I januar søgte Udenrigsministeriet og DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd seks danske kandidater til et internationalt frivilligt ungepanel, der skal inspirere og give input til Danmarks udviklingssamarbejde med unge i løbet af det næste år.
Nu er panelet så faldet på plads, og de i alt 14 unge frivillige fra Danmark og otte afrikanske lande klar, kunne ministeriet meddele tirsdag den 12. oktober.
Unge er en tværgående strategisk prioritet for det danske udviklingssamarbejde, og ungepanelet skal være med til at sikre, at den del af det danske udviklingssamarbejde, der vedrører unge, tager afsæt i netop unges perspektiver og behov.
1,8 milliarder af verdens befolkning kategoriseres i dag som unge – det er den største ungdomsgeneration nogensinde, og den unge andel af befolkningen vokser særligt hurtigt i udviklingslandene.
”Verdens fremtid er i de unges hænder (…) Det er de unge, der skal leve med de langsigtede konsekvenser af nutidens kriser såsom klimaforandringerne og Covid-19 pandemien. Som udviklingsminister er det utroligt vigtigt for mig at høre unges holdninger til og meninger om fremtidens udviklingssamarbejde. Jeg er derfor meget glad for, at vi nu har nedsat et stærkt ungepanel, der skal være med til at give input til Danmarks udviklingssamarbejde,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).
Ungdomsorganisationer og prioritetslande
Mere præcist består panelet af seks unge danskere, der kommer fra forskellige danske ungdomsorganisationer, og otte unge afrikanere, der kommer fra otte danske prioritetslande i Afrika, nemlig Burkina Faso, Etiopien, Kenya, Mali, Niger, Somalia, Tanzania og Uganda.
Panelets medlemmer kommer med “vidt forskellige erfaringer og baggrunde”, der skal være med til at sikre bredde i deres input til det danske udviklingssamarbejde, står der i pressemeddelelsen. Det angives også, at udviklingsministeren vil mødes med panelet hvert kvartal, men hvordan og hvor møderne skal foregå, eller hvordan paneldeltagernes inputs helt konkret skal overføres til egentlig politik, fremgår ikke.
Arbejdet med at nedsætte ungepanelet er sket i tæt samarbejde med DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, der er glade for ministerens beslutning om at lave et ungepanel.
”Det er helt afgørende, at unge involveres i den udvikling, der vedrører deres fremtid, og det er stærkt at se, at Danmark fortsat går forrest i kampen for ungeinddragelse,” siger DUF’s formand, Chris Preuss.
DUF har stået for at finde de danske kandidater, som du kan en oversigt over på DUF’s hjemmeside.
Hverken UM eller DUF oplyser navnene på de otte afrikanske panelister, eller hvad deres baggrunde er.