Klimakonferencen COP18 sluttede i Doha i lørdags uden en løsning, der kan sikre fremtidens klima. De manglende resultater rammer verdens fattigste og mest sårbare mennesker hårdest
Verdens fattigste mennesker har fået en ordentlig lussing i ansigtet af deltagerlandene ved FNs klimakonference i Doha, skriver Care Danmark i en pressemeddelelse tirsdag.
Sådan lyder dommen fra Kit Vaughan, leder af CARE Internationsl afdeling for klimaforandringer og formand for CAREs delegation i Doha.
’Det er de fattigste, der har bidraget mindst til klimaforandringerne, og alligevel er det nu dem, der må betale den højeste pris, fordi det ikke er lykkedes deltagerne ved COP18 at finde frem til en fælles løsning for klimaet i løbet af de to foregående uger,’ siger han og fortsætter:
’Menneskeliv er allerede gået tabt i mange af udviklingslandene på grund af ekstreme vejrforhold. Samtidig forværrer klimaforandringerne i stigende grad fattigdom, og de indskrænker mulighederne for, at nuværende og fremtidige generationer kan føre et værdigt og tilfredsstillende liv. Hvis vi ikke gør noget med det samme, vil klimaforandringerne skabe den største sociale uretfærdighed i nyere tid.’
En ny æra af klimaforandringer er skudt i gang
Manglen på politisk ambition i Doha betyder, at verden fortsat står over for en temperaturstigning på mellem fire og seks grader celsius ved udgangen af dette århundrede, forklarer Kit Vaughan. Det medfører ekstreme vejrforhold og en dyster og usikker fremtid for alle på kloden.
Dermed er en helt ny æra af klimaforandringer skudt i gang: En æra, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt at begrænse udledningen af drivhusgasser og hjælpe verdens fattigste mennesker med at tilpasse sig de ændrede vejrforhold, men hvor betydelige skader og tab af menneskeliv er uundgåelige, siger han.
Små fremskridt
Udfaldet af COP18 er dog ikke udelukkende negativt, forklarer Kit Vaughan. Han peger for eksempel på etableringen af en international institution, der kan tage sig af tab og skader forårsaget af klimaforandringer som et positivt tiltag.
’Med dette tiltag har forhandlerne både vedkendt sig, at klimaforandringerne har store konsekvenser, der ikke længere kan afværges gennem klimatilpasning, og at de udviklede lande skal tage ansvar for deres mangel på handling,’ siger han.
Det ændrer dog ikke ved den samlede dom over klimatopmødet:
’De udviklede lande havde absolut intet afgørende at lægge på bordet i Doha. Dermed har de saboteret enhver chance for at lave en global klimaaftale. Men det er ikke FN, der skal have skylden. Det er manglen på konkrete forslag fra de udviklede lande , som nu gør, at vi står tilbage med ingenting,’ konkluderer Kit Vaughan.
Jo længere vi venter, desto større bliver konsekvenserne
Til næste år skal politikerne mødes til endnu en omgang klimaforhandlinger, når COP19 afholdes i Warszawa. Og der skal gøres et stort stykke arbejde inden da, fastslår Kit Vaughn:
‘Den gabende kløft mellem, hvad der er nødvendigt at gøre og de sørgelige politiske ambitioner, har aldrig været større, end den er lige nu. Derfor skal der ske store ændringer inden næste års klimatopmøde,’ siger han og slutter:
’Ministrene og deres respektive regeringer må øge deres ambitioner, hvis vi på nogen måde skal håndtere klimakrisen. De skal skabe nye og ambitiøse forslag, som kan være med til at gøre planeten et sikkert sted at være for alle. Jo længere vi venter nu, desto større bliver konsekvenserne.’
