Danida har indgået aftale med Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, om en global redegørelse for erfaringer med vandressourcer og konflikter.
Som led i udarbejdelsen af redegørelsen om vand og konflikter afvikledes 3. december en konference hos DIIS under emnet ”From water wars to water riots? The role of the poor and implications for water management institutions in future water related conflicts”.
Blandt deltagerne var forskere fra DIIS, danske universiteter, danske rådgivende firmaer, Sydney University, netværket Danish Water Forum og en række NGOer.
Der var bred enighed om, at væbnede konflikter mellem lande, som deler en flod, sø eller grundvand, er sjældne. Dermed ikke sagt, at der ikke er tilspidsede situationer mellem lande i vandfattige regioner.
Mellemøsten er et nærliggende eksempel, hvor Israels interesse for Golan højderne har meget med vand at gøre. Regionalt samarbejde om vand kan være med til at opbløde konflikter med et bredere politisk indhold.
Et andet tema var dilemmaet mellem vand som et socialt og økonomisk gode. Hvordan fastholdes fattigdomsorientering og inddragelse af udsatte grupper i situationer, hvor knappe vandressourcer må forvaltes som et økonomisk gode for at sikre optimal udnyttelse og fremtidig bæredygtighed ?
Samarbejdet med DIIS er et led i den mere proaktive rolle inden for udviklingsforskning, som Danida har påtaget sig. Hermed følges op på den såkaldte Hernes-evaluering af dansk udviklingsforskning, der anbefalede et større Danida-engagement på området.
Den endelige redegørelse fra Dansk Institut for Internationale Studier foreligger i marts 2004.
For yderligere oplysninger kontaktes seniorrådgiver Kurt Mørck Jensen i Danida på tlf. 33 92 02 34.