Op imod 15 millioner børn er fanget i brutale konflikter kloden rundt. Grusomhed, frygt og håbløshed er nøgleordene i den status, som FNs Børnefond (UNICEF) netop har gjort over 2014, skriver DR online mandag.
Millioner af børn er fanget i voldelige konflikter alene i Den Centralafrikanske Republik, Irak, Sydsudan, de palæstinensiske selvstyreområder, Syrien og Ukraine.
“Det har været et katastrofalt år for millioner af børn. Aldrig i nyere tid har så mange børn været udsat for sådanne ubeskrivelige brutaliteter”, siger organisationens øverste leder, Anthony Lake.
“Børn er slået ihjel, mens de blev undervist i deres klasselokale, og mens de sov i deres seng. De er blevet gjort forældreløse, kidnappet, tortureret, rekrutteret, voldtaget og endda solgt som slaver”.
I alt lever 230 millioner børn ifølge rapporten fra UNICEF i lande, som på den ene eller anden måde er involveret i væbnede konflikter, og hverken skoler eller hospitaler går fri af grusomhederne.
Glemte kriser – glemte børn
Mange af konflikterne bliver omtalt – endda massivt – i medier verden over. Men kun for en stund, inden de erstattes af andre kampe og konflikter og dermed ryger ud af spalterne og nyhedsudsendelserne – og ud af folks bevidsthed.
Krisen i Ukraine, bortførelserne af skolepiger i Nigeria og bombardementerne i Gaza er eksempler på netop det fænomen, mens konflikter i Pakistan, Afghanistan, Yemen, Somalia og Sudan er beskrevet i ganske få vendinger, anfører DR online.
Alt sammen sket i et år, hvor FN fejrede, at 190 lande for 25 år siden blev enige om en Børnekonvention.
Hvor stor en rolle konventionen har spillet de sidste kvarte århundrede, er eksperter ikke enige om, men fakta er, at der generelt er en lavere børnedødelighed verden over, og at flere børn kommer i skole.
Sammenfaldet mellem 25.-året for konventionen og et af de mest brutale år for børn kalder Anthony Lake for “trist ironi”. Han mener, at vold mod børn og de efterfølgende traumer ødelægger hele samfund.
Se meget mere på http://www.unicef.org/media/media_78058.html
Og UNICEFs faktaark om verdens børn i 2014 på http://www.unicef.org/media/files/UNICEF_Children_and_Emergencies_2014_fact_sheet.pdf