Venstre har fremlagt et omfattende udenrigspolitisk udspil, som allerede har skabt debat på u-landsfronten.
Da det jo ikke er hver dag, et stort parti – herunder et statsministerparti – fremlægger detaljerede oplæg til ændringer af dansk bistandspolitik, bringes de relevante afsnit fra udspillet her som dokument.
En revideret bistandsstrategi
I 2006 vil Danmark yde 12,77 mia. kr. i udviklingsbistand, hvilket ventes at udgøre ca. 0,8 pct. af BNI.
Dermed ligger Danmark stabilt over FNs målsætning om, at alle medlemslande skal yde 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Den danske udviklingsbistand svarer til, at hver enkelt dansker giver mere end 2.300 kroner i u-landsbistand om året. Danmark er dermed blandt de lande i verden, der yder mest i udviklingsbistand pr. indbygger.
Regeringen har slået fast, at Danmark ikke på noget tidspunkt kommer under de 0,8 pct. af BNI. Det betyder, at Danmark er – og skal vedblive at være – i front, når det drejer sig om at være med til at skabe konkrete resultater i de fattigste lande i verden.
Danmark har den fornødne finansielle vægt på grund af den høje bistandsprocent og har derudover den store fordel, at der ikke er andre motiver end at bistå de fattigste lande. Dette giver styrke og tillid blandt vore samarbejdspartnere – modtagerlande såvel som andre donorer.
Samlet set vurderes den danske indsats overfor verdens udviklingslande da også til at være i den absolutte verdenselite. Den uafhængige tænketank, Center for Global Development kårer således Danmark som nr. 1 i verden, når det kommer til kvaliteten af indsatsen.
Den nuværende bistandspolitik blev grundlagt i oktober 2000, da et bredt flertal i Folketinget – herunder Venstre – vedtog en revideret strategi for Danmarks bistandspolitik, ”Partnerskab 2000”. Venstre anerkender de gode principper i strategien, men udviklingen, der er sket siden dens vedtagelse, giver anledning til, at der foretages en evaluering og revision af denne strategi.
Regeringsgrundlaget fra februar 2005 understreger, at fattigdomsbekæmpelse er nøgleordet for og det overordnede mål med dansk udviklingsbistand. I Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde præciserede statsminister Anders Fogh Rasmussen i januar 2006 3 punkter, som kræver en særlig målrettet indsats,
hvis udviklingen skal vendes:
1. Økonomisk vækst og bedre markedsadgang.
U-landene vil hver især skulle udvikle nationale strategier, der satser på at bekæmpe fattigdom gennem bæredygtig økonomisk vækst samtidig med, at de frigør det store potentiale, der er i deres befolkninger. Udfordringen vil være at skabe et vækstorienteret økonomisk klima, der kan tiltrække udenlandske investeringer og ny teknologi samt udnytte de forbedrede handelsmuligheder, som gerne skulle opstå efter resultatet af WTO topmødet i Hong Kong i december 2005.
2. God regeringsførelse.
Nøglen til udvikling ligger i en god regeringsførelse, som skal være med til at sikre en effektiv indsats mod korruption, der udgør en af de største trusler mod fattigdomsbekæmpelse
3. Uddannelse, sundhed og et bæredygtigt miljø.
Investeringerne i mennesker, i uddannelse og sundhed (herunder ikke mindst i kampen mod hiv/aids) og befolkningens aktive politiske deltagelse skal øges. Det skal udgøre rammen for den danske udviklingsbistand.
a. Programsamarbejdslande – og mere koncentration af bistanden
Danmark har i dag 16 programsamarbejdslande, der geografisk ligger i Asien, Afrika og Mellemamerika. De udgør et begrænset antal udviklingslande, som Danmark har valgt at koncentrere den bilaterale bistand om, fordi der er større mulighed for et tæt og tillidsfuldt samarbejde med disse lande end med andre udviklingslande.
En koncentration af den bilaterale bistand åbner for en mere sammenhængende dansk indsats baseret på et dybtgående kendskab til landenes forhold og udviklingsmæssige problemer og udfordringer.
Venstre mener, at koncentrationen af den bilaterale bistand på programsamarbejdslandene bør styrkes yderligere, så spredt fægtning i dansk bistand undgås. I princippet bør det kun være i ganske særlige tilfælde, at Danmark yder bilateral bistand til andre lande end programsamarbejdslandene.
Valget af nye programsamarbejdslande er en svær og grundig proces, hvor alle relevante interesser bør høres. I den forbindelse er det problematisk, at de kriterier for landevalg som folketingets udenrigsudvalg i dag arbejder ud fra, er formuleret for næsten 20 år siden, tilbage i 1989. Kriterierne bør derfor revideres.
At være dansk programsamarbejdsland kræver politisk mod og vilje til at gennemføre en bæredygtig fattigdomsorienteret udviklingsproces, baseret på god regeringsførelse, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Det indebærer et ligeværdigt og nært samarbejde med gensidig tillid og partnerskab.
Hvis disse kriterier grundlæggende og gennem lang tid ikke bliver opfyldt, får det konsekvenser for samarbejdet.
En beslutning om at indstille programsamarbejdet med et lands regering er ikke let, fordi Danmark forsat gerne vil hjælpe en fattig befolkning til vækst og udvikling. Der er dog fortsat andre muligheder for at yde bistand f.eks. gennem multilaterale organisationer og NGOer.
