UNICEF-Julekort gennem 50 år

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

I anledning af sit 50 års jubilæum lancerer UNICEF Danmark i år en særlig jubilæumspakke med både danske og internationale julekort, skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.

I 1949 sendte en 7-årig pige fra Tjekkoslovakiet en tegning til UNICEF som tak for den hjælp, børnene i hendes landsby havde modtaget efter 2. verdenskrig. Motivet blev trykt på et kort, og det første UNICEF-kort så dagens lys.

Ideen om julekort til børnehjælp voksede, og den 17. november 1954 blev den danske UNICEF-komité født. Lige siden er der hvert år udkommet nye UNICEF-kort, og mange danske kunstnere har gennem tiden skænket deres motiver til UNICEF.

50 års jubilæumspakken indeholder 15 af de mest solgte UNICEF kort gennem årene og vil sikkert vække kære minder hos mange stamkunder. Men der er selvfølgelig også masser af helt nye og spændende produkter i den nye kollektion af kort og gaver fra UNICEF.

Bl.a. en helt unik håndlavet notesbog med detaljer i guldfolie, som er pakket i guldorganza og samlet med et bånd. Notesbøgerne er lavet i hånden af bjergstammer i Nordthailand som del af et udviklingsprojekt, der giver folk fra 26 landsbyer mulighed for at brødføde sig selv og give deres børn en god uddannelse.

Der er også gaveideer til børnene, f.eks. en robust kop af keramik med sjove billeder af køretøjer fra hele verden. Eller skønne puslespil – for de mindste 2 puslespil i træ med farverige dyrebilleder, for de lidt ældre et rundt puslespil med 500 brikker med sjove motiver af legende børn og dyr.

Flere danske kunstnere har bidraget til kollektionen, bl.a. kunstneren Jette Frölich med et meget smukt motiv af en julekane, omkranset af gyldne mønstre. Den danske kunstner Lise Pflug har skabt et flot og moderne julemotiv med sølvstjerner på en knaldrød baggrund.

Alle de produkter, som UNICEF sælger til gavn for børn i verdens fattigste lande, kan ses og bestilles på www.unicef.dk eller hos frivillige forhandlere over hele landet. Ring til UNICEF Danmark på telefon 35 27 38 00 og få oplyst nærmeste forhandler eller få tilsendt en brochure og bestillingsliste.

Produkterne kan også købes i UNICEFs butik på Rådhusstræde 8 i København. Hver gang du køber et kort eller en gave fra UNICEF, hjælper du et barn.

For yderligere oplysninger kontakt Tina Bardenfleth på telefon 35 27 38 00 eller på e-mail [email protected]

UNICEF om UNICEF

UNICEF er FNs Børnefond og verdens største hjælpeorganisation for børn. Vi arbejder i 158 lande med at give udsatte børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod misbrug og udnyttelse. UNICEF modtager ingen midler fra FN, men arbejder udelukkende for frivillige bidrag.