Selv om der er sket små fremskridt på globalt plan i kampen for at skabe balance mellem kønnene i grundskolerne, er det et faktum, at flere lande ikke vil nå at skabe lige skoleadgang for piger og drenge i år.
FNs Udviklingsprogram (UNDP) og FNs Børnefond, UNICEF Danmark, opfordrer til en øget indsats for at verden kan nå 2015 målene, skriver de 2 organisationer i en pressemeddelelse mandag.
Ved årtusindeskiftet forpligtede verdens ledere sig ved FNs Millennium topmøde til at opfylde en række globale udviklingsmål, 2015 målene. 7 af målene skal indfries inden udgangen af 2015, men et af dem skal allerede nås her i år 2005. Det er mål nummer 3: At udrydde kønsulighed i skolerne.
Men det er der fortsat lang vej til. Over 121 millioner børn i skolealderen går ikke i skole, og værst ser det ud for pigerne. Mens 85 procent af alle drenge på verdensplan gennemfører grundskolen, lykkes det kun for 76 procent af pigerne.
Samtidig er det stadig pigerne, der tages ud af skolerne først, når der kommer dårligere tider for familierne. Hårdest ramt er Afrika syd for Sahara.
Ifølge UNICEFs årlige statusrapport om børnenes situation i verden ”The State of the Worlds Children 2004” er antallet af piger, der ikke kommer i skole i Afrika syd for Sahara, steget for hvert år fra 20 millioner i 1990 til 24 millioner i 2002. Tallene er klare tegn på, at både rige og fattige lande må handle nu for at leve op til de forpligtigelser, de gav for fem år siden.
65 millioner piger går ikke i skole
83 procent af alle de 65 millioner piger, der ikke kommer i skole, bor i Afrika syd for Sahara, Sydasien, Østasien og Stillehavsområdet.
Fattigdom, kønsdiskrimination og børnedødelighed hænger uløseligt sammen. Hovedparten af de lande, der har den laveste tilgang af piger til klasserne i mellemskolen, har den højeste børnedødelighed i verden. I disse lande dør mere end 15 procent af børnene, før de når at fylde 5 år.
Hvor der er politisk vilje til stede, kan det dog på trods af stor fattigdom lade sig gøre at få flere børn i skole. Hvert år stiger eksempelvis antallet af børn, som gennemfører grundskolen, med 3,5 procent i lande såsom Benin, Burkina Faso, Eritrea, Etiopien, Gambia, Guinea, Malawi, Mali, Mozambique og Togo.
UNDP og UNICEF Danmark opfordrer i forbindelse med FNs Internationale Kvindedag den 8. marts 2005 til øget indsats for at skabe lige adgang til skolegang for piger og drenge.
Det er nu, verdens ledere skal vise, at de tager 2015 målene alvorligt. Der er ikke nogen undskyldning. Vi har de økonomiske ressourcer, den nødvendige viden og de politiske rammer for at leve op til målsætningerne for 2015. Indfrielse af 2015 Mål 3 er første vigtige skridt på vejen til at halvere verdens fattigdom.
– Børn har ifølge Børnekonventionen ret til at gå i skole. En ordentlig uddannelse, kan betyde alt for et barn, siger 14-årige Sarah Mogensen fra UNICEF Danmarks Børneekspertpanel.
– Der skal være mulighed for god undervisning til alle, så børn, hvis forældre ikke selv har fået en ordentlig uddannelse og derfor ikke har noget job eller penge, har mulighed for at få et andet liv end deres forældres, siger hun og lægger til:
– Det er også vigtigt at gå i skole, så man for eksempel kan lære at regne. Så man i fremtiden ikke bliver snydt med hensyn til løn. Og at man kan læse, så man ikke skriver under på en kontrakt, man ikke nødvendigvis ville have gået med til, hvis man kunne læse.
Kvinder uden uddannelse er udsatte
Ud af verdens 875 millioner analfabeter er to tredjedele kvinder. Piger, der ikke kommer i skole, er, som Sarah fremhæver, mere udsatte for udnyttelse, og det er også sværere for dem at bryde den sociale arv.
Piger uden uddannelse bliver lettere ofre for sult, vold, seksuelt misbrug og slaveri. De bliver lettere syge, har større risiko for at smittes med hiv, og flere af dem dør siden i barselsseng end kvinder, der har gået i skole.
Tidligere i år gav verdens førende fattigdomsforskere den hidtil mest konkrete og detaljerede plan for, hvordan verden skal nå 2015 målene, og hvad det vil koste, nemlig rapporten: ”Investing in Development: A Practical Plan to Achieve the Millennium Development Goals”.
Nedenfor nogle af rapportens anbefalinger til, hvordan man skal få pigerne i skole:
1) afskaffe krav om skolepenge og skoleuniformer sikrer vi, at børn, især piger, ikke ekskluderes fra skolen på grund af fattigdom i familien.
2) Etablere ren vandforsyning og ordentlige sanitære forhold med separate toiletter for drenge og piger på skolerne.
3) Forsørge børn med et gratis lokalt produceret måltid i skolen og fødevarerationer, som de kan tage med sig hjem.
4) Øge sikkerheden for pigerne, både i selve skolen og på vejen til og fra skole.
5) Uddanne flere mødre – det viser sig nemlig, at uddannede mødre oftere sender sine pigebørn i skole end mødre uden uddannelse.
6) Øge kvaliteten af undervisningen – så forældrenes incitament til at sende pigerne i skole øges.
7) Øge bistanden. Det vil koste mellem 7 og 17 milliarder US dollar om året at få alle børn i skole. Disse beregninger bygger på, at lande vil betale en stor del af udgifterne med egne ressourcer, men Afrika Syd for Sahara vil være særligt afhængig af udefrakommende bistand for at nå Målene.
8) Halvere fattigdommen inden 2015, så forældre får økonomisk mulighed for at undvære pigernes arbejdskraft i hjemmet. De 8 2015 Mål har som overordnet mål at halvere fattigdommen inden 2015 og hænger således sammen.
For mere information kontakt:
UNDPs nordiske kontors programmedarbejder Klaus Greifenstein på telefon: 35 46 70 39. UNICEF Danmarks oplysningschef Susanne Neertoft på telefon: 35 27 38 00.