Beslutningen om at indstille programsamarbejdet sker også af respekt for de lande, der løbende bestræber sig på at leve op til partnerskabstanken. Hvis Danmark ikke var konsekvent i sine krav, ville der ikke være samme grad af incitament for de reformvillige samarbejdslande til at anstrenge sig for at leve op til de aftalte kriterier.
Som beskrevet i Partnerskab 2000 får eventuelle midlertidige og/eller ikke-grundlæggende svigt fra et programsamarbejdslands side ikke som konsekvens, at partnerskabet bringes til ophør.
Sådanne situationer klares ved de løbende drøftelser og under årsforhandlingerne med det pågældende land, da det ikke er hensigtsmæssigt med en stop-go politik i forhold til de fattigste lande. Kontinuitet og tålmodighed er en væsentlig del af muligheden for at opnå bæredygtige resultater.
Venstre vil gøre en ekstraordinær indsats for, at Afrika ikke bliver hægtet af den globale udvikling. Venstre foreslår derfor, at som udgangspunkt bør alle Danmarks programsamarbejdslande i fremtiden findes i Afrika, da det uden tvivl er her, det største behov for effektiv og koncentreret bistand findes.
Det er i Afrika, at fattigdommen er mest udbredt, og med fattigdomsorienteringen som det grundlæggende udgangspunkt i den danske udviklingsbistand, er det kun naturligt, at den største andel af dansk bilateral bistand fremover skal gå til Afrika. Det er således i Afrika, den danske udviklingsbistand kan gøre den største forskel.
Som konsekvens af den højere prioritering af Afrika skal exit-strategier gradvist overvejes og formuleres for programsamarbejdslande udenfor Afrika, såsom eksempelvis Nicaragua, Vietnam og Bolivia.
Udfasningen af nuværende programsamarbejdslande skal ske nænsomt over tid og under hensyntagen til vedtagne landestrategier og gerne ved hjælp af donorkonoordinering, således at andre donorlande overtager Danmarks programsamarbejde med det pågældende programsamarbejdsland. Udfasningen skal også ske i forståelse med programsamarbejdslandet.
Spredt fægtning i dansk bistand?
Dansk bilateral bistand skal – og bør – i dag i princippet primært uddeles til nøje udvalgte programsamarbejdslande. Reelt støttes dog også en meget lang række af andre lande. I Asien har Danmark således pt. 4 programsamarbejdslande (der i 2004 fik i alt ca. 1 mia. kr.), men Danmark støttede i alt i 2004 hele 30 lande i Asien med store og små beløb (de øvrige 26 lande modtog i alt knap 800 mio. kr.)
Det samme mønster viser sig i Latinamerika og Afrika. Samlet set støttede Danmark således i 2004 over 60 andre lande med store eller små beløb, udover Danmarks daværende 15 faste programsamarbejdslande.
Kilde: UM
b. 2015 Målene og Afrika
Siden Årtusindetopmødet i september 2000 har FNs medlemslande arbejdet frem mod fælles mål på udviklingsområdet kaldet 2015 Målene. Det er 8 konkrete mål, som udgør en overordnet ramme for international fattigdomsbekæmpelse frem mod 2015. Danmark bidrager aktivt til at nå målene gennem det danske udviklingssamarbejde.
(Resten af dette afsnit er udeladt)
c. Donorkoordination – vejen til en mere effektiv bistand
For at opnå en mere effektiv bistand er det centralt at sikre koordination og arbejdsdeling mellem bistandsdonorerne.
Danmark kan i princippet have op til 20 programsamarbejdslande, men har som tidligere nævnt kun 16. Andre donorlande – eksempelvis Sverige – er på tilsvarende vis i færd med at koncentrere deres udviklingsbistand på færre lande og færre sektorer.
Danmark bør arbejde for en bedre og mere målrettet koordinering mellem donorlandene for at sikre mere effektivitet i bistanden til gavn for vækst og udvikling i modtagerlandene.
Venstre støtter det arbejde, der gøres i forbindelse med Paris-erklæringen om international donorkoordination og mener, at Danmark desuden fremover skal fokusere sin indsats på de sektorer, hvor der er en komparativ fordel. Derfor bør Danmark have et mere begrænset sektorvalg, så der i hvert enkelt programsamarbejdsland opereres med færre komponenter.
Det vil betyde stigende gennemslagskraft, hindre ”spredt fægtning” og dermed styrke den danske bistandseffektivitet, så der sikres mest og bedst mulig bistand for hver bistandskrone.
Fælles landestrategier skal overvejes nøje og gennemføres, hvor det anses for at være hensigtsmæssigt. Hvis de rette betingelser er til stede, vil en fælles landestrategi være med til at effektivisere og målrette bistanden og dermed forbedre fattigdomsbekæmpelsen i modtagerlandet.
Venstre vil anbefale en optimeret donorharmonisering og afrapportering, da der herigennem vil være mulighed for at realisere udviklingspolitiske tiltag, som kan være svære at gennemføre på et globalt plan. Men det kræver meget tæt opfølgning og overvågning i samarbejde med ligesindede donorlande, som deler den danske holdning til udviklingspolitik.
For mange kokke…?
Mange u-lande modtager støtte fra en meget lang række af små og store donorer. Det medfører risiko for overlap, forvirring og ineffektiv bistand.
