Verdensbanken: Singapore mest erhvervsvenlig – Afrika halter efter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lotte Niemann Jørgensen, U-landsnyt.dk

Verdensbanken placerer Singapore på en førsteplads i sin årlige rapport ”Doing Business 2015”, der netop er udkommet. Afrika syd for Sahara placeres i bunden af listen over erhvervsvenlige økonomier.

Rapporten ”Doing Business 2015” har til formål at udpege og måle, hvor let det er at gøre forretning i og handle med de 189 lande, rapporten undersøger.

Erhvervsvenlige rammebetingelser, som dem Singapore kan tilbyde, kan tiltrække og fastholde virksomheder og investorer, samt skabe vækst, arbejdspladser og udvikling.

Danmark er officielt til stede i Singapore, hvor en afdeling under Eksportrådet arbejder med eksportfremme og assisterer danske virksomheder i Singapore og hjælper virksomheder, der gerne vil ind på markedet i Singapore.

Hovedkonklusioner

Verdensbanken måler blandt andet på, hvor let det er at starte en virksomhed op i de forskellige lande, hastigheden og effektiviteten af at udfærdige kontrakter, hvordan byggetilladelser håndteres, adgangen til elektricitet, registrering af ejendomme, kredit samt skatteopkrævning.

Rapporten påpeger, at forbedringer på disse områder ikke nødvendigvis er så omkostningsfulde, men til gengæld kan spille en afgørende rolle i at forbedre landets vækst og udvikling.

Lande, der både effektiviserer de regulerende procedurer og styrker de juridiske instanser, som understøtter handel og forretning, har bedre forudsætninger for at opnå økonomisk vækst og udvikling.

Afrika syd for Sahara placeres samlet set som den lavest rangerende region. Den højeste score opnår OECD-landene med højest indkomst.

Rapporten har fundet frem til 230 erhvervsreformer, der sigter mod at reducere kompleksiteten og omkostningerne af erhvervsreguleringer samt styrker de juridiske myndigheder i landet.

Afrika syd for Sahara har sammenlignet med andre regioner stået for den største andel af reformer i det forgangne år.

Afrikansk fremgang trods fortsat lav placering

Fem ud af de ti lande, der har forbedret sig på flest indikatorer siden sidste rapport, findes i Afrika syd for Sahara, herunder Benin, Togo, Elfenbenskysten, Senegal og DR Congo.

I en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S):

”Det er meget opmuntrende, at nogle af verdens fattigste udviklingslande gennem det forløbne år har gennemført så mange erhvervsvenlige reformer. Det gælder eksempelvis Benin, Elfenbenskysten og Senegal, som stadig har lang vej igen, men som i hvert fald er slået ind på den rette vej”.

“Jeg håber, det kan bidrage til at få flere tiltrængte investeringer til det afrikanske kontinent, og forhåbentlig også gøre det mere interessant for danske virksomheder at opsøge nye erhvervsmuligheder”.

Danmark har dog ingen ambassader i de tre lande, ministeren fremhæver som positive eksempler – det danske engagement i Benin udfases i 2014.

Ghana skiller sig positivt ud

To af de traditionelt store østafrikanske modtagere af dansk udviklingsbistand, Tanzania og Kenya, placeres i den lavere del af indekset, som henholdsvis nummer 131 og 136.

Her er det bemærkelsesværdigt, at det erhvervsmæssigt mere udviklede Kenya ligger efter Tanzania.

De vestafrikanske lande med dansk engagement, herunder Mali og Burkina Faso, placeres længere nede i indekset.

Dog skiller Ghana sig markant ud ved at placere sig noget højere oppe i indekset på en 70. plads.

Her har dansk udviklingsbistand længe været stærkt orienteret mod at bistå små og mellemstore virksomheder.

Metoder

Datagrundlaget for ”Doing Business” rapporten udvikles løbende fra år til år. De specifikke metoder og hele indekset findes i den samlede rapport, som du kan finde her.