Går unge volontører, som flere organisationer sender ud til u-landene, bare i vejen – og gør de mere skade end gavn? Det tyder Folkekirkens Nødhjælps erfaringer ikke på
Af Peter Høvring
medarbejder i Folkekirkens Nødhjælp
Flere aviser har i begyndelsen af november på lederplads stillet spørgsmål ved nytten af, at unge danskere tager ophold i udviklingslandene som volontører.
De konkluderer, at “frivillige luksus nødhjælpsarbejdere ikke skal have med mennesker at gøre”.
Det sker som følge af et par artikler i Kristeligt Dagblad. Her var Folkekirkens Nødhjælp nævnt som en af de organisationer, der sender unge ud.
Landskonsulent Gritt Holm Hedehus fra Århus er ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps volontørprogram, der i øjeblikket har sendt 23 unge ud til Honduras, Guatemala, Kirgistan Cambodja, Malawi og Zambia.
Vi har stillet hende 5 skarpe spørgsmål, som opsummerer kritikken
1. Hvem har glæde af, at unge tager på volontør ophold?
På et eller andet niveau vil jeg sige alle parter. Primært er det de unge, der får den største oplevelse, for dem er det en oplevelse for livet.
Men jeg mener faktisk også, at både den lokale partner og værtsfamilier, modtagere af bistanden etc. får en oplevelse ud af opholdet.
Man skal ikke underkende, at lokalt opfatter folk de unge som repræsentanter for Folkekirkens Nødhjælp, og dermed opleves det som en kæmpegestus, at de er der og bliver der i længere tid.
2. Er det en belastning for værtsfolkene, at vi sender de unge ud?
Det er klart, at det i første omgang medfører en arbejdsopgave mere at have volontører i et program. Men vi oplever, at samarbejdspartnerne sætter pris på at få mulighed for at vise, hvad deres arbejde går ud på, og de synes, det er vigtigt, at mennesker i den rige verden får kendskab til deres arbejde og liv.
Værtsfamilierne er stolte af at have de unge boende, synes det er sjovt at høre om Danmark, danske traditioner og værdier.
Vi oplever, at et besøg fra en ung dansker er en begivenhed for hele landsbyen, og de unge faktisk er til stor morskab for de lokale, som undres over deres måder at gøre tingene på.
3. Går de bare i vejen?
Det helt centrale i Folkekirkens Nødhjælps volontørprogram er, at de unge forberedes til at fungere som observatører. Det vil sige, at deres fornemste opgave i forbindelse med opholdet er at suge alt den viden til sig, som de kan og selv træde lidt i baggrunden.
Som observatører er udgangspunktet, at de deltager i de gøremål, som de kan deltage i, men at det er lokale, der udfører det konkrete arbejde i programmerne.
Der, hvor volontørerne gør en forskel, er i formidlingsarbejdet i Danmark.
Formålet med volontørprogrammet er, at unge skal formidle deres oplevelser på godt og ondt fra et u-land.
At danskerne gennem volontørernes øjenvidneberetninger kan få et mere nuanceret billede af mennesker, der lever i fattige lande, og at vi kan få andre billeder af, hvad fattigdom er.
En styrke ved volontørerne er, at de er til stede i en længere periode lokalt og dermed bliver i stand til at fortælle mere oprigtigt om livet i for eksempel en afrikansk landsby, end det er muligt for en professionel journalist eller nødhjælpsmedarbejder, der kun besøger en landsby en enkelt dag.
4. Hvordan sikrer Folkekirkens Nødhjælp, at de unge ikke gør mere skade end gavn?
Før volontørerne bliver sendt ud i verden, bliver de grundigt forberedt på et højskolekursus.
Her lærer de om kulturforståelse og udfordringer i udviklingsarbejdet. De lærer om Folkekirkens Nødhjælps arbejde og principper, og de får viden om, hvilke normer man følger når man skal indgå i arbejdet i en lokal organisation.
For os udgør den grundige forberedelse af volontørerne en meget vigtig og afgørende grund til, at vi finder det i orden at sende volontører ud i verden.
Vi skylder vore samarbejdspartnere og modtagere af bistanden, at vi har føling med, hvilke unge vi sender ud, og at de som minimum er forberedt ordentligt.
Desuden gennemfører vi samtaler med alle ansøgere inden de nye volontører udvælges.
5. Hvordan lærer de unge at håndtere de menneskelige relationer, så f.eks. forældreløse børn ikke oplever endnu et tab, når volontørerne rejser igen.
Selvfølgelig vil de knytte nogle bånd og venskaber til venner og værtsfamilie, alt andet ville være unaturligt. Men det opfatter jeg nu som en berigelse for alle parter.
I forhold til de forældreløse børn i projektet eller andre meget syge mennesker er det helt afgørende, at volontørerne ikke udfylder en professionel rolle.
Som observatører følger de en lokalansat “socialworker” eller sygeplejerske, men udgør ikke alene relationen til den syge eller forældreløse børn. Det vil sige, at de står ikke alene i nogen situationer, når de er på arbejde.
Kilde: www.noedhjaelp.dk