– Ifølge Verdensbanken havde fattige modtagerlande i 2004 i gennemsnit 26 donorer, herunder giverlande og multilaterale donorer som FN. (1)
– I Tanzania, som er største modtager af dansk bistand, er der samlet set 26 bilaterale donorer og 14 multilaterale donorer pt., hvilket stiller store krav til administrative procedurer. (2)
– I Tanzania bruges der derfor kræfter på hundreder af årlige donorrapporteringer og donormissioner.(3)
Kilde: (1) Ritzau, 11. april, 2006.
(2) OECD: Development Co-operation Directorate (DAC)
(3) The World Bank: World Bank development report 2004 – Making services work for poor people.
d. Multilateral bistand
Ud over den bilaterale udviklingsbistand, som Danmark yder til sine programsamarbejdslande, er Danmark fortsat blandt de lande, der yder en høj grad af multilateral udviklingsbistand. I 2004 udgjorde den multilaterale bistand godt 40 pct. af Danmarks samlede udviklingsbistand.
Valget af multilaterale samarbejdspartnere baserer sig ligeledes på ønsket om fattigdomsbekæmpelse, men også de øvrige kriterier, der indgår i den bilaterale bistand, ligger til grund for fordeling af den multilaterale bistand. Dertil kommer et ønske om konfliktforebyggelse, fremmet gennem multilaterale organisationer.
Venstre mener, at vægtningen mellem bilateral og multilateral bistand skal bero på, hvor effektiviteten er størst. Regeringen har i 2005 gennemført et kritisk eftersyn af den multilaterale bistand for at vurdere effektiviteten – kan der opnås mere udvikling for pengene? – og bringe bistanden mere på niveau med niveauet i andre ligesindede lande.
Det kritiske eftersyn har medført en mindre omrokering af den multilaterale bistand.
I den danske multilaterale bistand er FN organisationerne (specielt UNDP, UNHCR, UNICEF, WFP, UNFPA) de største aftagere, og herefter kommer Verdensbanken (IDA og IBRD) og EU (EDF).
Venstre mener, at den multilaterale bistand skal gives til organisationer, der har et verdensomspændende ansvar og som besidder en ekstraordinær viden og kapacitet inden for deres respektive arbejdsområder, men som samtidig er effektive.
Multilateral bistand skal anvendes til bistand og ikke til administration, hvilket desværre i alt for stor udstrækning er tilfældet i mange FN-programmer. En god målestok for effektiviteten kan være andelen af administrationsomkostninger i forhold til andelen, der anvendes til direkte bistand.
Administrationsprocenten hos de multilaterale organisationer bør således ikke markant overstige administrationsprocenten hos eksempelvis de effektive, danske NGOer – undtagen hvis det kan forklares sagligt og ud fra karakteren af de opgaver, de multilaterale organisationer er sat til at løse.
Åbenhed og gennemsigtighed omkring budgetter og forbrug bør være en selvfølge for alle internationale organisationer.
Verdensbanken har de seneste år i høj grad fokuseret på at føre en fattigdomsorienteret udviklingspolitik, hvilket har medført, at en større del af den danske multilaterale bistand er kanaliseret herover.
Det skyldes samtidig, at Verdensbanken i modsætning til mange FN-programmer har været en væsentlig mere effektiv donor og långiver, hvorved der er opnået mere bistand for pengene. Samtidig har Danmark gennem et øget engagement i Verdensbanken kunne sætte større præg på bankens bistandspolitik.
Som led i den multilaterale bistand bør der i langt højere grad være et tættere formaliseret samarbejde mellem de forskellige FN-organisationer, som det eksempelvis ses i dag mellem WFP og UNHCR.
De 2 organisationer har på eget initiativ udarbejdet en række fælles handlingsplaner, som bl.a. koordinerer deres operationelle aktiviteter samt forbedrer kommunikationskanalerne mellem organisationerne både internt og eksternt.
Disse initiativer medfører en række fordele for organisationerne selv, men i høj grad også for modtagerne af deres hjælp. Samarbejdet betyder en højere effektivitet i beslutningsprocesserne og ”i marken” (i modtagerlandene), bedre muligheder for vidensdeling og ikke mindst ressourcebesparelser, således at der også her opnås mest bistand for pengene.
Venstre er derudover af den opfattelse, at det er nødvendigt med en seriøs og vidtrækkende FN-reform.
Venstre ønsker fortsat fokus på aktiv, multilateral bistandspolitik, hvor den danske støtte er målrettet til færre internationale organisationer mod at opnå større indflydelse i organisationens beslutningsprocesser. Aktiv multilateralisme er
således den bedste måde at opnå indflydelse på for et land på Danmarks størrelse.
Det giver god mening, at Danmark koncentrerer sig om færre områder for til gengæld at lægge en meget større tyngde i løsningen af problemerne.
Multilateral og bilateral bistand er ikke et enten/eller – det er et både og, baseret på et ønske om at give målrettet og fokuseret bistand. Dermed er det dog ikke sagt, at de 2 bistandsformer skal flyde sammen til én samlet enhed.
