USA skærer dybt i vigtig international miljøfond

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Troels Dam Christensen,
WWF Verdensnaturfonden

USA vil halvere sit bidrag til den globale miljøfond GEF (Global Environment Facility), og risikoen er, at andre lande så går samme vej.

Det vil få katastrofale følger for det internationale miljøarbejde, da GEF-fonden er den vigtigste finansielle mekanisme til gennemførelsen af de miljøkonventioner, der er indgået siden FN-konferencen om miljø og udvikling i 1992.

Siden sin oprettelse har GEFen støttet tusindvis af miljøprojekter om klimaændringer, biodiversitet, ørkenspredning og giftstoffer i verdens u-lande. 32 donorlande, herunder Danmark, støtter fonden med bidrag.

For den nuværende 5 års periode (2002-06) er det samlede budget 3 milliarder dollar, og planen var at hæve dette beløb til 3,3 milliarder dollar i perioden 2007-13. Penge, der i høj grad er brug for. Men nu sætter USA donationen i bakgear og vil halvere sit bidrag.

Da de enkelte lande normalt bidrager med en fast andel af GEFs budget, er der risiko for, at USAs linje vil føre til reducerede bidrag fra mange andre donorer, og den fremtidige støtte under GEFen blive langt mindre.

Det vil være ødelæggende for arbejdet med at gennemføre en lang række internationale miljøaftaler. Og endnu engang vil u-landene blive specielt hårdt
ramt. GEFens hovedformål er netop at støtte u-landenes indsats for at imødegå de globale miljø- og udviklingsudfordringer.

Det er vigtigt, at Danmark går aktivt ud og forsvarer GEFen som en stærk finansieringskilde. Sammen med andre ligesindede lande må vi yde en ekstraordinær indsats for at få USA til at droppe planen om at reducere sit bidrag.

Hvis det ikke lykkes, bør Danmark stå fast på at forøge sit bidrag til fonden, som
allerede planlagt. Samtidig bør Danmark arbejde for at andre lande ikke følger USAs eksempel, men tværtimod også øger deres bidrag.

Verdenssamfundets mulighed for at imødegå de globale miljøudfordringer afhænger af opbakningen til den globale miljøfond.

Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev – Nyt om miljø og udvikling, nr. 40.