USA vil have medlemmerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO) til at genoptage den såkaldte Doha-udviklingsrunde, der blev iværksat ved WTO-ministermødet i Qatar i efteråret 2001. Det siger USAs handelsminister, Robert Zoellick, i et interview med den britiske avis Financial Times, skriver Politiken mandag.
Ifølge avisen sendte Zoellick mandag et brev til handelsministrene fra de 148 WTO-lande, hvor han opfordrer til nye forhandlinger i midten af 2004, der forhåbentlig kan resultere i et ministermøde i Hong Kong i slutningen af året.
Zoellick understreger, at en ny global frihandelsaftale kun kan blive en realitet, hvis de udviklede landes enorme landbrugsstøtteordninger skrottes inden en given dato.
Landbrugsstøtten beskyldes for at skævvride den globale handel med landbrugsvarer, så de fattige landes bønder ingen mulighed har for at konkurrere med kollegerne i de rige lande, anfører Politiken.