Der skal stadig bevares en skillelinje mellem de 2, så det undgås, at de multilaterale
organisationer får (for) stor indflydelse på Danmarks bilaterale bistand. Der er bl.a. set eksempler på dette i forbindelse med reformprocesserne i udviklingslandene, hvor Verdensbanken direkte eller indirekte har stillet som betingelse, at donorlandene yder en større del af deres bilaterale bistand i form af budgetstøtte, hvis landene ønsker at tage del i formuleringen af reformprocesserne.
Der er derfor fortsat behov for kritisk at vurdere de multilaterale organisationers krav til den bilaterale udviklingsbistand, således at bilateral bistand ikke automatisk og ”under hånden” konverteres til multilateral bistand.
Hvor mange penge går til administration?
– Når danske NGOers nødhjælpsarbejde finansieres af Udenrigsministeriet, kan der kun bruges op til 5 pct. af midlerne til administration. Til det længerevarende
udviklingsarbejde må andelen være op til 7 pct. af de samlede udgifter.*
– Til sammenligning har mange multilaterale organisationer, f.eks. FN-organisationer, ind imellem langt højere administrative omkostninger. Senest er
UNHCR blevet anklaget for, at have brugt omkring 22 pct. på administration ud af deres samlede beløbsramme efter tsunamien i Asien, ligesom UNICEF skulle have brugt ca. 20 pct., og WHO helt op mod 30 pct. på administration**
*Forslag til Finanslov for finansåret 2006
** Financial Times, 23. december 2005
e. Budgetstøtte (generel- og sektorbudgetstøtte)
Der ses internationalt en stigende tendens til, at flere lande vælger at yde deres nationale udviklingsbistand som generel budgetstøtte. Denne form for bistand kendetegnes ved, at donormidlerne bliver kanaliseret sammen med samarbejdslandets egne midler i det pågældende lands offentlige budget.
Udviklingsbistanden bliver således administreret alene af udviklingslandets regering og er derfor ikke længere bundet til konkrete udviklingsindsatser.
Der er både fordele og ulemper ved denne model. Fordelene ligger i, at modtagerlandet får det lettere, idet der er friere hænder til selv at navigere. Det skaber en stor grad af lokalt ejerskab i forhold til de gennemførte bistandsaktiviteter.
Ulempen ved generel budgetstøtte som udviklingsbistand er, at den direkte danske kontrol med midlerne reduceres kraftigt, og det bliver sværere for offentligheden
at kontrollere, om bistanden bliver anvendt til de aftalte formål, eller om den i stedet bliver brugt uhensigtsmæssigt og ikke mindst til finansiering af korruption.
Som også statsministeren har fremhævet det, er det afgørende vigtigt, at Danmark har mulighed for at sikre sig, at udviklingsbistanden når ud til de fattige mennesker,
som den er tiltænkt. Således skal der fortsat bevares en høj grad af kontrol med de danske bistandspenge.
Dertil kommer, at budgetstøtte gør det mindre tydeligt for skatteborgerne at se, hvad den danske bistand præcist går til. Når der ikke længere er tydelige danske fingeraftryk på bistanden går det ud over gennemsigtigheden.
Derfor skal der være en øvre grænse for, hvor meget bistand der kan gives som generel budgetstøtte, da de danske skatteydere jo har ret til at vide, hvad deres skattepenge bliver brugt til.
Venstre anbefaler, at generel budgetstøtte kun gives til lande der har en vis ”orden i eget hus”. For at sikre, at modtagerlandet er i stand til at administrere en dansk generel budgetstøtte, bør der stilles krav om, at følgende 10 elementer i overvejende grad er til stede i landet:
Regeringsførelse
1. Rimelig regeringsførelse omfattende et minimum af respekt for menneskerettigheder, den frie presse, pluralistisk demokrati og retsstatsprincipper, herunder uafhængighed for den dømmende magt.
2. Ansvarlig korruptionsbekæmpelse med tiltag inden for såvel forebyggelse som kontrol og opfølgning med henblik på positivt avancement på det internationale
korruptionsindeks.
Fattigdomsreducerende politik
3. God strategi for fattigdomsbekæmpelse og vilje til gennemførelse.
4. Gode erfaringer med udviklingssamarbejdet generelt og budgetstøtte specifikt; samt løbende dokumentation af konkrete udviklingsresultater.
Nødvendig offentlig økonomiforvaltning
5. Finanslovsproces med offentliggørelse af budget og regnskab, samt parlamentarisk behandling.
6. Regler for offentlige indkøb er af tilnærmelsesvis international standard.
7. Tilstedeværelse af en uafhængig rigsrevisionsfunktion eller lignende kontrolfunktion der fungerer.
8. Ekspertvurdering af kvalitet og kapacitet i den offentlige økonomiforvaltning.
Samarbejde mellem donorer og modtagerland
9. Gensidig efterlevelse af aftalte forpligtigelser.
10. Enighed blandt alle budgetstøttedonorerne om tilgang (herunder regler for overførsel og monitorering) samt betingelser for generel budgetstøtte.
Når de ovenstående kriterier i overvejende grad er opfyldt, udgør budgetstøtte en udmærket form for udviklingsbistand. I de lande hvor kriterierne er opfyldt vil Venstre derfor anbefale, at op til 25 pct. af bistanden kan ydes som budgetstøtte.
Generel budgetstøtte – hvor meget giver Danmark?
