Uviljen mod Kina breder sig i Kenya

girder_launching
Kinesisk-bygget infrastruktur - som den nye jernbane mellem Mombasa og Nairobi - er med til at styrke Kina image i Kenya.
Foto: Christian Odhiambo Akuku (CC BY-SA 4.0)
Laurits Holdt

En fjerdedel af kenyanerne mener, at Kina er den største ikke-afrikanske trussel mod Kenyas politiske og økonomiske udvikling. 

Kenyanerne frygter bl.a. at billige varer fra Kina vil udkonkurrere kenyansk-producerede varer, at den kinesiske indflydelse vil skabe mere korruption og føre til tab af arbejdspladser. Det skriver den kenyanske avis Daily Nation på baggrund af en undersøgelse fra meningsmålingsfirmaet Ipsos Synovate.

Nummer to på listen er USA, som 12 procent af befolkningen mener er den største ikke-afrikanske trussel. Der er et stort spring ned til nummer tre, Tyskland, som én procent mener er den største trussel mod landets økonomiske og politiske udvikling.

Den største bekymring er, at Kinas indlydelse vil føre til tab af arbejdspladser. Det mener 38 procent af kenyanerne ifølge undersøgelsen. En fjerdedel mener, at de billige varer der strømmer ind fra Kina er en trussel. 

De to bekymringer hænger sammen, da importen fra kina i visse tilfælde har ført til virksomhedslukninger i Kenya, fordi det ikke længere var rentabelt at producere varerne i landet.

På visse punkter er mistænksomheden overfor USA dog større end overfor Kina. På spørgsmålene om hvorvidt Kina og USA underminerer landets kultur, underminerer landets valg og opmuntrer til terrorisme er den offentlige holdning i Kinas favør.

Tre procent mener, at Kina underminerer kulturen mens 14 procent mener at USA gør det.

Nul procent mener, at Kina underminerer landets demokratiske valg mens 12 procent mener at USA gør det.

To procent mener, at Kina opfordrer til terrorisme mens ni procent mener, at USA gør det.

Mange ser også positivt på de to supermagters involvering i Kenya. For Kinas vedkommende skyldes det i altovervejende grad det kinesiske engagement i at anlægge ny infrastruktur, som for eksempel den nye jernbane mellem Nairobi og Mombasa.

I synet på USA er det især amerikansk bistand og lån, der lægger til det positive syn på landet.