MUSIK
Fredag spiller den eksperimenterende egyptiske musiker Maurice Louca med sit otte mand store ensemble fra den seneste udgivelse Elephantine. Spillestedet Alice skriver: ”Ved at trække på alt mellem egyptisk shaabi, kosmisk jazz, afrikanske stilarter og psychedelisk musik nedbryder han musikalske og kulturelle grænser og skaber tryllebindende forløb, som virkelig drager det nysgerrige øre.”
Fredag d. 1. marts 2019 kl. 21 på spillestedet Alice, Nørre allé 7, 2200 København N. Læs mere her.
Har du ikke mulighed for at komme til koncerten, kan du også lytte til Elephantine hjemme i din sofa. Endelig kan du glæde dig til, at Maurice Louca også gæster årets Roskilde Festival.
FILM og SERIER
”Black Earth Rising er for dig, der vil underholdes med spænding og godt skuespil og samtidig sætter pris på indsigt i en af klodens vanskeligste konflikter,” skrev Globalnyts anmelder efter at have set serien om folkemordet i Rwanda og dets efterspil. Find den på Netflix før din nabo!
Det blev ikke til en Oscar til libanesiske Nadine Labakis Kapernaum, men vi vil alligevel lige slå et ekstra slag for anmelder-favoriten, som også Globalnyts udsendte var svært glad for.
Filmen går i biografer landet over.
LITTERATUR
I digtsamlingen Fraværets Spejle skriver digteren Faraj Ahmad Bayrakdar om de otte år, han tilbragte i Sadnaya-fængslet i Syrien. Bayrakdar, født i 1951 i den syriske by Homs, har vundet flere priser for sit forfatterskab, bl.a. International Pen Award og PEN Freedom of Expression Award. Han er bosat i Sverige men gæster nu København, hvor hans digte bliver læst op på både arabisk og i dansk oversættelse.
Mandag d. 4. marts kl. 17, Sorte Firkant, Blågardsgade 29, København N. Læs mere her.
KUNST
Hvad er meningen med at have fysiske grænser i internettets tidsalder? Dét er et af de spørgsmål, kunstnerne Wael Toubaji og Cruz Crus undersøger i udstillingen TERRITORY, som kan ses på Sorte Firkant i København. ”Vi lever i en tid, hvor frit flow af naturressourcer bliver taget fra økonomisk udsatte samfund, der har flere internationale rettigheder end de mennesker, der lever i dem,” skriver de to kunstnere om udstillingen, der indeholder både video- og animationsværker. Der er garanteret stof til eftertanke!
25. februar – 10. marts, Sorte Firkant, Blågardsgade 29, København N. Læs mere her.
FOREDRAG
Iran fejrede i 1971 nationens 2.500 års fødselsdag med en af de mest opulente fejringer i moderne tid (det fik bl.a. royalt dansk besøg), hvilket ironisk nok var med til at svække shahens position op gennem 1970’erne. Cinemateket viser vilde fotos og arkivoptagelser fra festen og forfatter Morten Hansted giver et dansk perspektiv på dén historie.
Lørdag d. 2. marts kl. 18.30, Cinemateket, Gothersgade 55, København K. Læs mere her.