Den danske gulvproducent Junckers A/S anklages af miljøorganisationen “Environmental Investigation Agency” (EIA) for at sælge ulovligt regnskovstræ fra den fattige Papua-provins på den vestlige del af øen Ny Guinea i Indonesien, skriver TV 2 Online onsdag.
– Junckers hævder, at de ved, hvor deres træ kommer fra, men deres leverandør siger det modsatte, siger Sam Lawson fra EIA.
Ifølge rapporten “Behind the Veneer – How Indonesias last rainforest are being felled for flooring” er det vildledning, når Junckers fortæller sine kunder, at deres gulve af den smukke rød-gyldne tropiske træsort merbau stammer fra skovbrug med orden i sagerne, skriver Politiken torsdag.
EIA dokumenterer detaljeret, at træet fældes ulovligt i Papua-provinsen og i nabolandet Papua Ny Guinea på øens østlige del og derfra sendes ud på markedet af magtfulde mafiaorganisationer.
Ifølge akvisten Faith Doherty, der er kampagneleder i EIA, er op mod 90 procent af det merbau-træ, som Junckers importerer fra det malaysiske firma, “Kim Teck Lee Timber Flooring (KTL) skovet illegalt. Rapporten gennemgår tillige via undercover-agenter, der infiltrerede handelen, hvordan Junckers bevidst flere gange har tvunget KTL til at levere ikke-mærket merbau-træ.
Junckers danske direktør, Lars Hermansen, tror ikke på anklagerne, men han vil nu undersøge sagen. – De alvorlige anklager mod os og vores leverandør vil vi selvfølgelig undersøge til bunds, siger han ifølge TV 2 0nline.
Miljøfaglig chef i Verdensnaturfonden i Danmark, Jacob Andersen, siger til Politiken, at “det er sjældent man ser så hard core beviser, og jeg er rystet over, at det står så slemt til med Junckers”.
For nylig kom det frem, at den sidste store regnskov i Stillehavsområdet, der står på Papua, fældes i rasende hast og dermed ødelægges unik biologisk mangfoldighed og levevilkårene for talrige stammefolk. EIA mener, at der sidste år blev smuglet 300.000 kubikmeter merbau-træ ud af Papua til en værdi af 3,9 milliarder kr. i detailhandelen.
I sidste måned gjorde den danske miljøgruppe, Nepenthes, gældende, at importen her til landet af truet regnskovstræ fortsætter – formentlig fordi virksomheder og indkøbere enten er ligeglade eller uvidende.
I et brev til medlemmerne af Folketingets miljøudvalg gennemgår Nepenthes 2 tilfælde, hvor de store virksomheder, Dalhoff Larsen & Horneman A/S og DDT Export, har købt ulovligt tømmer fra områder med truet regnskov.
Derfor er det på høje tid, at Folketinget vedtager et forbud mod import og salg af illegalt træ, mener Nepenthes. Folketinget førstebehandlede sidst i februar et forslag fra SF med netop den overskrift.
Læs mere på www.eia-international.org