Verdensnaturfonden: Bæredygtig udvikling langt nede på VKs liste

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Kim Carstensen, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og næstformand i U-landsstyrelsen

Hvis man skal lede i regeringsgrundlaget efter politiske mål, der får betydning for de kommende års arbejde for det globale miljø, er det ikke miljøafsnittet, man skal kigge i. Det er heller ikke afsnittet om udviklingspolitik.

Bevares, der står vigtige ting begge steder. Miljøafsnittet siger f.eks., at regeringen vil arbejde for, at EU sætter nye klimamål for perioden efter 2012, og at den fortsat vil have fokus på kemikaliepolitikken.

Og udviklingsafsnittet bekræfter, at det fortsat er en prioritet for regeringen at give lidt ekstra penge til det globale miljø efter de dramatiske nedskæringer siden 2001.

Men begge steder er der ugler i mosen: klimapolitikken gøres afhængig af USA og de store u-lande, og i udviklingspolitikken signaleres der stadig en ubehagelig sammenkobling af bistanden med de hjemlige klimaforpligtelser.

Alt det er der ikke meget nyt i. Det virkelig interessante står faktisk et helt andet sted, nemlig i afsnittet om Danmark i den globale økonomi, som anviser regeringens virkelige topprioriteter, som handler om innovation og konkurrenceevne.

Her er regeringen fuldstændig på linje med udviklingen i EU, hvor næsten al snak om bæredygtighed er druknet i en vedvarende talestrøm om vækst og beskæftigelse.

Det interessante er dog, at regeringsgrundlaget i forlængelse af den brede politiske
aftale om EUs forfatningstraktat faktisk snakker om, at der skal lægges vægt på miljøteknologi og vedvarende energi som led i den øgede satsning på forskning og udvikling. Og at EU (også) ses som et instrument til bedre miljøbeskyttelse, ikke bare i Europa, men også med et globalt ansvar.

Hvis vi skal bruge regeringsgrundlaget til noget positivt for det globale miljø, er det den dagsorden, vi skal påvirke. Udfordringen er at kunne overbevise regering og erhvervsinteresser om, at bæredygtighed ikke er en udviklingsfjendsk utopi, men en
central del af enhver ansvarlig strategi for Danmarks placering i den globale økonomi.

Kilde: 92 gruppens nyhedsbrev – Nyt om miljø og udvikling