FNs Børnekonvention fylder 15 år lørdag den 20. november, og i den anledning lancerer UNICEF Danmark et multimedie website www.battlequiz.dk om børns rettigheder. Her kan man teste sin viden og udfordre sine venner til en interaktiv battle, hvor komikeren Mick Øgendahl er quizmaster, skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.
Battlequiz.dk indeholder også et virtuelt leksikon hvor man kan læse historier, finde links og se video om Børnekonventionens artikler. Det er oplagt for skoleklasser at bruge sitet i deres arbejde med børns rettigheder.
– Ordet ”Børnekonvention” kan godt lyde tungt og voksent, men det er vigtigt, at børn over hele verden kender til den, fordi den handler om børn og er interessant for børn. Med battlequizen prøver vi derfor at tale til børn og unge i et sprog, de kender, så de finder ud af, at Børnekonventionen også er vigtig for dem, siger chefen for børne- og ungearbejdet i UNICEF Danmark, Anne Mette Friis.
Børnekonventionen er et vigtigt og afgørende skridt i arbejdet for at sikre verdens børn en sund og tryg opvækst, skolegang, ligeret og deltagelse i samfundet. Da verdens lande i 1989 blev enige om FN’s Konvention om Barnets Rettigheder fik alle børn i verden et juridisk gældende papir på deres rettigheder.
Kun 2 nationer, USA og Somalia, har ikke ratificeret Børnekonventionen. Men i de øvrige lande har regeringer forpligtet sig til at leve op til konventionens bestemmelser og stå til regnskab for implementering i deres lands love.
Battlequiz.dk lanceres ved en event på Rådhuspladsen lørdag, hvor forskellige organisationer sammen markerer Børnekonventionens fødselsdag. Websitet er lavet for UNICEF Danmark af Projektoratet, se www.projektoratet.dk.
Yderligere information hos UNICEF Danmarks chef for børne- og ungearbejdet Anne Mette Friis på tlf. 35 27 38 29 / 27 21 30 48 eller informationsmedarbejder Helle Bruun på tlf. 35 27 38 43 / 40 27 91 22.
UNICEF om UNICEF
UNICEF er FNs Børnefond og verdens mest indflydelsesrige hjælpeorganisation for børn. Vi arbejder i 158 lande med at give udsatte børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod misbrug og udnyttelse. UNICEF modtager ingen midler fra FN, men arbejder udelukkende for frivillige bidrag