Fredag den 18. marts kan UNICEF Danmarks formand, cand.pæd.psyk. Ole Kyed, fejre sin 60 års fødselsdag.
Da Ole Kyed i 1998 blev formand for UNICEF Danmark satte han sig det mål, at ”hvert eneste skolebarn i Danmark skal vide, hvad UNICEF er”. Ole Kyed har i de forløbne år gjort, hvad han kunne for at bakke op om oplysningsarbejdet over for børn og unge i Danmark, ligesom han har været en stor fortaler for, at UNICEF Danmark i højere grad også beskæftiger sig med danske børns rettigheder.
Han lægger vægt på børns aktive medinddragelse i spørgsmål, der vedrører dem, skriver organisationen i en presseomtale mandag.
Ole Kyed har været medlem af UNICEF Danmarks bestyrelse siden 1995. I 2004 blev han også valgt ind i UNICEF Danmarks nyoprettede Børneekspertpanel, der er et rådgivende panel med både børn og voksne.
Ole Kyed er uddannet lærer, og cand.pæd.psyk. fra Danmarks Pædagogiske Universitet 1977. Han er aut. psykolog og specialist i børnepsykologi, socialpsykologi, pædagogisk psykologi og psykoterapi.
Han har siden sin ungdom interesseret sig for internationalt arbejde og har foruden et års ophold som lærer for dansk-malaysiske børn på Sri Lanka, udsendt af Danida, i en årrække fungeret som konsulent for Danida og været udsendt i såvel Kenya som Nepal i forbindelse med kvalificering og styrkelse af specialundervisningen i de 2 lande. Tiden i Sri Lanka kom til at betyde meget for hans humanitære engagement.
Ole Kyed har netop i sit job haft 25 års jubilæum som souschef ved PPR i Lyngby-Taarbæk. Han fungerede sideløbende gennem flere år som psykolog ved Europaskolen i Bruxelles. Han er desuden en travl foredragsholder og har bidraget med faglige artikler og publikationer inden for pædagogiske-psykologiske emner.
Han har været medforfatter og redaktør på bøgerne: ”På det jævne – i det himmelblå” i 1996 og ”Undervisning af elever med særlige forudsætninger” 2002, ligesom han i 2004 gennem Evalueringsinstituttet har været formand for en evalueringsgruppe vedr. undervisningsdifferentiering i Folkeskolen, samt udgivelse af en evalueringsrapport om undervisningsdifferentiering.
I sit 25-årige virke i Lyngby-Taarbæk har Ole Kyed været aktiv i en række udviklingsprojekter, herunder specialundervisningsprojektet SUP, indskolingsprojektet Cecilie, etablering af SSP-samarbejdet i kommunen, samt kommunens Sundhedsråd.
Seneste forsknings/udviklings-projekt er: Elever med særlige forudsætninger. Ole Kyed har længe været stærkt engageret i netop denne børnegruppes trivsel og vilkår i den danske folkeskole og været initiativtager til at få belyst og sat fokus på denne børnegruppe.
Ole Kyed har siddet i en række bestyrelser: Experiment in International Living, Komitéen for Sundhedsuddannelser, FN-Forbundet, Pædagogiske Psykologers Landsforening og senest UNICEF Danmark.
Han har i en årrække været medlem af International Transactional Association, været dansk delegeret i World Council for Gifted and Talented Children samt i European Council for High Ability.
De sparsomme fritimer nydes ofte i Dyrehaven med en løbetur eller ved en ballet, ligesom Ole Kyed i ferierne holder meget af at rejse udenlands og opleve nye steder.
UNICEF Danmark, UNICEF Plads 1, 2100 Kbn Ø holder RECEPTION PÅ DAGEN, fredag 18. marts kl. 14-16, og der vil være åbent hus i hjemmet tirsdag 22. marts, kl. 16.