De 6 danske programsamarbejdslande der modtager generel budgetstøtte fra Danmark er (med angivelse af budgetstøtte-andelen af de totale landerammer i pct.):
Land 2004 2005
Vietnam 25,0 2,1
Tanzania 14,4 18,7
Mozambique – 20,3
Benin 15,5 11,4
Burkina Faso – 12,8
Ghana 5,1 7,2
Kilde: Udenrigsministeriet
Hvor korrupte er landene?
De 6 danske programsamarbejdslande, der modtager generel budgetstøtte, har desværre alle store problemer med korruption blandt politikere og embedsmænd. Deres placering på det globale korruptionsindeks er som følger:
Ghana 65
Burkina Faso 70
Benin 88
Tanzania 88
Mozambique 97
Vietnam 107
En placering som nr. 1 svarer til det mindst
korrupte land, mens nr.159 er det mest korrupte
land.
Kilde: Transparency International Corruption
Perceptions Index 2005
f. Tværgående hensyn: Kvinder, Miljø, Demokrati og øget kamp mod hiv/aids
Partnerskab 2000 nævner 3 tværgående hensyn i den danske bistandspolitik:
– kønsaspektet
– miljøaspektet
– demokratiaspektet
Alle 3 aspekter er væsentlige for udviklingssamarbejdet. Arbejdet med at opprioritere disse hensyn er afspejlet i finansloven for 2006, og det er Venstres målsætning, at dette arbejde skal styrkes yderligere i de kommende år.
Ikke mindst kønsaspektet og dermed kvindernes rolle i udviklingsprocessen fortjener uden tvivl et stadigt større fokus. Globalt og i Afrika repræsenterer kvinder et enormt potentiale, der skal udnyttes som drivkraft for fattigdomsreduktion, økonomisk vækst og forbedring af menneskerettighederne.
Det kræver, at de bliver fuldgyldige og integrerede borgere i deres egne lande. At kvinder og mænd har samme rettigheder, adgang til ressourcer og indflydelse. Kun med en særlig indsats rettet mod kvinder og unge piger, har vi en chance for at nå 2015 Målene i Afrika.
Derfor skal Danmark gøre en forskel for kvinder i Afrika. Bl.a. skal der arbejdes videre med udvikling af særlige låntyper (mikrokreditter) til kvinder, bl.a. baseret på vores erfaringer fra Mozambique. Og Danmark skal sikre, at Verdensbanken og andre internationale organisationer også opfordrer u-landene til at sætte ligestilling højt på dagsordnen i deres nationale fattigdomsstrategier.
Derudover har hiv/aids, malaria, tuberkulose og diabetes i de senere år fået en tilsvarende fremtrædende og gennemgående plads i det bilaterale udviklingssamarbejde og indgår nu som et ”tværgående hensyn”, fordi disse sygdomme udgør den nok alvorligste hindring for vækst og udvikling, specielt i det
sydlige Afrika. Hundreder af millioner mennesker rammes hvert år af malaria, og millioner af mennesker dør af aids.
Kampen mod hiv/aids har i dag en høj prioritet i den danske udviklingspolitik, men Venstre vil foreslå, at indsatsen løftes op på et langt højere niveau. Aids-problemets omfang er voldsomt, tragedierne mange og store og en lang række af verdens førende eksperter, underbygget af stribevis af analyser og af ”Copenhagen Consensus”, har påpeget, at hiv/aids-bekæmpelsen er et af de områder, hvor
bistanden har størst konkret effekt.
Derfor foreslår Venstre nu, at Danmark samlet set (igennem de danske multilaterale bidrag, de relevante dele af de danske sektorprogrammer indenfor sundhed, uddannelse, mv. og endelig via direkte hiv/aids-bekæmpende tiltag) fordobler sin nuværende indsats i kroner og ører, så vi i alt rammer ca. 1 mia. kroner årligt på kampen mod hiv/aids i 2010. Det vil være en markant øget satsning på dette område.
Hvordan opgøres bidraget og effekten af hiv/aids-indsatsen?
I FN-organisationer som UNFPA budgetteres bl.a. gennem Activity Based Cost metoden, hvor aktiviteter, relateret til hiv/aids, markeres i det interne budgetsystem med direkte link til hiv/aids. Herved er det muligt at opgøre, hvad og hvor meget der årligt anvendes på hiv/aids-aktiviteter.
Effekten af aktiviteterne opgøres gennem en række faktorer som eksempelvis:
– Increased capacity to ensure sustainable supply of contraceptives and other commodities
– Increased availability of STI/HIV/AIDS prevention information and services, including condom programming
– Strengthened capacity of regional and national institutions for scaling up HIV prevention responses for young people
– Increased capacity to develop and implement programmes for men and boys on gender equality
I 2004 anvendte UNFPA 9,5 pct. af organisationens samlede ressourcer på hiv/aids-relaterede aktiviteter. Øvrige FN-organisationer budgetterer og moniterer på
tilsvarende vis deres aktiviteter. Kilde: UNFPA
Venstre foreslår, at den danske støtte skal gå til både forebyggelse og behandling af hiv/aids, hvilket i en række lande også vil betyde en forstærket indsats i forhold til landets sundhedsstruktur. Danmark bør dog kun øge støtten til behandling i de lande, hvor det forebyggende arbejde giver resultater, således at der kan konstateres et fald i antallet af hiv-smittede.
