NEW YORK, 26 september: Korruption og manglende professionalisme gennemsyrer det afghanske retssystem – et system, som underminerer retssikkerheden.
En ny rapport fra FNs Udviklingsprogram (UNDP) foreslår praktiske strategier til at forbedre retssikkerheden og bringer opdateret statistik på den menneskelige udvikling i Afghanistan
Afghanistan er på alle måder ét af verdens fattigste lande. Landets anden Nationale Human Development Report, som kom ud i New York onsdag, konstaterer at 6,6 millioner afghanere ikke får det anbefalede daglige minimale kalorieindtag, og med 1.600 dødsfald per 100.000 levende fødsler oplever det centralasiatiske land en af de højeste mødredødelighedsrater i verden.
Rapporten viser dog også, at der sker fremskridt, når det handler om uddannelse og sundhed: Skoleindskrivningsraten er vokset dramatisk i løbet af de seneste 5 år fra anslået 900.000 til 5,4 millioner indskrevne børn, ligesom forekomsten af malaria og tuberkulose er faldet drastisk.
Mange af disse fremskridt er et resultat af Afghanistans demokratisk valgte regering og muliggjort med international donorstøtte fra lande såsom Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Den afghanske “National Human Development Report: Bridging Modernity and tradition: Rule of law and the search for Justice” er forfattet af uafhængige forskere og bringer – foruden statistikken på den menneskelige udvikling – en dyster analyse af det afghanske retssystem.
Dommere ude af stand til at læse loven
Mange dommere har ikke adgang til juridiske tekstbøger, procedurer, standarder og nedskrevne højesteretskendelser, ligesom de heller ikke modtager professionel støtte fra erfarne mentorer eller kolleger.
På trods af moderniseringer og ombygninger af retssale bidrager den fysiske indretning af de fleste retssale ifølge rapporten ikke positivt til retsmødet. En nylig undersøgelse omtalt i rapporten viste, at det blot var lige over halvdelen af 157 tilfældigt udvalgte dommere, som havde en universitetsgrad i jura eller Sharia.
Offentlige holdningsundersøgelser antyder yderligere, at afghanerne opfatter domstolene som nogle af landets mest korrupte institutioner.
– Hvis vi ikke bekæmper korruptionen, kan det underminere hele regeringens legitimitet og undergrave den internationale donorstøtte. Derfor er det så utroligt vigtigt, at vi vedtager og gennemfører strategien mod anti-korruption, som blev drøftet blandt donorerne i Kabul i sidste uge, siger Ian Holland, vicedirektør på UNDPs landekontor i Afghanistan.
Brobygning mellem moderne og traditionelle institutioner
En af hovedanbefalingerne i rapporten er at genopbygge retssystemet på en måde, som bygger bro mellem de moderne og traditionelle retssystemer.
Rapporten er med andre ord varm fortaler for et ”hybridt afghansk retssystem” med traditionelle retsinstanser til at bilægge stridigheder – jirgas og shuras – som supplement til det formelle retssystem.
Denne fremgangsmåde får opbakning fra Afghanistans præsident, Hamid Karzai:
– Efter at have analyseret udfordringerne i forhold til menneskelig udvikling og retssikkerhed, advokerer denne rapport for en dristig og kreativ tilgang til at styrke retsinstanserne i Afghanistan. Mens vi vedholdent arbejder i tråd med universelle menneskeretsprincipper og afghansk lov, er vi af den opfattelse, at statslige og traditionelle retsinstanser kan fungere side om side og medvirke til at øge retssikkerheden, siger han.
Narkotikahandel og jordrettigheder udgør en sikkerhedstrussel
Andre store udfordringer i forhold til retssikkerheden er tæt forbundne med den stadigt stigende narkotikahandel og problemer i forhold til jordrettigheder.
Afghanistan står nu for 90 procent af den globale produktion af opium, og indkomsten fra narkotikahandel overstiger den officielle udviklingsbistand opgjort per indbygger.
Dette betyder, at den afghanske økonomi er langt mere afhængig af produktion, forarbejdning og eksport af narkotika end noget andet land i verden; ifølge rapporten drager udemokratiske kræfter stor økonomisk fordel af opiumsproduktionen med truende sikkerhedskonsekvenser til følge.
Ejendomsrettigheder, herunder rettigheden til at eje jord, er fortsat elementer, som blokerer for retssikkerheden i Afghanistan. Den høje befolkningsvækst sammenholdt med det høje antal af tilbagevendende flygtninge har formindsket tilgængeligheden af dyrkbare landområder.
En omfattende strategi i forhold til en god fordeling og forvaltning af jord baseret på principper om miljømæssig bæredygtighed er ifølge rapporten presserende.
– Sikkerhedssituationen er alvorlig, men det kan ikke løses med soldater alene, siger Ian Holland, som opfordrer til en mangesidet udviklingsorienteret tilgang
– Når det gælder om at opnå kontrol og legitimitet må den afghanske regering og retssystemet styrkes for at levere offentlige ydelser og rettigheder til det afghanske folk. For at gøre dette effektivt må regeringen koordinere en flerårig støtte fra det internationale samfund, som kan finansiere gennemførelsen af landets Nationale Udviklingsstrategi, anfører han.
Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder ved UNDPs nordiske kontor Christine Drud, tlf. 35 46 71 54 eller mobil 29 45 23 20
Læs mere på
www.undp.dk/article.asp?Article_id=2683&Category_Id=REP_NHDR