Verdensnaturfonden med til at sikre regnskov i Laos
Fra hele verden er der stigende efterspørgsel på bæredygtigt skovet tømmer. Så stor, at produktionen ofte ikke kan følge med. Det gælder ikke mindst for de tropiske skove i Asien, hvor skovene samtidig forsvinder med ekspresfart på grund af overudnyttelse. Derfor haster det med at bringe skovene under bæredygtig forvaltning.
Efter flere års forarbejde er det nu lykkedes for 2 større regnskovsområder i Laos at opnå FSC-certificering. WWF-Verdensnaturfonden har støttet indsatsen i Laos for en bæredygtig skovforvaltning, hvor lokalsamfundene får del i handlen på det voksende marked for bæredygtigt træ.
Skovområdet dækker 50.000 hektarer og er det første skovområde i Laos, der får status af FSC-skov.
– FSC certificering af skovene i Laos er et kæmpe skridt for bæredygtig skovforvaltning og naturbevarelse i regionen, siger Troels Dam Christensen, programmedarbejder hos WWF Verdensnaturfonden i Danmark.
– Det specielle ved de certificerede skove i Laos er, at de bliver forvaltet af lokalbefolkningen. På den måde bliver certificeringen til gavn for både naturen og de lokale beboere, som får et direkte udbytte af det. På den måde udnytter vi ikke bare skoven bæredygtigt, men sikrer også en udvikling for de lokale beboere, uddyber Troels Dam Christensen.
De 2 provinser i Laos er et eksempel på bæredygtig skovforvaltning, som kan inspirere andre lokalsamfund både i Laos og andre lande. På globalt plan er der stort behov for konkrete projekter som dette, der viser hvordan naturen kan bevares samtidigt med, at den fattige lokalbefolkning får bedre levevilkår.
Fakta:
– Udnævnelsen af FSC-skovene i Laos er sket gennem et samarbejde med organisationerne: WWF, Tropical Forest Trust og Rainforest Alliance.
– FSC-stemplet er den førende internationale standard inden for bæredygtig skovforvaltning.
Kilde: www.wwf.dk