En øget dansk behandlingsindsats må aldrig blive en sovepude for modtagerlandene, så de selv gør mindre for at bekæmpe problemet. Endvidere skal de danske indsatser mod aids koordineres i fælles landestrategier med andre donorlande, så det derved sikres, at de enkelte landes indsatser gensidigt
understøtter hinanden.
Regeringen støtter FN-organisationen UNAIDS samt en række private, internationale organisationer, der gennemfører projekter på befolknings- og sundhedsområdet. Det drejer sig især om de internationale NGOer Population Council, International Womens Health Coalition (IWHC) og GAVI (Global Alliance for Vaccines and Immunization).
GAVI er en global alliance for vacciner og immunisering, der arbejder for at få forbedret u-landenes adgang til vacciner og derigennem medvirke til at reducere bl.a. den høje spædbarnsdødelighed i Afrika
Samlet dansk bilateral og multilateral bistand til HIV/AIDS 2001-2006 (skøn)
2001* 2002* 2003* 2004* 2005** 2006**
hv/aids aktiviteter (mio. kr.) bilateral og multilateral bistand
306 384 435 403 468 543
Andel af bilateral og multilateral bistand (§06.3) i pct.
2,8 3,7 4,1 3,8 4,4 5,0
*Kilde: Det danske bidrag til bekæmpelsen af hiv/aids i udviklingslandene 2001-2004, Udenrigsministeriet 2004.
**Budgettal: Baseret på en fremskrivning af 2004-tallet plus regeringens nye initiativer, der er målrettet hiv/aids.
g. Korruptionsbekæmpelse – en fundamental byggesten
Fattigdomsbekæmpelse er, som tidligere nævnt, det overordnede formål med regeringens udviklingspolitik, men den massive forekomst af korruption i verdens fattigste lande gør denne målsætning meget svær at indfri.
Korruption er i dag en af de væsentligste forhindringer for fattigdomsbekæmpelse, og brugen af korruption har væsentligt flere omkostninger end blot de penge, som betales i bestikkelse. Korruption betyder i høj grad en manglende effektivitet i udviklingsbistanden, forringede muligheder for de, som ikke kan eller vil betale, og ikke mindst at de penge, som skulle gå til sociale forbedringer, i stedet kommer til
at gå til andre formål.
Det er derfor vigtigt, at Danmark fortsætter med at yde støtte til programmer, som hjælper til at styrke god regeringsførelse og bekæmpe korruption.
Danmark har allerede nul-tolerance i forhold til svindel med danske bistandsmidler, og Udenrigsministeriets handlingsplan fra 2003 giver korruptionsbekæmpelse en tydelig rolle på den udviklingspolitiske dagsorden. Handlingsplanen sigter mod at få integreret bekæmpelsen som en naturlig del af udviklingsbistanden.
Regeringens overordnede mål er at forebygge korruption internt i forvaltningen af de danske bistandskroner, både i Danmark og på de danske repræsentationer i udviklingslandene, samt at støtte bekæmpelsen af korruption i de lande, der modtager dansk bistand.
Ifølge Transparency International er stort set alle Danmarks programsamarbejdslande dog blandt nogle af de mest korrupte lande i verden,
hvorfor korruptionsbekæmpelse fortsat skal have en meget høj prioritet i den danske udviklingsbistand.
Venstre vil konkret arbejde for uddannelse af embedsmænd fra de u-lande, som modtager dansk bistand. De skal uddannes i, hvad god regeringsførelse indebærer, så der således kan skabes grobund for en styrket demokratisk beslutningstagen i de pågældende lande, samt i bekæmpelse af korruption.
Det vil bl.a. sige uddannelse i udvikling og implementering af effektive offentlige administrative værktøjer og strukturer samt uddannelse i ledelse. Denne uddannelse af embedsmændene fra u-landene skal foregå i samarbejde med embedsmænd fra den danske offentlige administration (f.eks. i form af twinning-arrangementer), der er blandt verdens bedste, og absolut mindst korrupte. EU-landene brugte målrettet metoden i Øst- og Centraleuropa før EU-udvidelsen.
Danske embedsmænd kan derfor inddrages mere ad hoc som rådgivere på udvalgte projekter.
h. NGOerne er vigtige i dansk bistand
Dansk udviklingsbistand ydes i stor grad gennem uafhængige private organisationer, NGOer, og deres arbejde gennemføres i høj grad ved hjælp af en stor og prisværdig indsats af frivillige.
Kendetegnende for NGOernes aktiviteter er arbejdet med særligt marginaliserede og fattige grupper, f.eks. hiv-positive, forældreløse børn, arbejdende børn, handicappede grupper, enlige mødre, oprindelige folk, jordløse og ofre for konflikter og tortur samt støtte til projekter i udkantsområder, der ofte nedprioriteres i den nationale planlægningsproces.
NGOerne arbejder ydermere ofte med socialt, økonomisk og geografisk isolerede grupper, der i mindre grad kan nås gennem den generelle sektorbistand.
NGOerne udgør alt lige fra mindre græsrodsbevægelser til store internationalt baserede organisationer, såsom Røde Kors. Fælles er, at NGOernes styrke og legitimitet skal komme fra deres forankring i den danske befolkning. Det er med andre ord vigtigt, at NGOer er forankret i befolkningen gennem frivilligt arbejde, samt at de reelt er uafhængige af staten.
