Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Nogle årgange af HDR-rapporten, som startede for mere end 25 år siden, har haft stor indflydelse. De har blandt andet været fortalere for, og ydet væsentlige bidrag til, 2015-målene og de nugældende 17 verdensmål. 2016 udgaven – ”Menneskelig udvikling for alle” – hører ikke til de store årgange, men læs den alligevel hvis du:
- Bliver inspireret af at læse om ambitiøse og ønskværdige mål for verdens udvikling
- Værdsætter et væld af interessante statistikker og information, der sammenligner menneskelig udvikling i alverdens lande (der er 80 sider tabeller og 47 figurer)
- Bliver opmuntret af solstrålehistorier (fx ”Indvandring har gavnet den svenske økonomi;” ”Arbejde til syriske flygtninge i Jordan” og ”Arabiske lande – nye muligheder for kvinder”)
- Elsker punktering af myter (fx ”Fem udbredte myter om flygtninge” og ”Fem misforståelser om økonomisk empoverment af kvinder”)
- Føler det betryggende, at celebriteter også støtter ”menneskelig udvikling for alle” (fx Angela Merkel, Melinda Gates, Olafur Eliasson og Juan Manuel Santos)
Læs ikke 2016 udgaven hvis du:
- Er allergisk overfor FN-ordstrømme i lange baner à la ”Med tilstrækkeligt politisk vilje er [reduktion af CO2] målet muligt.” ”Med bredere perspektiver på udviklingspolitikker brugt mere systematisk og lighedsfokuseret er det muligt at fremmer menneskelig udvikling for alle.” Osv.
- Har svært ved at kapere tvivlsomme fakta, så som at ”mennesker over hele verden i stigende grad er engagerede i at få indflydelse på de processer, der påvirker deres liv”, når demokrati og frihed –desværre – globalt set er på tilbagetog i disse år.
- Leder efter mere konkrete bud på, hvordan verden bliver et bedre sted for alle. Rapporten er stort set renset for analyser af magt og politik, der kan fremme eller forhindre verdensmålene
2016-rapportens bygger på Universalisme
Selv læste jeg 2016-rapporten af nysgerrighed om begrebet ”Universalisme.” Det introduceres på allerførste side og gennemsyrer alle dens perspektiver og analyser (og har været det gennemgående princip i Human Development Reports siden 1994). Men hvordan bruger UNDP det egentligt – og hvordan bidrager det i praksis til menneskelig udvikling?
Universalisme var blandt andet ledetråden for Socialdemokratiet før det gik af lave. Dengang kæmpede partiet for hvert individs værdighed og rettigheder, uanset køn, etnicitet og religion. I UNDPs version betyder universalisme, at ”[u]dvikling er frihed til at hvert menneske kan opnå sit fulde potentiale nu og i fremtiden – altså ikke blot de få, eller de fleste, men alle uanset hvor i verden de bor.”
Det betyder også, at ”alle menneskers livserfaringer i og mellem generationer er lige vigtige”, og at ”Fremskridt kræver, at mennesker verden over ser sig selv som dele af et sammenhængende global hele og ikke som opsplittede i rivaliserende grupper og interesser. De 17 verdensmål bygger på samme princip. Som en inspiration og ledetråd for global udvikling er de fleste danskere vel tilhængere af denne verdslige form for universalisme. Også jeg.
UNDPs universalisme har ikke alene meget tilfælles med gamle socialdemokratiske principper, men også med den religiøse opfattelse af begrebet, som tog fart i USA fra midten af 1800-tallet. Kristne tilhængerne tror, at en barmhjertig Gud umuligt vil vælge kun at frelse én del af menneskeheden og dømme resten til evig straf. Håbet om frelse for alle er en vigtig drivkraft i denne tro.
Himmerige i UNDPs forstand er defineret af de 17 verdensmål. Og håb er netop væsentlig for at nå dem. I UNDPs 2016-rapport nævnes ”håb” næsten 40 gange. Også en NGO, der passende hedder HOPE XXL, drages frem. Den er inspireret af Martin Luther King Jr. og vil sikre, at alle mennesker kan opnå et liv, som de selv bedømmer som ”godt” (målt som mindst 8 på en skala fra 0 til 10 – hvilket er helt i overensstemmelse med UNDPs fokus på kvantificerbare mål).
At UNDPs håb om fremskridt er velbegrundet underbygges af, at der vitterligt er sket store forbedringer i menneskelig udvikling i de sidste årtier. Men selv om tro og håb kan flytte bjerge, er det ikke nok i en verden karakteriseret ved en voksende ulige fordeling af magt, penge og militær og af stigende xenofobi.
Universalismen er apolitisk
UNDP gennemgår selv de mange faktorer, der sætter en bremse for universalismen: intolerance og eksklusion; nationalisme og snæver identitetspolitik; eliters jerngreb om institutioner; de svages manglende forhandlingsmagt i en ulige verden.
Desværre er dette års rapport – som de tidligere – nærmest renset for politiske analyser af, hvordan disse barrierer kan nedbrydes: hvordan vi kommer fra hvor vi er nu til UNDPs himmerige. Ud over håb og god vilje lyder et par af rapportens mere konkrete råd således (oversat fra et verbost FN-engelsk efter bedste evne):
”Menneskelig udvikling for alle kræver flerstrengede nationale men universelle politikker fokuseret på at nå dem, som er ladt tilbage; tiltag rettet mod grupper med særlige behov; styrkelse af resiliensen i menneskelig udvikling; og empowerment af de, der bliver ladt tilbage.” Men…
”Husk på, at lande er forskellige, og at politikker skal skræddersys til hvert land. Disse politikker skal implementeres på en sammenhængende måde gennem multistakeholder engagement, lokal og sub-national tilpasning, horisontal (på tværs af siloer) og vertikal koherens (for at sikre international og global konsistens).”
Hvordan skal dette ske i den virkelige verden? ”Alle samfund må lave afvejninger, træffe beslutninger om forskellige gruppers konkurrerende krav når ressourcer er knappe, og prioritere i en verden præget af ulighed i indkomster og formuer, stemme (voice) og deltagelse, inklusion og diversitet, osv. Baseret på en velargumenteret debat må samfund beslutte de principper, der kan forlige disse faktorer for at virkeliggøre et mere retfærdigt samfund.”
UNDP kommer ikke nærmere egentlige politiske analyser end dette – trods en 170 sider lang rapport. Det er selvfølgeligt svært at skrive noget meningsfyldt om, hvordan konkrete fremskridt mod Verdensmålene kan ske i en verden præget af store forskelle, når FN oven i købet er domineret af magtfulde medlemmer inklusive sikkerhedsrådet, og når omdrejningspunktet er et meget generelt begreb som Universalisme. Problemet er, efter min mening, at 2016-rapporten heller ikke rigtigt gør forsøget.
Velmenende og verdensfjern
Rapporten kan bedst karakteriseres som generel, velmenende og verdensfjern. Den minder mig om historien om konen, der kom hjem fra kirken.
Manden spørger: ”Hvad prædikede præsten om?”
”Hun talte om synderne,” svarede konen.
”Hvad sagde hun om dem?”
”Hun var imod.”
