks vegne Per Stig Møller for indsatsen som landets udenrigsminister. I sin tiltrædelsestale betonede hun vigtigheden af et stærkere Europa, som taler med én stemme for bedre at blive hørt i verden.
Per Stig Møller overrakte et par støttesokker i gave til Lene Espersen, ”som er gode til de lange rejser som udenrigsminister”, og han gjorde opmærksom på, at Lene Espersen netop nu er den eneste kvindelige udenrigsminister i Europa.
Lene Espersen forærede Per Stig Møller en landsholdstrøje og opfor-drede ham til at sørge for, at Danmark vinder VM i fodbold i Sydafrika.
NY UDVIKLINGSMINISTER
Udviklingsminister Ulla Tørnæs, der har siddet 5 år på posten, afløses af sin partifælle Søren Pind, tidligere borgmester i Københavns Kommune, og medlem af Folketinget for Venstre siden 2005.
I sin afskedstale sagde Ulla Tørnæs bl.a.:
– Jeg har haft mulighed for at skabe virkelige forandringer, som gør en forskel på liv og død rundt om i verden. Udviklingspolitikken har en meget stor rækkevidde, der kan det gøre det vanskeligt at følge med i dimensionerne i den hjemlige debat.
Ulla Tørnæs forærede Søren Pind en lyserød rejsekuffert (farvereference til kampen for fattige kvinders rettigheder), med malariapiller og bakteriedræbende gel til rejserne i verdens fattigste lande.
I sin tiltrædelsestale sagde Søren Pind bl.a., at han var lidt træt at blive fremstillet som enfant terrible i medierne, at han glædede sig utroligt meget til posten som udviklingsminister, og at han modtog invitationen om at deltage i en planlagt rejse til Zimbabwe i indeværende uge.
NY MINISTER FOR NORDISK SAMARBEJDE
Dagens sidste ministerskifte på Asiatisk Plads var Bertel Haarders overdragelse af det nordiske samarbejde til tidligere indenrigs- og socialminister Karen Ellemann, (nu minister for miljø og nordisk samarbejde).
Med sin tiltrædelse sætter Karen Ellemann sig samtidig i formandsstolen for Nordisk Ministerråd, og den nye minister glæder sig til at fortsætte dette arbejde og til at finde fælles nordiske svar på globaliseringens store udfordringer.
Karen Ellemann kunne ved overdragelsen berette, at ansvaret for det nordiske havde vakt jubel i familien – ikke mindst hos hendes far, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.
Man kan se en video fra ministeroverdragelserne på
http://www.webtv.um.dk/012670142881033/tre_nye_ministre_i_udenrigsministeriet
———-
CURRICULUM VITAE FOR UDVIKLINGSMINISTER SØREN PIND
(det officielle generalieblad fra www.um.dk)
Født 20. nov. 1969 i Herning. Søn af tandlæge Torben Pind og fysioterapeut Jytte Pind. Far til Theodore f. 2003 og Johan-Emil f. 2006.
Nuværende stilling
Minister for udviklingsbistand, 23. februar 2010 –
Parlamentarisk karriere
Midlertidigt folketingsmedlem for Venstre i Bornholms Amtskreds 26. maj – 1. juni 1997 og 13. dec. – 19. dec. 1994
Folketingsmedlem for Venstre i Københavns Storkreds fra 13. nov. 2007 (valgt første gang i Østre Storkreds 8. feb. 2005 – 13. nov. 2007)
Uddannelse
Student, Bornholms Amtsgymnasium, 1988
Cand.jur., Københavns Universitet, 1997
Erhverv
Manuduktør i statsret, Københavns Universitet 1999-2005
Projektleder, Waterfront A/S (PA) 1997 – 1998
Borgmester for bygge- og teknikforvaltningen i Københavns Kommune 1998-2006
Ekstern lektor i forfatningsret, Københavns Universitet fra 2008
Kontaktdirektør, Propeople fra 2008
Tillidshverv
Medlem af Venstres Ungdoms landsstyrelse 1986-1988 og 1989-1991 og Venstres Ungdoms forretningsudvalg 1989-1991
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1994-2008
Formand for Københavns Boligkommission 1998-2006
Formand for Vejnavnenævnet og for Det Grønne Råd 1998-2006
Generalkonsul for KulturBornholm fra 2002
Bestyrelseshverv
Medlem af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) 2000-2002
Medlem af bestyrelsen for udviklingsselskabet Prøvestenen og for Vestskovudvalget 2002-2006
Medlem af bestyrelsen, herunder næstformand fra 2005, for Københavns Havn A/S 2002-2006
Næstformand for Københavns Energi A/S 2006-2007
Medlem af bestyrelsen for Nordicom A/S fra 2008
Publikationer og andet
Har udgivet bl.a. »Friheden duer til alt godt«, 2002, »Kære Søren, en brevveksling om det nye Danmarks kurs« med Søren Krarup, 2003, og »Lise Nørgaard – et portræt«, 2005.