USA: Importkvoter på kinesiske tekstilvarer

Redaktionen

I et træk, der kan få vidtrækkende handelspolitiske konsekvenser, indfører Bush-regeringen nu kvoter på den voldsomt stigende kinesiske tekstilimport til USA, skriver Berlingske Tidende torsdag.

Beslutningen hælder benzin på det handelspolitiske bål, der allerede brænder som følge af USAs ny ståltold og andre sager, der gennem den senere tid har sået tvivl om Bush-regeringens reelle frihandelsvilje.

På sit nuværende stade er tekstilkvoterne nærmest symbolske. De vedrører kun badekåber, vævede stoffer og BH-er, hvis import til USA udgør beskedne 649 mio. dollars. Konkret beskylder amerikanerne kineserne for at holde værdien af deres statskontrollede valuta kunstigt lav. Det gør kinesisk eksport billig og er dermed unfair konkurrence, siger amerikanerne.

Kineserne har afvist ethvert krav om at hæve kursen, men indledte dog tidligere på måneden en milliard-shoppingtur i USA, der bl.a. inkluderede et større antal passagerfly, for at gyde olie på vandene.

Rent juridisk har amerikanerne indført kvoterne med henvisning til aftalen om Kinas nylige medlemskab af Verdenshandelsorganisationen, WTO. Ifølge denne aftale kan amerikanerne under visse omstændigheder indføre begrænsende bestemmelser, hvis kinesisk import stiger over en vis hastighed, skriver Berlingskes Esben Kjær.

Kineserne vil givet indklage den amerikanske kvotebeslutning for WTO-domstolen, men her tager afgørelserne år, så det har lange udsigter.