Senere i september mødes verdens ledere i New York for at diskutere international migration og udvikling på et højniveau-dialogmøde i FN-regi om migration og udvikling.
Migranter er vandrearbejdere, der tage rundt i verden efter arbejde.
Dialogmødet giver medlemsstaterne en unik mulighed for på globalt niveau at drøfte sammenhængen og et styrket samspil mellem migrationspolitik og udviklingspolitik, skriver det nordiske kontor for FNs Befolkningsfond (UNFPA) i en pressemeddelelse mandag.
Onsdag fremlægger UNFPA sin årlige befolkningsrapport med titlen “Håbets vej – Kvinder og international migration”. Rapporten, som udkommer en uge før FN-dialogmødet om migration og udvikling, sætter fokus på, hvad migration betyder for kvinderne selv og for de lande, de rejser fra og kommer til.
Rapporten præsenteres af Ager Ryhl, chef for UNFPAs nordiske kontor. Desuden deltager udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og migrationsekspert Simon Turner (DIIS).
Rapporten præsenteres ved en pressekonference onsdag den 6. september kl. 12-13 i Eigtveds Pakhus lokale A. Her vil Ulla Tørnæs skitsere Danmarks prioriteter for FN-dialogmødet om migrationen og udvikling.
Tilmelding til UNFPA på tlf.: 3546 7037 eller e-mail: [email protected]
Halvdelen af alle migranter (vandrearbejdere) er kvinder
Kvinder udgør halvdelen af alle internationale migranter og tæller i alt 95 millioner. Deres antal overstiger mandlige migranter de fleste steder i verden. Kvindelige migranter arbejder bl.a. som fabriksarbejdere, husholdersker og sygeplejersker i lande, hvor der er stor efterspørgsel på sundhedspersonale.
Migranter sender årligt mere end 230 milliarder US dollar hjem til deres familier, og kvinder bidrager væsentligt til denne pengestrøm. Pengestrømmen fra migranter overstiger betragteligt den samlede bistand til u-landene.
Pengene bidrager til at højne levestandarden, bedre uddannelse og sundhed for børn, sørge for ældre og indgår som investeringer eller til at opbygge infrastruktur.
Unge og migration
Unge mellem 15 og 29 udgør halvdelen af den internationale migrationsstrøm. Unge migrerer i en stadig yngre alder og alene. Unge migrerer for at finde arbejde, få en uddannelse, for at blive genforenet med deres familie eller for at blive gift.
Virkeligheden for unge migranter præsenteres i hæftet ”Moving Young”, som er første gang UNFPA udgiver et supplement til State of the World Population Report, med særligt fokus på unge.
Yderligere oplysninger hos UNFPAs nordiske kontor: Christina Juell-Sundbye, Tlf.: 3546 7037, E-mail: [email protected]
Journalister kan ved personlig henvendelse få adgang til pressematerialet på forhånd.