Med finanslovsaftalen fra 2006 stiller regeringen derfor et egenfinansieringskrav til de største danske NGOer (de såkaldte rammeorganisationer: Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Ibis, CARE, Red Barnet og Mellemfolkeligt Samvirke). Organisationerne skal fra 2007 selv kunne bidrage med 10 pct. af finansieringen af deres udviklingsprojekter for at kunne modtage statstilskud.
Egenfinansieringskravet er med til at sikre, at der kun ydes støtte til de rammeorganisationer, som har en solid folkelig opbakning bag sig. Kravet giver yderligere NGOerne et incitament til at øge deres indsamlingsaktiviteter og en mulighed for derigennem at opnå den nødvendige folkelige støtte til deres projekter i udviklingslandene.
For at fremme særligt gode NGO-ideer inden for nøje udvalgte områder foreslår Venstre, at der afsættes en særlig NGO-pulje inden for bistandsmidlerne, som NGOer uanset størrelse kan søge projekter finansieret fra.
Kravene for at ansøge om midler skal bl.a. være, at projektet skal være indenfor særligt udvalgte sektorer (f.eks. reproduktiv sundhed, hiv/aids og vand/sanitet), og at der skal være medfinansiering på 50 pct. fra NGOerne selv.
Herved sikres der mulighed for at nye og utraditionelle løsninger også finder vej frem i dansk udviklingsbistand. Med andre ord vil der blive tale om at få forslag
til, hvordan man får mest udviklingsbistand for pengene.
Venstre er opmærksom på de udfordringer, der ligger i bistandsarbejdet i forhold til de u-lande, der er i økonomisk og politisk krise, og hvor det regerende styre hverken besidder viljen eller evnen til at forbedre landets situation på kort eller langt sigt. Venstre støtter, derfor at NGOer kan indgå i et upolitisk samarbejde med lokalbefolkningen, når Danmark ser sig nødsaget til at indstille bistanden.
Det er væsentligt for Venstre at sikre, at hjælpen når frem til de befolkningsgrupper, den er tiltænkt. Samtidig skal det huskes, at brug af utraditionelle metoder og ikke-statslige organisationer i mange tilfælde kan være den eneste mulighed for at hjælpe et lands fattige befolkning.
i. Den udsendte tekniske rådgiverbistand bør udskilles fra Danida
Udviklingen hen imod fælles landestrategier og budgetstøtte giver gradvist Danida mindre direkte indflydelse på udvælgelsen af de kontraktansatte, tekniske rådgivere, som modtagerlandene fortsat vil have brug for.
Derfor er det oplagt at samle de gennem mange år opnåede tekniske og administrative rådgiverkompetencer hos de udsendte Danida-rådgivere i en eller flere nye selvstændige, private virksomheder (eller i de allerede eksisterende virksomheder) uden for Danida.
Nye såvel som gamle private virksomheder kan derved byde på kontrakter inden for teknisk og administrativ rådgivning i modtagerlandene, uanset om det er Danida, andre donorer eller modtagerlandet selv, der ”køber” ydelsen.
j. Fremtidens nærområdeindsats
Der er omkring 10 millioner flygtninge og op mod 25 mio. internt fordrevne i verden. Mere end 9 ud af 10 flygtninge bor i udviklingslande.
Millioner af mænd, kvinder og børn er ofte brutalt blevet tvunget til at forlade deres hjem, deres ejendele og deres livsgrundlag. Alt for mange af dem lever i skyggen af en uvis og usikker fremtid i årevis. Det er i høj grad de mennesker, regeringens nærområdeindsats handler om.
Der er hårdt brug for, at der gøres mere for flygtningene i nærområderne og de internt fordrevne. Samtidig er der brug for at støtte de lande i nærområderne, der bærer en meget stor byrde ved at huse så mange flygtninge. Det gælder især lokalbefolkningen, der ofte lever under ringere økonomiske og sociale vilkår end flygtningene og derfor vil føle sig ladt i stikken.
Derfor er der brug for en langsigtet indsats, der bygger på varige forbedringer for både flygtninge og lokalbefolkningen i nærområderne. Venstre vil gøre en indsats i nærområderne, fordi de mennesker, der her kan hjælpes, hører til blandt verdens
allerfattigste.
Det er vigtigt at understrege, at nærområdeindsatsen skal være forankret på en solid udviklingspolitisk platform. Der er med andre ord ikke tale om en indsats for flygtninge, der er nået til de rige dele af verden.
Det skal heller ikke opfattes som et tiltag, der har til hovedformål at begrænse flygtningestrømmen til Danmark. Nærområdeindsatsen er derimod tænkt som en håndsrækning til den fattige del af verden og en hjælp til dennes indsats overfor de alt for mange flygtninge. Nærområdeindsatsen vil derfor være i tråd med fattigdomsorienteringen i dansk bistand og dens fokus på særligt sårbare grupper.
Indsatsen i nærområder skal også ses i lyset af Danmarks prioritering af konfliktforebyggelse. Der skal arbejdes med både årsager og virkninger til verdens flygtningestrømme. Ikke mindst den ændrede sikkerhedspolitiske situation gør det nødvendigt, at det internationale samfund tager aktivt fat på at fremme stabilitet i de regioner, der er præget af konflikt, vold og fattigdom.
