Det ene af Kongressens 2 kamre i Washington D.C., Repræsentanternes Hus, har vedtaget en lov, der forbyder CIA og andre amerikanske efterretningstjenester at bruge tortur under afhøringer, herunder “waterboarding” – en metode, der får offeret til at tro, at han eller hun er ved at drukne, skriver DR online fredag.
Loven forbyder afhøringsmetoder, der overskrider reglerne, som er fastsat for den amerikanske hær, og pålægger tjenestene at overholde Geneve-konventionerne.
Præsident Bush bemyndigede i sommer CIA til at anvende metoder, som man valgte at betegne som “udvidede afhøringsteknikker”. Dette bremses af forbuddet, som er indeholdt i bevillingsloven til de amerikanske efterretningstjenester.
Selv om også senatet vedtager loven, kan Bush stadig nedlægge veto imod den.