Flygtninge og internt fordrevne er alt for ofte brikker i uansvarlige magthaveres spil, og med de store flygtningestrømme fører det helt naturligt til ustabilitet med risiko for yderligere konflikt. Derfor vil Venstre arbejde for at styrke både konfliktforebyggende indsatser og indsatser til fremme af forsoningsprocesser i forhold til flygtningegrupperne.
På finansloven for 2006 har regeringen afsat op mod 300 mio. kr. til nærområdeindsatsen for flygtninge. Venstre vil arbejde for, at disse penge bruges så effektivt som muligt, ved at der fokuseres på de fattigste og mest udsatte flygtningegrupper, samt at indsatsen i nærområderne i de kommende år økonomisk
styrkes.
Samtidig skal indsatsen koncentreres om nogle nøje udvalgte områder, så den ikke bliver for spredt, men fører til reelle forbedringer.
Endvidere støtter Venstre den proces, der er igangsat mellem Verdensbanken, UNDP og UNHCR for at sikre en bedre overgang mellem nødhjælp og udvikling. Målet er at skabe en bedre sammenhæng i indsatsen ved at bygge bro mellem den kortsigtede nødhjælp og den langsigtede udviklingsbistand.
I den forbindelse skal det nøje vurderes, hvordan de økonomiske midler mellem nødhjælp og udviklingsbistand prioriteres.
Tanken bag indsatsen i nærområderne skal ikke erstatte den traditionelle udviklingsbistand til Danmarks programsamarbejdslande. Naturligvis skal de samarbejdslande, der lever op til partnerskabstanken, ikke straffes, blot fordi disse måske hverken er flygtningeproducerende eller flygtningemodtagende lande.
Endeligt mener Venstre, at ved at gøre livet som flygtning i nærområderne mere tåleligt og mindre udsigtsløst kan risikoen mindskes for, at flygtningene i desperation falder i kløerne på menneskesmuglere.
Det kræver dog, at de nødstedte hjælpes til at bevare troen på, at det en dag bliver muligt for dem at vende hjem til en respektabel tilværelse.
k. Miljøbistand – en markant dansk prioritet
Danmarks engagement i det internationale miljøbistandssamarbejde skal fortsat være stort og synligt. Derfor skal der fortsat tilføres midler til miljøbistanden i u-landene såvel som i østlandene. Dette blev også bekræftet på verdenstopmødet i Johannesburg, hvor rent vand og sanitet var et hovedtema.
Danmark har gennem årene gjort en stor indsats på dette område. Alene i 2004 brugte Danmark mere end 500 mio. kr. bilateralt på vand og sanitet i u-landene, men der er fortsat meget at gøre for verden som helhed.
Den danske miljøindsats (inkluderende miljødelen af den almindelige bistand samt bilaterale miljøprogrammer i f.eks. Cambodia og Sydafrika, klimaprojekter og endelig globale miljøprogrammer) beløber sig til mere end 2.5 mia. kr. årligt. Med andre ord udgør miljøindsatsen en meget væsentlig del af dansk bistand.
l. Joint Implementation og Clean Development Mechanism
I den politiske strategi for miljø- og udviklingsbistand indgår aftaler om at reducere drivhusgasudledningen og dermed imødegå klimaforandringer. Ved at anvende mekanismerne i Kyoto-protokollen opnås mest CO2-reduktion for pengene samtidig med, at udviklingsbistand forenes med overførsel af teknologi til de fattigste lande.
Det afgørende element i Kyoto-protokollen er, at der indføres kvoter for hvor stor en udledning af drivhusgasser verdens rigeste lande må have. De lande, der er underlagt en udledningsbegrænsning, er omtrent sammenfaldende med OECD-landene samt Rusland og landene i Central- og Østeuropa.
Hvis de pågældende lande ikke kan eller vil opfylde deres kvoter ved udslipsbegrænsende tiltag hjemme, indeholder Kyoto-protokollen en række mekanismer, kaldet fleksibilitetsmekanismer, til erhvervelse af udslipsrettigheder i andre lande.
Ideen bag de fleksible mekanismer er, at udslipsreduktionerne skal ske, hvor de er billigst, uanset hvor i verden det er, da udslippet af et ton CO2 vil have samme effekt på klimaet, uanset hvor på kloden den bliver udledt. Herved minimeres den globale omkostning ved at nå de politiske mål om reduktion.
I overensstemmelse hermed, mener Venstre følgelig, at det er vigtigt, at den danske reduktionsforpligtelse sker til de lavest mulige omkostninger.
De 2 centrale Kyoto-mekanismer – Joint Implementation (JI) og Clean Development Mechanism (CDM) – er projektbaserede mekanismer, der giver 2 lande mulighed for i fællesskab at gennemføre et projekt med henblik på at reducere udslippet af drivhusgasser. Udslipsreduktionen kan så overføres fra det land, hvor reduktionen sker, til det andet lands kvote.
Det betyder, at et land eller en virksomhed, der er underlagt en udledningskvote, kan betale for gennemførelsen af et projekt i et andet land for til gengæld at få del i den drivhusgasreduktion, som projektet medfører.
Udbredelsen af CDM-projekter vil medføre tilførsel af kapital og teknologi til udviklingslande, som ellers ikke ville have adgang til udenlandske investorer. Venstre ser klare og entydige fordele for alle parter – og ikke mindst for det globale klima – i at anvende de fleksible mekanismer.
Kilde: www.venstre.dk
